En nat vågner Elisabet op og ved ikke, om det var hendes eget skrig der vækkede hende. Samtidig krydser Lucia Plaza Tetuan og rammes af en vind, der vækker et minde fra barndommen. Begge kvinder bærer på et savn. Vi ved ikke hvordan det er, at være det menneske, der sidder ved siden af os i metroen. Alligevel rækker vi nogen gange ud efter ham eller hende. Nogen gange får vi fat, men andre gange forsvinder det mellem fingrene på os. En torsdag kører Elisabet og Lucia med den samme metro i retning mod Pobleneu.
