Anna er ikke blevet hentet i SFO’en og bliver fulgt hjem til sin far, som knap nok lægger mærke til, at hun er kommet hjem. I et hjem hvor opvask flyder i vasken, og køleskabet er tomt, begynder vand at trænge ind alle steder. Anna prøver at få kontakt til sin far, men må til sidst selv skabe sin egen fantasiverden, hvor hun finder den omsorg og tryghed, hun savner i virkeligheden.