Om filmen
'Fra Haifa til Nørrebro' er en skildring af forholdet mellem en palæstinensisk flygtning, faderen Munir Shargawi, og dennes søn Omar, instruktøren af filmen. Omar er født i Danmark og har en dansk mor. Filmen vandt en Robert for bedste lange dokumentarfilm i 2010.
Filmen skildrer forholdet mellem en far og en søn, der begge er mærket af krigen i Mellemøsten. Munir, der var ni år, da hans familie måtte flygte fra Palæstina til Syrien i 1948, husker i detaljer omstændighederne omkring flugten. Efter nogle års ophold i Syrien rejste han verden rundt og havnede i Danmark, hvor han giftede sig med en dansk kvinde og fik tre børn.
Munir er nu fraskilt og bor alene på Nørrebro. Han er helbredsmæssigt svækket og er sikker på, at han snart vil dø, hvilket Allah dog i sidste instans bestemmer. Han har i årenes løb udviklet sig til en mental gnavpot. Han er født i Palæstina, men blev smidt ud af sit fødeland, og det har mærket ham for livet. Han er imidlertid ikke en frastødende gnavpot, for han har humor og selverkendelse – med glimt i replikken. Sønnen Omar må dog som regel lægge ryg til faderens vredesudbud og foreslår ham som en slags terapi for dem begge, at de sammen skal vende tilbage til Haifa for at gense barndomshjemmet, inden det er for sent. Omars familie og venner fortæller ham, at han skal opgive projektet, og hans datter foreslår ham at caste en anden, der kan spille hendes farfar.
I første halvdel af filmen er tilskueren oprigtigt i tvivl om, hvorvidt projektet vil lykkes, men via en smutvej over Damaskus i Syrien lykkes det Omar at lokke Munir til Mellemøsten. I Damaskus opsøger de to farfarens grav, og opholdet hos familien i Syrien ændrer i det hele tagets Munirs indstilling til at tage til Haifa. En dag sætter de to sig i et fly mod Israel. Ved den israelske grænsekontrol konstaterer personalet, at Munir hverken har israelsk eller palæstinensisk pas. Med et skævt smil svarer Munir, at de da gerne må give ham et. Efter et kort ophold i Jerusalem går turen til havnebyen Haifa.
Rejsen slutter ved barndomshjemmet, som ligger øde hen. Ved hjælp af stiger lykkes det Munir og Omar at komme op i lejligheden, og Munir kan genkalde sig i erindringen, hvordan det var i 1948 – nu oplevet on location. Her slutter filmen, og det er nu op til publikum at forestille sig, hvordan historien mon fortsætter.
Filmen er elementært spændende, men den rummer også et portræt af en gnavpot, som man ikke kan lade være med at holde af. Der er gribende scener med Munir, når han som dybt troende muslim besøger faderens grav, men der er også mange humoristiske scener, som når han truer en knallertlarmende nørrebrodreng med at slå ham ihjel, fordi indvandrerne har ødelagt det gode gamle Nørrebro.
Særfagligt
Samfundsfag
Filmen giver indsigt i nutidige konsekvenser af krigstraumer oplevet for mere end 60 år siden af en lille niårig dreng. Filmen giver også indsigt i forholdet mellem en far og en søn – her en palæstinensisk far, som godt nok ikke har været i Palæstina i 60 år, og en ung mand med palæstinensisk-dansk baggrund. Det sædvanlige generationsoprør anskueliggøres, når faderen beklager sig over sønnens måde at behandle ham på, sønnens spisevaner, hans manglende kendskab til arabisk kultur (religion og skriftsprog) og hans manglende autoritetstro over for det danske hospitalsvæsen.
Men faderen er ikke traditionel jødehader, idet han mener, at jøderne ved hjælp af dygtighed, penge og intelligens har vundet kampen over palæstinenserne, som han anser for at være ”professionelle idioter”. Vi har altså at gøre med en meget sammensat karakter.
I sociologiundervisningen er socialisationsprocessen og teorier herom, bl.a. individets identitetsdannelse, vigtige byggesten. Ofte kan det dog blive meget navlebeskuende, når etniske danske unge beretter om deres barndoms institutionsliv og mere eller mindre fraværende forældre(autoritet).
Filmen giver mulighed for at afprøve den teoretiske undervisning på nogle helt andre liv i en helt anden kulturel kontekst. Den giver også mulighed for at drage paralleller til danskernes kultur herunder en perspektivering til livsbetingelser andre steder på kloden (Mellemøsten). Og så giver den mulighed for at diskutere, hvornår i ens livsforløb ens karakter dannes. Kan det virkelig passe, at en enkelt dramatisk situation i niårsalderen er fuldstændig bestemmende for resten af ens liv?
Mediefag
I mediefagsundervisningen er ”dokumentar” enten i form af tv-dokumentar eller dokumentarfilm pligtstof/kernestof. Dokumentarfilm, som jo først og fremmest bæres af det personlige udtryk, laves i forskellige genrer, og her har vi med portrætdokumentaren at gøre. Oven i købet en speciel undergenre af denne, da instruktøren også selv er en del af historien. I denne kategori af dokumentarfilm vil en form for terapi indgå. Instruktøren har altså en egeninteresse i at få lavet filmen. Det behøver ikke at diskvalificere den, men man skal selvfølgelig være opmærksom på, at det forholder sig sådan under analyse af filmen.
Mediefagselever vil utvivlsomt ved første gennemsyn bemærke de meget specielle æstetiske valg, som instruktøren har foretaget. Håndholdt kamera, urolige og grovkornede billeder tilsat mellemøstlig farve og musik. En form, som passer helt til hovedkarakterens sindstilstand, og som faktisk ikke virker distraherende på nogen måde. En perfekt sammensmeltning af form og indhold.
Der er også det obligatoriske metatræk – "sluk det kamera!" – tilsat klip fra tv-skærme, der illustrerer den uendelige række af konflikter på Vestbredden og i Gaza-striben samt skjult kamera.
Filmen vil afgjort kunne anvendes i mediefagsundervisningen og give anledning til diskussioner om indhold og form. Men også til overvejelser om, hvad der er godt stof til en dokumentarfilm. Forudsætter dokumentarfilmen, at instruktøren er mere end personligt engageret – skal han også være en del af sin historie? Og hvis han er – hvad så?
Tværfagligt
Samfundsfag, historie og mediefag er gode samarbejdspartnere.
I samfundsfagsundervisningen kommer de økonomiske aspekter ofte til at dominere, idet finanskrisen har haft stor indvirkning på alle sider af samfundet. Men en helt anden type konflikter genereres af situationen i Mellemøsten – alle konflikters moder, når det drejer sig om civilisationernes sammenstød. Her kan filmen illustrere, hvordan en lille uskyldig dreng bliver en brik i et storpolitisk magtspil.
I historieundervisningen kan man arbejde med staten Israels oprettelse i 1948 og se på konsekvenserne af, hvordan én slags (historisk) retfærdighed bliver til en anden slags (historisk) uretfærdighed. Bliver der nogensinde fred i Mellemøsten?
Apropos fred: I filmen står faderen 60 år senere ved Grædemuren. Han får at vide, at de små papirstykker, som folk stikker ind i muren, er ønsker, som opfyldes inden for 24 timer. Og han spørger: Også ønsket om fred? Nej, det tager lidt længere tid, lyder svaret.
I mediefagsundervisningen kan man analysere sig frem til, hvordan en filminstruktør, som en lille brik i det store spil, sætter ord og billeder på konflikten.
Litteratur og links
Interview med filminstruktør Omar Shargawi om filmen
Interview med Omar Shargawi
Danmarks Radios foromtale af filmen
DRs foromtale
Filmen vandt to priser på Dubai International Filmfestival
Dubai International Filmfestival
Supplerende film
'De besatte' (Jørgen Flindt Pedersen, 2002)
'Unge Freud i Gaza' (Per Holmquist og Suzanne Khardalian, 2008)
'David eller Goliath' (Anne Regitze Wivel, 1988)
'Et undertrykt folk har altid ret' (Nils Vest, 1976)
'Min bror' (Yulie Cohen Gerstel, 2007)
'Min terrorist' (Yulie Cohen Gerstel, 2002)
'Mit land Zion' (Yulie Cohen Gerstel, 2004)
'Om Gud Vil? — Stemmer fra Gaza' (Sonja Vesterholt, 1995)
'Rejsen ind' (Ra'anen Alexandrowicz, 2000)