Lykkefanten

1997, 57 min, DK/Kort fiktion, Børnefilm

Ida kaster sig i vandet, fordi hun ikke kan klare sit liv mere. Gud vil dog ikke lukke hende ind i Paradis, fordi hun er alt for ung, hun har slet ikke prøvet livet. Hun har ikke engang været forelsket. Men hun vil ikke leve, der er kun elendighed at komme tilbage til, synes hun. Vi får - i et flash-back- fortalt den historie, der fører frem til dette møde mellem Ida og Gud. Moderen og faderen er blevet skilt, og moderen er begyndt at drikke. Ida og hendes lillebror Skrubsak, må efterhånden passe sig selv. Ja, Ida må oven i købet passe moderens arbejde om natten. Men Ida drømmer stadig om den ferie, de tre skal på til Thailand - for kommer de på ferie, så vil alt blive godt.

Egnet Til

Undervisningstrin: 

  • Mellemtrin
  • Udskoling

Fag: 

  • Dansk
  • Filmkundskab

Undervisningsvejledning

Filmen er anden del af Jesper W. Nielsens trilogi om søskendeparret Ida og Skrubsak. De to andre film i serien er "Buldermanden" og "Ogginoggen". Filmene kan med fordel anvendes i sammenhæng eller hver for sig. Hovedtemaet i trilogien er grundvilkår i det moderne børneliv. Filmens anslag viser hovedpersonen Idas desperate forsøg på at forlade denne verden. Gud afviser imidlertid hendes ønske om at træde ind i Himmerige. Man skal først have prøvet at være lykkelig! Filmen viser derefter i et langt flashback, hvordan Ida er kommet så langt ud, at hun ønsker at dø. Den giver anledning til at drøfte, om der er børn, der lever så barsk et liv, at det kan føre til selvmord. Hospitalsscenen er barsk, men viser også, at der, hvor tilværelsen ser mørkest ud, vil kærlighed være den bedste medicin. Filmen viser, hvordan det er at leve med et misbrug i familien. Moren drikker, og Ida kæmper en hård kamp for at kompensere for de problemer, det medfører. Der er gode muligheder for at diskutere i klassen, hvordan Ida bliver påvirket af morens drikkeri, og hvorfor det er så vigtigt for Ida, at ingen kender til familiens problemer. I diskussionen kan også indgå overvejelser om betydningen af at have nogen at betro sig til. Fx en forælder, en bedsteforælder, en ven/veninde. Underlægningsmusikken kan gøres til genstand for filmisk analyse. Hvorfor den parisiske harmonika? I begyndelsen er musikken glad, men snart skifter den til mol - hvad gør det ved vores opfattelse af filmen?

Stills

Forbudt for børn Aps 1997

Af samme instruktør

  • Se Filmen Ogginoggen

    Ogginoggen

    Ida har en slyngveninde, og sammen kaster de nysgerrige og forargede øjne på voksenlivets mildt pirrende parløb. Det er lidt ulækkert det dér med drenge, og Ogginoggen, der er Idas faste...

    Instruktør: Jesper W. Nielsen

    1997, 43 min, DK/Kort fiktion, Børnefilm

  • Se Filmen Retfærdighedens rytter

    Retfærdighedens rytter

    Juleaften i Danmark. Drengen Benjamin er med far og mor på stationen for at hente farmor. Trist og gråt er det hele - men Benjamins vilde fantasi sætter kulør på en skæg og skæv nutidsudgave af...

    Instruktør: Jesper W. Nielsen

    1989, 45 min, DK/Kort fiktion, Børnefilm, Danmark

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle