Filmanmeldelse

- et undervisningsmateriale
Lærer og elev
"Det vigtige er ikke at afgøre, om en film er god eller dårlig, men at forklare hvorfor den er det." 
- François Truffaut

Hvad er en filmanmeldelse?

Mesterværk. Makværk. Eller, som oftest, et sted derimellem. 

Hvis vi elsker film, kan vi ikke lade være med at diskutere film og deres kvaliteter. Vi har alle smag, og når vi har en holdning til de film, vi ser, deler vi den gerne med andre. På den måde er vi alle en form for anmeldere. Den gode anmelder vil altid reflektere over, hvordan hendes smag farver bedømmelsen, så den stadig har gyldighed eller interesse for andre.

Men hvad er i grunden en anmeldelse? Hvad er formålet med anmeldelsen, hvad består den af, og hvilke overvejelser bør anmelderen gøre sig i sin tekst? 

Det følgende undervisningsmateriale vil give anledning til en undersøgelse og diskussion af filmanmeldelsen. Grundtanken er, at filmanmeldelsen er en retorisk tekst, som kan overbevise modtageren om en films kvaliteter eller mangel på samme. 

Så for at besvare overskriftens spørgsmål: 
Filmanmeldelsen er en meddelelse fra en anmelder til en modtager om en vurdering af en film.

Dette materiale er skrevet af Henrik Uth Jensen, Lektor i mediefag, Gefion Gymnasium

Foto: 'Once Upon a Time... in Hollywood' (2019) Sony Pictures Entertainment
Materialetype: