Slangens favntagn

I 'Slangens favntag' følger man to vestlige opdagelsesrejsende i deres møde med Amazonasfloden og regnskoven omkring den. Med 31 års mellemrum rejser den tyske videnskabsmand, Theo, og den amerikanske botaniker, Evan, ned ad floden på jagt efter den myteomspunde Yakrunaplante. De møder begge shamanen Karamakate, der guider dem på vejen.

'Slangens favntag' er en hyldest til de samfund og kulturer, der gennem årene er gået tabt i Colombias jungle. Samtidig er filmen en vild og mytisk rejse ind i kolonialismens mørke hjerte, der vækker mindelser om Joseph Conrads kritiske bøger om imperialisme. ”De opdagelsesrejsende har fortalt deres historie. Det har de indfødte ikke – dette er deres historie”, lyder det fra instruktøren Ciro Guerra.

'Slangens favntag' er den første colombianske film med en amazonisk karakter i hovedrollen. Det er Ciro Guerras tredje spillefilm, og han vandt den prestigefyldte Art Cinema Award på filmfestivalen i Cannes 2015. 'Slangens favntag' var desuden nomineret til en Oscar som den første colombianske film nogensinde.

Om undervisningsmaterialet

Natlys Filmdistribution har produceret et undervisningsmateriale til filmen. Materialet retter sig mod dansk, historie, mediefag og spansk på de gymnasiale uddannelser. Materialet indeholder baggrundsviden, analyser og konkrete arbejdsforslag.

For en forklaring af materialets filmiske begreber se Filmcentralens online filmleksikon om dramaturgi og filmiske virkemidler.

Undervisningsmaterialet indeholder:

  • Om filmen 
  • Synopsis – til spansk
  • 10 spørgsmål til filmen
  • 10 spørgsmål til filmen – til spansk
  • Synet på naturen og kolonialisering
  • Den historiske dimension i 'Slangens favntag' – til historie
  • Artfilm – til dansk og mediefag

Find undervisningsmaterialet hos Natlys Filmdistribution: Slangens favntag