Tema

Propaganda!

Bekymrede røster advarer for tiden om, at 1930’ernes sociale uro, højrenationalisme, politikerlede og manipulerende sjælefiskeri gentager sig. Men hvordan gik det for sig sidst, demokratiet var under pres, ungdommen blev radikaliseret af voldsparate bagmænd og propagandaen florerede? Med denne stribe partipropagandafilm fra sen-tyverne til først i 1950’erne præsenterer vi brikker til et sammenligningsgrundlag.

Af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder, Det Danske Filminstitut

Et spøgelse fra fortiden går gennem Verden af i dag. Tiltroen til folkestyret eroderer, og de gamle partier synes handlingslammede i et historisk øjeblik, hvor radikal handling forekommer bydende nødvendig.  Radikaliseret ungdom og propagandistiske udfald fra både præsidenter, deres pressetalsmænd, menige politikere og veritable hære af internettrolde præger den tid, vi lever i. Det er som om, 1930’erne går igen. Eller er det?

Ganske betegnende er det ikke et spørgsmål, der er enighed om. For nutiden kan være svær at få hold på. Den omslutter os med sin konstante strøm af hændelser, som ofte peger i modstridende retninger. Nagelfaste svar på nutidens brændende spørgsmål er lige så vanskelige at fange, som meningerne om dem er mange. Fortiden, derimod, kan man bedre holde ud i strakt arm og bruge som afsæt for at begribe nutiden. Og fællesnævnerne mellem dengang og nu er til at få øje på.

Læs resten af artiklen under filmserien

Propagandafilm

POLITISK VÆKKELSE, MOBILISERING OG … RADIKALISERING

Formålet med propagandafilm, som vi har samlet i dette tema, er politisk vækkelse, og det er ungdommen – bærerne af landets fremtid – der skal mobiliseres, eller måske, med sideblik til vor tids propaganda, ’radikaliseres’.

Midlerne er flere. Den sejrssikre demonstration af, hvordan ’vi’ kæmper imod ’dem’ og vinder frem, udgør et fast træk i både 30’ernes socialdemokratiske, nazistiske og konservative propagandafilm, hvor ungdommen er på march under blafrende faner og flakkende fakler. Voldsparatheden er til stede i både Konservativ Ungdom (KU) og de danske nazister. Det ses bl.a. i den stumme KU bringer moderne Propaganda ind i dansk Politik (1932), hvor en politisk modstander river KU’ernes nyopklæbede plakater ned og får en spand lim i hovedet i en scene, der tydeligvis er iscenesat. Ligeså iscenesat er et overfald på en nazist i Vi vinder Folket (1940) – den mest helstøbte nazipropagandafilm i dette tema. Også KU’ernes heilende fødselsdagshyldest til deres leder Carsten Raft (1936) byder på autentiske optagelser af håndgemæng mellem de politisk militante unge, der prægede gadebilledet i 1930’erne.

NYOPDAGEDE NAZIFILM

I det danske nazistpartis film Der er et yndigt Land (1938) og Vi vinder Folket får vi et hidtil ukendt indblik i DNSAP’s bestræbelser på at hverve tilhængere med film. Begge film leverer skarpe udfald imod ’systemet’, demokratiet og de gamle partier. ’Vi vinder Folket’ er fundet blandt filmarkivets omkring 40.000 titler i en dåse med en konfiskationsseddel fra Kriminalpolitiets Kriseafdeling i Horsens. Filmen er formentlig blevet brugt som bevismateriale imod de danske nazister under retsopgøret efter befrielsen.

PROPAGANDA I FOLKEKOMEDIEGEVANDTER

Presset imod demokratiet kommer også tydeligt til udtryk i de forsvar for det parlamentariske system, som præger eksempelvis den socialdemokratiske propagandafilm Danmark for Folket (1937). Filmens hovedærinde er nok at vinde ungdommen for arbejderbevægelsens sag, men næsten lige så vigtigt er budskabet om, at man skal deltage i demokratiet og engagere sig politisk, for ikke at ende som ’politisk invalid’, som den stoute socialdemokrat Ib Schønberg formulerer det.

Denne og flere af de øvrige socialdemokratiske film anvender fiktionens form – der er tale om små spillefilm med en sand perlerække af tidens store skuespillere. Ib Schønberg, Arthur Jensen og Asbjørn Andersen medvirker i ’Danmark for Folket’, og i 1951 har Poul Reichhardt og Lily Broberg hovedrollerne i socialdemokraternes måske mest vellykkede propagandafilm Frihed forpligter (1951). Den er instrueret af Alice O’ Fredericks, som samtidig stod for tidens helt store biografhits, Morten Korch- og Far til fire-filmene. ’Frihed Forpligter’ skriver sig direkte ind i den folkekomediegenre, O’Fredericks så fermt lokkede publikum i biografen med. Her er muntre og djærve karakterer, arbejdet er adlende, knurvorne gamle mænd fortæller anekdoter til de yngre generationer, og kvinder kender deres plads, mens Dannebrog knejser over land og by.

VAJENDE KORNMARKER OG LEGENDE BØRN

Det nationalromantiske islæt har socialdemokraternes film tydeligt til fælles med nazisternes. Se blot de sidste fire minutter af ’Danmark for Folket’ og ’Vi vinder Folket’, begge rundvisninger i fædrelandets yndigheder, vajende kornmarker, drejende møllevinger, kvinder med legende og badende børn og ungdom på march imod en bedre fremtid. For arbejderungdommens vedkommende til bevægelsens slagsange, for nazisternes til trommer og lurblæsning. Ville man vinde folket, måtte man anslå de nationale strenge uanset politisk ståsted, hvilket også tydeligt ses i filmene fra de øvrige partier. Men man må nok give socialdemokraterne, at de med deres folkekomedier har større succes med at servere det propagandistiske indhold en kende mere appetitligt end Frits Clausens støvletrampende marchfilm.

SOCIALDEMOKRATIETS RABLENDE FREMTIDSVISION

Det er altså stærke kræfter, Socialdemokratiet allierer sig med i deres filmpropaganda, som hvad kvalitet angår overgår alle de øvrige partifilm. Måske med én nævneværdig undtagelse, nemlig den højest besynderlige og aldrig udsendte socialdemokratiske fremtidsutopi Drømmen om i morgen. Filmen blev produceret i 1945 og tegner så lysende en fremtidsvision af Danmark som socialdemokratisk velfærdsparadis, at nogen i de socialdemokratiske rækker måske fik filmen stoppet, fordi den er for rablende. Eller måske fordi den simpelthen lover for meget. For eksempel kan boligsøgende troppe op hos boligministeren, som er en vennesæl herre, der uden videre dikkedarer udleverer nøglerne til en drøm af en velfærdsbolig med alle hypermoderne bekvemmeligheder – heriblandt en ’fjernsynstelefon’, en slags skype-apparat fra dengang videoopkald hørte en fjern fremtid til. I samme ombæring får man også nøglerne til en bil, der ’endnu ikke er atomdrevet’. At der skal avles nye små socialdemokrater fornemmer man, da Bent Rothe som den unge helt pludselig ser et spædbarn i lejlighedens barneseng. Her beroliger speaken med, at ’det der med forplantning stadig er overladt til det private initiativ’. Ellers sørger den socialdemokratiske velfærdsstat for alle livsfornødenheder fra vugge til grav. Filmen blev aldrig helt færdiggjort, men kan sagtens ses og er et kuriøst eksempel på, hvordan ’nogen’ tænkte velfærdssamfundets fremtid anno 1945.

SE MERE PÅ YOUTUBE OG PÅ SKOLEBÆNKEN

Sammen med dette temas ældste film, den stumme socialdemokratiske Fra Mørke til Lys fra 1928, er den nazistiske ’Vi vinder Folket’ og de socialdemokratiske film ’Danmark for Folket’ og ’Drømmen om i morgen’ blevet vist og diskuteret i Cinemateket i København i april måned. To af filmintroduktionerne kan ses på Cinematekets Youtube-kanal. Her debatterer Mogens Lykketoft både datidens propaganda, partihistorien og nutidens udfordringer med undertegnede, og Dan Jørgensen og historiker Martin Ejner Olsen Grunz diskuterer ’Danmark for Folket’ og ’Drømmen om i morgen’. Man kan også lytte til en podcast om propagandafilm.

Et undervisningsmateriale til gymnasierne, som tager livtag med radikalisering af ungdommen, fake news og propaganda med afsæt i den nazistiske ’Vi vinder Folket’ og socialdemokraternes ’Danmark for Folket’ er tilgængeligt på Filmcentralen/Undervisning.


Lars-Martin Sørensen | 23. april 2019