Tema

Krigsfanger under 1. verdenskrig

Under 1. Verdenskrig blev krigsfanger sendt til Danmark for at restituere. Krigsfangelejrene skulle understøtte Danmarks status som neutralt land, og der var stor interesse for at vise Danmarks hjælpearbejde i pressen.

KRIGSFANGELEJRENE I DANMARK

Hvem er de små uniformerede mænd, der stavrer ud af skovbrynet? Nogle med krykker, andre med sygeplejersker eller nydeligt klædte kvinder under armen? 

Mette Kia Krabbe Meyer fortæller her historien om krigsfanger, der under 1. Verdenskrig blev sendt til Danmark for at blive restitueret.

DANMARK UNDER 1. VERDENSKRIG

Danmark var neutral under 1. Verdenskrig. Mens de krigsførende lande mistede hele generationer af unge mænd på slagmarken, holdt Danmark sig gennem et kompliceret diplomati ude af krigen. Det lykkedes på skift at gøre både englændere og tyskere tilfredse og undgå besættelse af dansk territorium. Det er imidlertid ikke det samme som, at Danmark var uberørt af krigen. Alle har hørt om den fødevaremangel, der opstod som en følge af importvanskeligheder og set fotografier af de alenlange køer til rationeringsmærker og dagligvarer. Mange ved også, at der faktisk var danske soldater, der blev sendt til fronten. Mænd fra det daværende tyske Slesvig måtte sige farvel til deres familier og drage i krig for Tyskland, selv om de opfattede sig selv som danske. Men hvor mange ved, at der faktisk også kom et stort antal udenlandske soldater til Danmark? Ikke som angribende tropper, men som invaliderede soldater, der skulle restitueres i Danmark?

Krigsfangelejre i Hald og Horserød

Ved 1. Verdenskrigs udbrud forestillede de fleste sig, at den hurtigt ville være overstået, men den endte med at blive en langvarig udmattelseskrig. Ufatteligt mange soldater døde, men der blev også taget et stort antal fanger. Tyskland stod alene for 1.700.000. Hovedparten var russiske, og det varede ikke længe, før der var problemer med at huse dem. I Danmark foreslog forskellige privatpersoner, heriblandt direktøren for Statens Serum Institut, Dr. Thorvald Madsen, at man skulle modtage fanger og pleje dem, så de kunne sendes hjem. Han forestillede sig, at det skulle være uden økonomisk udgift for de krigsførende lande, men det var regeringen ikke interesseret i. Den ønskede, at landene skulle betale kompensation og endte med at indgå en officiel aftale med Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn.  Der blev etableret to lejre, en i Hald ved Viborg og en i Horserød ved Helsingør. I forhold til det samlede antal russiske fanger var det ikke overvældende, hvor mange fanger, der officielt kom til Danmark fra lejrenes åbning i maj 1917 til deres lukning i 1919: kun op mod 4000.

Fanger på fotografi

Pressen var interesseret i fangerne. Holger Damgaard, der siden 1908 arbejdede som fast pressefotograf for Politiken var f.eks. til stede på kajen, da de første fanger ankom til Helsingør. Politiken var i 1905 blevet en omnibus-avis, og reportagen blevet opprioriteret. Avisen skulle som andre medier gå balancegang og stille både englændere og tyskere tilfreds. Modtagelsen af de russiske krigsfanger var en god historie. Haag-konventionen af 1907 havde foreskrevet, hvordan krigsfanger skulle behandles, og Danmark kunne konsolidere sin neutralitet ved at garantere ligebehandling af fangerne. Samtidig appellerede man til læsernes følelser med historien om og billederne af de medtagne, desillusionerede fanger.
Livet i lejrene blev også flittigt dokumenteret af diverse pressefotografer. De forevigede sygesale med kridhvidt sengetøj, læsesale, billardstuer (for officererne) etc. Man ville gerne vise de gode forhold, som fangerne levede under og gøre det klart, at Danmark gav fangerne den forplejning, som de krigsførende lande betalte for. Der blev endda fremstillet postkort med motiver fra lejrene. Fotograf Aage Munksgaard tog en serie fotografier til magasinet Verden og Vi, men de blev samtidig solgt som postkort . Selv om fangerne sendte post fra lejrene, så er de tydeligvis beregnet på et dansk publikum. Her optræder fangerne som de taknemmelige gæster ved ankomsten, ofte med blomster i hænderne, men der er også igen billeder af de gode forhold, som særligt officererne levede under.

Fanger på film

Optagelser af fangerne, der blev vist i Ugerevyen Danmark i biografer landet over, har samme sigte. Vi ser soldaternes landgang, nu i efteråret 1917, barakken, hvor de får deres første måltid mad og deres spadsereture på lejrområdet med sygeplejersker og de kvinder, som engagerede sig i hjælpearbejdet. En af dem, Astrid Ibsen, der var gift med general Ibsen i Helsingør, skrev siden hen om arbejdet i bogen Et Blad af Danmarks Barmhjærtigheds Bog. Det er hyggelige klip, der giver et positivt billede af livet i lejrene. Senere, i maj 1918 kunne man se den bolsjevistiske regeringsrepræsentant, Sergej Garine, ankomme til Danmark, i Ugerevyen med et skælmsk blik og høj cigarføring i en togkupe. Han samlede de bolsjevistiske fanger bag sig i lejrene, men agitation i lejrene var ikke noget, Ugerevyen Danmark gav sig af med at filme. I både Hald og Horserød-lejren holdt man sig til optagelser, der faldt inden for det skudsmål, det nye nyhedsmedium fik i tidsskriftet Filmen: " (...) noget af dette typisk danske, det lette og spøgefulde, der tiltaler os saa meget, er der over denne danske Filmsugerevy, og det er ogsaa det, der vil sikre dens Succes".

Mette Kia Krabbe Meyer, Ph.d., Forskningsbibliotekar i Kort- og Billedsamlingen, Det Kongelige Bibliotek. Ansvarlig for billedsamlingens bidrag til Europeana Collections 1914-1918.