Instruktør Max Kestner er på jagt efter svar på livets største eksistentielle spørgsmål i dokumentarfilmen 'Livet og andre problemer'. Med et nysgerrigt og åbent sind drager han ud på en filosofisk rejse i hele verden. Videnskabsfolk som Charles Foster og Eske Willerslev bidrager, og selvom hvert spørgsmål føder tre nye, bliver man ikke desto mindre klogere på universets store og små sammenhænge undervejs.
Bullitt Film har udviklet et tværfagligt undervisningssite med fokus på fire tematikker: videnskab, eksistens, etik og kreativitet. Opgaverne bygger på et rigt audiovisuelt materiale, der både rummer indblik i den nyeste naturvidenskabelige forskning og interviews med filmens instruktør Max Kestner om kreative skabelsesprocesser.
Alle fire tematikker i materialet indeholder to overordnede dele:
- Del 1 har fokus på refleksion, dialog og gruppediskussion
- Del 2 er praktisk orienteret og omfatter kreative workshops og case-studies
Find det frit tilgængelige site på denne side.
Materialet er udviklet af Maja Friis Kristensen, Bullitt Film, august 2024.