Tema

Verden set med danske øjne

Filmene i dette tema kan af gode grunde ikke komme på danmarkskortet. De er nemlig optaget ude i den store verden. Af danske dokumentarister, som er rejst ud for at formidle og dokumentere, give os udsyn og indblik. Fra Europa år nul, over Himalayas skæve bjergtoppe i '68 til Reagans USA anno 1982. God rejse!

Med Leth og Larsen på langfart

Af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder, Det Danske Filminstitut

”Danmark på film” er mere og meget andet end film om de til tider lidt beklumrede gemakker, vi hertillands besynger som ’Frejas sal’. For op gennem filmhistorien har danske filmfolk haft frisk luft fra fjerne himmelstrøg under vingerne, så hele Verden – og dermed Danmark i Verden – er i søgeren her. Velkommen til en ’ud-af-Danmark-oplevelse’! Tag med ud at fiske perler i det hav af fine værker, vi kalder dansk filmarv. Midt ude i Verden, hvor krig, poesi, skabelse, ødelæggelse, virke- og eventyrlyst går sin gang, står nationalskjalden Kim Larsen, der nu selv er historie, med New Yorks skyline som bagtæppe og synger en lille sang for Jørgen Leth. Og selv gamle film fra fremmede egne viser sig at have akut og bevægende aktualitet.

Hvor gammel skal man være for at svinge en skovøkse? Fælde en velvoksen gran? Ikke ret gammel, lyder svaret i temaets ældste film Finlands børn ta’r en tørn. Her har en af dansk dokumentarfilms kvindelige pionerer, Estrid Ott, filmet den finske hjemmefront under vinterkrigen i 1939-40. Den er ’bemandet’ med kvinder og børn, fædrene er sendt til fronten – i kamp mod den sovjetiske overmagt. Børnene knokler som bæster i ’Landbrugsklubber’, og enken med de fem faderløse børn får en ekstra hånd.

Læs resten af artiklen under filmserien

Krigens børn i Holland og Polen

Forestillingen om, at børnearbejdet og kampgejsten adler, må vige, da krigen – Anden Verdenskrig – er ovre. Sammenbidt virkelyst afløses af sorg og elendighed i Poul Bangs Hollands Børn. Under deres tilbagetog har tyskerne sprængt digerne, så Bang bringer billeder fra et land under vand. Det er billeder fra fortiden, som i vor tid giver en hårrejsende konkret fremtidsvision af, hvordan oversvømmelsernes tid i Europa ser ud. I Holland anno 1946 er vandet og nøden overalt, børnene sendes til blandt andet Danmark, mens nationen drænes og genopbygges. Turen nordpå går gennem det trøstesløse ruinlandskab, der er tilbage af Hitlers tredje rige; væk fra Syndfloden i det svar på Noahs ark, Red Barnets hjælpekonvoj af lastbiler udgør. Filmen er speaket af Ebbe Rode, teksten af Tove Ditlevsen.

Fra ét dystert hjørne af Europa år nul til et andet. Også i Polen lider børnene under følgerne af de voksnes krig – hundredtusinder af forældreløse børn. Her er det ’en fin ting at have et hus at bo i’, for landsbyerne ligger tilbage som bunker af murbrokker, mange må bo i skoven. ’Skoven’ består af bomberamte, splintrede stammer, der stritter sodsværtede imod himlen som sorte udråbstegn. ’Fuglene er flygtet, dyrene er borte’, som Karl Roos’ speak til Nicolai Lichtenbergs Polens Børn (1948) fortæller. Men mellem træernes rødder, under jorden, overlever mennesker i huler. Børnene sidder bøjede over deres læsebøger i jordhulerne og drømmer om den verden, de skal bygge. Og hjælpen er ankommet. Filmen fortæller om Røde Kors, Red Barnet og Fredsvennernes hjælpearbejde. Musikken er af Herman D. Koppel.

jorden rundt med Galathea-ekspeditionen

Anden Verdenskrigs systematiske massemord i industriel skala demonstrerede faren ved, at menneskehedens tekniske og videnskabelige fremskridt kan anvendes i ødelæggelsens tjeneste. Men videnskabens higen efter nye indsigter drives ofte af det modsatte – af menneskers stræben efter at vide mere om Verden for at flere kan leve bedre i den. En af dansk videnskabshistories helt store ekspeditioner fik navnet Galathea efter den marinefregat, der fra 1950-52 sejlede et hold af videnskabsfolk kloden rundt for at lære nyt om ’den blå planet’. Under sin jordomsejling på cirka 118.000 kilometer besøgte Galathea 26 lande og lagde til i omkring 70 havne. Med ombord et stykke af vejen var eventyreren Hakon Mielche, som i en stribe af ekspeditionsfilm fortæller om alt fra Australske dyr (1954), sære skabninger med både næb, kloak og pung, over Rågummi fra Malaya (1954) til mikrobelivet på bunden af Filippinergraven i Professor ZoBell’s arbejdsmetode (1952) – tjek selv, hvordan professoren må tage tæerne i brug, når præparatglassene med kriblekrable fra verdenshavenes allerdybeste mørke skal fyldes.

Vand til Syriens folk

Fremskridtstro og teknikbegejstring præger også dansk dokumentarismes Grand Old Man, Theodor Christensens film Vand fra Eufrat (1956). Her er vi i landet ’hvor agerbrug opstod for 6000 år siden, hvor kristendom og videnskab opstod’. Vi er i ørkenlandet Syrien, hvor livet afhænger af vand. Hvor romerne byggede hærvej til Asien fra forposten i Palmyra – ’symbolet på menneskets sejr over ørkenen’, som det siges. Længe før Islamisk Stat sprængte byens templer med deres næsten 3000 korintiske søjler i luften. Vi er i byen Homs, som dengang var kendt for sin sø. Ikke som kampplads. Og i karavanebyen Aleppo, en af verdens ældste byer med sine kilometerlange bazargader og sit himmelstræbende citadel: ’byens fæstning, hvor borgerne altid søgte ly og som altid holdt ud, mens angriberne brændte og hærgede i resten af byen’, hedder det. Stod det mon sin prøve under belejringen, bombardementerne og udsultningen af Aleppos befolkning for et par år siden?

Vi er i Syrien på et tidspunkt, hvor landets regering så som sin hovedopgave at bekæmpe ørkenspredningen og sørge for vand til landets indbyggere fremfor at bekrige folket med kemiske våben. Her dokumenterer filmen ikke menneskers ødelæggelser som i Holland og Polen, men fastholder og fremviser den storhed, som eksisterede før vor tids blodigste krig. Vi er i et stort land med en stolt kultur og historie. Og vi er der med legende ledsagemusik af Niels Viggo Bentzon og billeder klippet efter Theodor Christensens temperament. Her bliver indvielsen af vandværket, der skal slukke folkets tørst, et hidsende klimaks. Motorerne slippes løs! Vandet kommer! Og, nå ja, det er danske dieselmotorer fra B&W, der pumper – Theodors tidsbilleder fra det Syrien, som ikke er mere, tjente oprindeligt som virksomhedsreklame. Ligesom hans fine film om Den store flåde (1955), hvor den sicilianske fisker Paulo må sande, at det ikke ender med en kjole fra Lily, men en bådmotor fra B&W.

Film fra hele verden

Bliver det hele for broget, så ’itsi-bitsi, tag med os til Nepal’! Og fyr den fede på Verdens tag i Jørgen Leth og Ole Johns film om hippiekulturen i Himalaya Nær himlen, nær jorden fra det pivskæve Herrens år 1968. Her er staldtips til, hvad man skal huske, når man er på LSD og et noget hashtåget håb om at forvandle atombomben til en blomst. Lyder det for stenet, så følg med dansk dokumentarismes Grand Old Woman, Jette Bang, en tur ud i Qatars ørken, på besøg hos Beduiner (1962) og lær om forskellen på en lastkamel og en malkekamel. Eller hvad med en rundvisning ud i haven sammen med billedkunstneren Ib Schmedes for at se på insektlivet i Min have i Provence (1963). Her møder vi knælerhunnen, som beskytter sine cirka 300 æg i en puppe af selvgjort marengs. Mulighederne er mange, og mange flere end beskrevet her.

Og hvad så med Larsen, lune Larsen, Kim Larsen? Hvor i alverden blev han af? Jo, han står lige midt i Jørgen Leths poetiske sansning af USA anno 1982: 66 scener fra Amerika, hvor mange mente, at med valget af præsident Reagan året før havde amerikanske vælgere for alvor fejlet. Det var dengang Larsen håbede på en karriere over there. Ved sin død blev han hyldet som indbegrebet af danskhed over here. Foran Leths kamera synger han en lille sang. ”I Still Love You” hedder den. I lige måde Larsen. Tak for sangen.