Tema

Theodor Christensen

Filminstruktør, provokatør, kosmopolit, teoretiker, filmkritiker, modstandmand, mentor, lærer. Theodor Christensens engagement var kæmpestort, og han havde fingrene i stort set alt, der rørte sig i filmens verden i sine 30 aktive år. Se en samling af film instrueret af dansk dokumentarfilms Grand Old Man.

Af Henrik Østergaard, filmarkivar, Det Danske Filminstitut

Theodor Christensen (1914-1967) var både teoretisk og praktisk en central figur i opbygningen af den danske dokumentarfilmbevægelse, hvor han både agerede som filminstruktør, teoretiker, kritiker, mentor, lærer og grundlægger af Den Danske Filmskole.

I løbet af sine knap 30 år som aktiv filmskaber instruerede han omkring 50 film og skrev derudover manuskripter til en række film, som blev realiseret af andre instruktører.

Hovedværket i Theodor Christensens produktion er Det gælder din Frihed fra 1946. Det mente han selv, og inden for dansk dokumentarfilms rammer har den fået klassikerstatus. Filmen ligger midt imellem den tilstræbt objektive dokumentarisme med inspiration fra England, der var Theodor Christensens udgangspunkt, og de skarpe debatfilm, der fra 50'erne og frem blev hans varemærke. Flere af hans film har modtaget officiel hæder, bl.a. Enden på legen (1960), som blev tildelt en Bodil.

Artikler i Kosmorama

Tidsskriftet Kosmorama udkom i foråret 2014 online med to særnumre i anledning af, at Theodor Christensen den 6. april ville være fyldt 100 år:

Kosmorama nr. 253 giver med et stort portræt indblik i fødselarens mangfoldige virke og præsenterer en ny side af Theodor Christensen, nemlig ’in action’ som krigskorrespondent.

Kosmorama nr. 254 indeholder en række essays af Theodor Christensen og nye artikler om hans liv og film.


Henrik Østergaard | 12. marts 2018

FILM AF THEODOR CHRISTENSEN