I filmens første årtier var dansk film en verdensindustri. Asta Nielsen og Valdemar Psilander var feterede superstjerner, og de danske stumfilm spillede i store dele af verden.
På filmcentralen.dk kan du se et udvalg af de vigtigste danske stumfilm fra årene 1910-1924. Blandt filmene er Asta Nielsen-klassikeren 'Afgrunden', Carl Th. Dreyers 'Blade af Satans bog' og 'Der var engang', Benjamin Christensens spionfilm 'Det hemmelighedsfulde X' samt science fiction-filmene 'Verdens undergang' og 'Himmelskibet'.
De i alt 10 film giver et indblik i den tidligste danske filmhistorie i en periode, hvor filmens formsprog udviklede sig i rivende hast. Men derudover tegner filmene også et fascinerende billede af samtidens Danmark. Filmene er således både interessante for mediefag – og for et fag som historie, hvor de kan være med til at give et levende indtryk af Danmark i årene omkring og lige efter Første Verdenskrig.
LÆS MERE
Dansk filmhistorie: http://www.dfi.dk/FaktaOmFilm/Dansk-filmhistorie.aspx
DFIs hjemmeside om Carl Th. Dreyer: http://www.carlthdreyer.dk/
Flemming Kaspersen: "Fra verdensindustri til folkefilm", i: "Tendenser i mellemkrigstiden - en undervisningsantologi" (Skoletjenesten, 2008)
Peter Schepelern (red.): "100 års dansk film" (Rosinante, 2001)