Tema

Trafikfilm – til fumlegængere og fartbøller

Fumlegængere, fartbøller, frække cyklister og alle os andre trafiksyndere er siden trediverne blevet revset i trafikfilm. Selvom filmene i høj grad afspejler den tid, de er produceret i, er budskaberne ifølge Rådet for Sikker Trafik ofte stadig gyldige og ikke mindst pinligt aktuelle.

Af Henrik Østergaard, filmarkivar og filmhistoriker, Filminstituttet

De første danske trafikkampagner var ikke en officiel samfundsopgave betalt med offentlige kroner som i dag, men blev nærmere til på initiativ af anonyme, selvbestaltede propagandister.

Primus motor blandt de færdselsinteresserede københavnere var erhvervsmanden Svend Bergsøe, som havde mistet en nær ven i en trafikulykke. I nattens mulm og mørke sneg aktivisterne sig ud og malede bagskærmene hvide på parkerede cykler. Forinden havde vennegruppen i en anden aktion malet hvide ringe om vejtræer for at gøre dem mere synlige.

Den 8. september 1935 proklamerede de stadig anonyme aktivister oprettelsen af foreningen Større Færdselssikkerhed. Det fejrede de samme dag ved at sende mænd i hvide kitler ud i byen med malerbøtter for at male endnu flere bagskærme hvide. Men nu spurgte man dog cyklisterne først. En opfordring som 4.000 borgere fulgte.

Selvtægtsaktivister

Historien kan man høre i filmen Hen ad vejen (1985), der blev produceret i forbindelse med 50-års-jubilæet for Rådet for Større Færdselssikkerhed. I filmen fortælles det, at der allerede i 1931 var 150.000 biler registreret i Danmark. Trafikulykker var blevet hverdagskost – og det var især børn, det gik ud over. Så selvtægten var måske på sin plads.

Den nye forening mødte dog også modstand. Der var bl.a. uenigheder med politiet om foreningens propagandaplakater langs vejene, og nogle betegnede de anonyme ’selvtægtsaktivister’ som en ”Ku Klux Klan”. Den selvbestaltede færdselspropaganda blev derfor lagt i mere faste, officielle rammer, da K.K. Steincke i 1937 oprettede Justitsministeriets Udvalg for Færdselspropaganda.

”At der blev oprettet et officielt udvalg under ministeriet var en blåstempling af foreningens arbejde og viste, at forbedring af trafiksikkerheden var og er en offentlig opgave,” fortæller Pernille Ehlers, chefkonsulent i det nuværende Rådet for Sikker Trafik, som organisationen senere kom til at hedde.

Læs resten af artiklen under filmserien

Stadig aktuelle

En af de allerførste film fra Justitsministeriets Udvalg for Færdselspropaganda er Som det sker (1937), instrueret af den garvede spillefilminstruktør Holger-Madsen.

I den barske film kommer en mor for sent hen til sin datters skole. Biler, sporvogne og cykler i en rivende strøm holder dem et øjeblik på hver sin side af gaden. Så løber datteren ud foran en bil.

”Filmen viser den intense trafik i København med cyklister i stort antal blandet med biler, sporvogne, busser og fodgængere i et stort sammensurium. Man forstår godt, at mange – herunder mange børn – blev dræbt i trafikken”, mener Pernille Ehlers.

Ifølge Pernille Ehlers er filmens temaer om travlhed og uopmærksomhed imidlertid stadig lige gyldige i dag.

Indskrænket biltrafik

I Vi snakker færdsel fra 1941 koster speakeren rundt med trafikanter, som må gøre deres farlige fejltrin ’om igen’, til speakeren er tilfreds. Særligt cyklisterne bliver revset: ”Det er en stor misforståelse, hvis man stoler på, at der nu er fred og ingen farer på gaderne, fordi biltrafikken er indskrænket”, som det udtrykkes i filmen.

Den ”indskrænkede” biltrafik er en hentydning til besættelsesmagtens restriktioner på benzinen under krigen, hvor trafikbilledet ændrede sig totalt. Der blev færre biler, hestevogne blev igen et almindeligt syn i gadebilledet, men især cyklerne overtog bilernes plads på vejen. Trafikfilmene blev derfor rettet mod det stigende antal fodgængere og cyklister.

Vi snakker færdsel er også et eksempel på den humoristiske, sprudlende og kreative tilgang til færdselskampagnerne, som Justitsministeriets Udvalg for Større Færdselssikkerhed producerede i en lind strøm fra 1940’erne og frem. Biograferne var forpligtede til før hovedfilmen at vise kulturelle forfilm, og mange af dem var færdselsfilm.

FUMLEGÆNGERI

Ifølge Pernille Ehlers skabte de færre biler under krigen også det problem, at fodgængere og cyklister begyndte at glemme at se sig for med mange ulykker som resultat.

Samme år som Vi snakker færdsel blev udsendt lanceredes en stort anlagt kampagne rettet mod fodgængere under mottoet: ”De er da vel ikke Fumlegænger?”

Ordet ’fumlegænger’ var et nyt ord opfundet til kampagnen, og det vakte en del postyr og forargelse, at man omtalte fodgængere på den måde. I Rådets 50-års-jubilæumsskrift kan man læse, at fornærmede fodgængere gik til retten med injurie-anklager – og fik medhold af domstolene.

Det lille, kontroversielle ord dukker ikke desto mindre op igen i trafikfilmklassikeren Om igen – Fru Jensen, der blev produceret i 1942, men først udsendt i 1944, og som nærmest er en ny og forbedret udgave af Vi snakker færdsel.

I denne humoristiske farce tager speakeren ’lille fru Jensen’, cykelbuddet samt fodgænger og revymand Ludvig Brandstrup i skole for ’fumlegængeri’. En flok koner ’kagler’ som høns, mens børnene leger i trafikken. Filmen bobler over af kønsstereotyper, der nok kan vække opsigt i dag.

§2 Vis hensyn, tak!

”Cyklister, der kører hensynsløst, er et evigt aktuelt emne,” fortæller Pernille Ehlers. Og problemet fortsatte ganske rigtigt også i efterkrigsårene.

I 1948 var Det er så lidt, der skal til en del af en stort anlagt kampagne med fokus på §2 i Færdselsloven om at vise hensyn og agtpågivenhed i trafikken. I filmen buldrer Hr. Larsen – i skikkelse af hele Danmarks ’Ibbermand’, Ib Schønberg – hensynsløst af sted, på cykel, på trappen og ved middagsbordet. Tilråbene fyger efter ham. Indtil hans søn og kone opfordrer ham til at følge §2.

”De gamle films temaer om uopmærksomhed, agtpågivenhed og hensyn i trafikken er stadig højst aktuelle. Og når de nye skolebørn nu myldrer ud på vejene efter sommerferien, og hverdagen begynder igen, så er det stadig vigtigt,” siger Pernille Ehlers som mener, at filmen også viser, at cyklister skal prise sig lykkelige for de mange cykelstier, vi har i dag:

”Man bemærker de mange brosten, som cyklister måtte forcere dengang. Der var ikke cykelstier med lækker asfalt, det var bare ud på kørebanen blandt sporvogne og biler.”

Samme temaer om hensynsløshed i trafikken behandles også i den melodramatiske Næste gang er det dig og det højspændte drøn af en fart-klassiker De naaede Færgen fra samme år. Begge fremstår som små helstøbte film, fermt og professionelt instruerede af prominente spillefilminstruktører, henholdsvis Johan Jacobsen og Carl Th. Dreyer. Næste gang er det dig vandt tilmed en pris i Venedig i 1949.

Alle sejl var altså sat til for at få danskerne til at følge §2 og vise hensyn i trafikken.

Fri hastighed – under ansvar

I 1950’erne var bilismen i kraftig vækst. Bilen var ved at blive allemandseje, og der var et stærkt samfundsønske om øget mobilitet. Indvielsen af den første danske motorvej, Hørsholmvejen, i 1956 var et tegn på, at man politisk satsede på biltrafikken. Allerede i førnævnte De naaede Færgen kunne man se tegnene på, at danskerne i disse år havde fået benzin i blodet.

I 1953 besluttede Folketinget at ophæve de generelle fartgrænser på de danske veje. De blev alligevel ikke overholdt, sagde man, og det var ressourcekrævende for politiet at overvåge. Nogle frygtede ligefrem, at det var skadeligt for moralen og færdselskulturen, at den enkelte bilist ikke havde ansvaret for sin egen kørsel. 

”Ikke fri hastighed men forsvarlig hastighed”, fremførte Justitsministeren i Folketinget som motto for lovændringen.

Budskabet i Hastighed under ansvar (1953), der forsøger at tale til trafikanternes fornuft, skal ses i direkte forlængelse af disse tanker: ”Farten skal altid tilpasses forholdene og hensynet til andres sikkerhed. Nu har De rattet – og ansvaret,” lyder det afslutningsvis i filmen.

Den forudsigelige konsekvens af fri hastighed var en kraftig stigning i antallet af ulykker.

Et andet propaganda-trick var at vise, hvad høj hastighed kan medføre. Det vakte opsigt, da en ældre Buick blev kastet 25 meter ned fra et højhus i Rødovre for at lande på en betonplade. Faldet skulle illustrere, at bilen var kørt med 80 km/t ind i en modkørende bil, køler mod køler.

’Farteksperimentet’ kan man se i filmen 80 kilometer (1955), som i øvrigt var en af de første trafikfilm, der blev vist i TV.

Nye tider, nye metoder

Det stigende antal ulykker var medvirkende til, at Rådet for Større Færdselssikkerhed begyndte at tage nye virkemidler i brug.

Jesper Sølund, tidligere dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, fortæller.

”I de første færdselskampagnefilm var budskabet jo ren regelefterlevelse. Men fra slut-50’erne og 60’erne begyndte man at antage trafikantens point-of-view og give konkrete handlingsanvisninger. Man skulle forstå – frem for bare ren regelefterlevelse.”

Et af de tidligste eksempler på de nye formidlingsgreb finder man i den pædagogiske Børnenes Færdselsfilm (1958), der ganske vist er rettet mod børn, men som helt konkret fortæller om, hvad man skal gøre og ikke gøre. Det er ikke længere nok at pege fingre af trafiksynderne. 

Den nye tilgang fremstår især tydeligt i Den syvende sans (1963), hvor en bilist - og vi - skal lære at forstå og forudse trafikken for derved at undgå ulykker. 

I Overhal aldrig hvis De er i tvivl (1967) og Hold til højre – når De skal til venstre (1972), hvor de konkrete handlingsanvisninger ligger i titlen, bliver forskellige scenarier fra virkelighedens trafik gennemgået på næsten køreskoleagtig vis for henholdsvis biler samt cyklister og knallertkørere.

Det handlede om at ændre trafikanternes adfærd ved at gå mere systematisk, uddybende og psykologisk til værks.

Sænk farten – og spar på benzinen!

De ophævede fartgrænser fortsatte imidlertid et par årtier frem – indtil begyndelsen af 70’erne, hvor oliepriserne steg til rekordhøjder. Nu skulle man spare på benzinen, og en generel sænkning af farten på benzinslugerne var en sparekniv, der lå lige til højrebenet for politikerne. Derfor blev hastighedsbegrænsningerne indført igen den 14. marts 1974.

I fartkampagnefilmen Fart og fornuft (1974) bliver de nye hastighedsgrænser slavisk gennemgået – med pædagogisk staveplade vil mange nok mene i dag.

Hastighedsbegrænsningerne viste sig at være en god idé.

”Indførelsen af hastighedsgrænserne var det hidtil mest effektive middel i forhold til at reducere antallet af trafikdræbte, som faldt fra 1200 til under 800 årligt på ganske få år,” siger Pernille Ehlers.

hjælpeløse ældre

At passe på de ældre i trafikken har været et tilbagevendende tema i Rådet for Større Færdselssikkerheds kampagner gennem årene. Det ses i Hjælp de ældre fra 1971.

Baggrunden for filmens budskab var alvorlig. I en af Rådets pressemeddelelser fra 1968 kan man læse, at hver anden fodgænger, som dræbes eller kvæstes i trafikken, er over 50 år, og risikoen stiger voldsomt med alderen.

”Set med nutidens øjne forekommer det ret aldersdiskriminerende og unuanceret at fremstille ældre som hjælpeløse, affældige og ude af stand til at begå sig sikkert i trafikken. Sådan er ældre ikke i dag!”, fortæller Pernille Ehlers.

Anderledes sprudlende fortalt er den animerede Hjælp os (Bent Barfod, 1961), som også vil have trafikanterne til at hjælpe de ældre, der også her fremstilles som hjælpeløse stakler ude af trit med tiden: ”For gamle folk, der står på spring, er al trafik en rædsom ting,” lyder det.

Målgruppen er dog denne gang de unge, så filmen har fået en frisk og snappy speak på rim af Habakuk, indtalt af den populære skuespiller Louis Miehe-Renard (kendt fra bl.a. ’Soldaterkammerater’-filmene).

I de unges sprog

1970’erne var generelt ikke et årti, hvor man spøgte med trafiksikkerheden, hvis man ser på trafikfilmene.

Det var hårde tider for bløde trafikanter som fodgængere og cyklister, og mange cykelstier blev nedlagt. Antallet af trafikulykker kulminerede i 1971 med 1.213 dræbte og 27.587 kvæstede.

Trafikfilmene i 70’erne var ofte enten betonpædagogiske som Kom ikke på tværs i kryds! (1978) eller dybt seriøse som 1000 børn om året (1978), der netop beskæftiger sig med det store antal kvæstede og dræbte børn i trafikulykker.

I 80’erne begyndte man til gengæld at tale til de unge i deres eget sprog – sikkert også inspireret af tidens frække ungdoms-TV som ’Ungdomsredaktionen’. De belærende moralprædikener blev kastet bort, og ironi og humor kom tilbage.

Mange kan sikkert stadig huske fartkampagnen Kurt kan li’ kubik med sloganet ”Kør stærkt – det er dødsmart” (Man kan se filmen på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside). Kampagnen, hvor de alvorlige budskaber blev pakket ind i dyb ironi og provokationer, blev en stor succes.

Trafikfilmene blev nu lavet af garvede reklamefolk, og i slutningen af 80’erne og 90’erne begyndte man også at tage testscreeninger i brug, hvor filmene blev vist for udvalgte personer for at afprøve publikums reaktioner. Det er i dag blevet en fast del af produktionen af trafikfilm.