Didaktiske overvejelser
'Fremmed - det første opgør' er en film, der åbner for en fascinerende diskussion om Danmarks forhistorie og de store forandringer, der skete i Stenalderen. Med øvelserne til filmen får eleverne mulighed for at dykke ned i filmens univers og samtidig arbejde med centrale historiefaglige problemstillinger.
Øvelserne giver eleverne en dybere forståelse af både filmens fiktive fortælling og den arkæologiske virkelighed. De skal forholde sig til aktuelle forskningsresultater, sammenligne forskellige fremstillinger af fortiden og reflektere over temaer som kulturkonflikter og assimilation.
Øvelserne har også et erindringshistorisk fokus, hvilket giver eleverne mulighed for at arbejde med filmen i et nutidigt perspektiv. Dette åbner for en diskussion om, hvordan vi husker og fortolker fortiden.

Særfagligt

Niveau: Historie A og B
Kernestofområder
- Forandringer i levevilkår, teknologi og produktion gennem tiden
- Kulturer og kulturmøder i Europas og verdens historie
- Historiebrug og -formidling
Faglige mål
- Redegøre for sammenhænge mellem den lokale, nationale, regionale, europæiske og globale udvikling.
- Analysere eksempler på samspillet mellem mennesker, natur, kultur og samfund gennem tiden.
- Skelne mellem forskellige typer af forklaringer på samfundsmæssige forandringer og diskutere periodiseringsprincipper.
- Reflektere over samspillet mellem fortid, nutid og fremtid samt over mennesket som historieskabt og historieskabende.
Tværfagligt
Historie og mediefag: I historie og mediefag kan man arbejde tværfagligt med de filmiske udtryk og fortællestrukturen for at få en bedre forståelse af filmen.
Historie og dansk: I historie og dansk kan man arbejde tværfagligt med filmens formidling og virkemidler.
