Recipes for disaster Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Særfagligt
  • Tværfagligt
  • Litteratur og links

Om filmen

'Recipes for disaster' er en vigtig film i klimadebatten. Den tager udgangspunkt i mottoet ”Tænk globalt – handl lokalt!” Dette udtryk opstod under FN's første internationale konference om det menneskelige miljø i Stockholm i 1972, og det er ikke blevet mindre aktuelt med årene.

Filmen er bygget over syv ”opskrifter”, som viser, hvor svært det kan være at ændre vores adfærd – i dette tilfælde klimaadfærd. Men filmen viser også, hvordan det kan lade sig gøre at tænke globalt ved at handle lokalt i klimadebatten.

Filmen er bygget op omkring en familie på fire: far, mor og to drenge. Det er faren, der er initiativtager til projektet og filmens instruktør. Verdens forbrug af fossile brændstoffer er uhørt højt, CO2-udslippet giver forøget drivhuseffekt, og den globale gennemsnitstemperatur stiger og stiger. Dette beslutter filmens familie (med faren som hovedaktør) at gøre noget ved, og de går derfor på olie-slankekur.

Slankekuren skal forstås meget bogstaveligt, for familien beslutter sig for at leve oliefrit i et helt år. Ingen aktivitet og intet forbrug baseret på olie. Intet legetøj af plastik, ingen varme eller elektricitet baseret på olie. Kun transport på alternativt brændstof. Dette ”oliecølibat” bliver en stor udfordring for familien i løbet af det år, projektet varer. Det medfører sjove episoder – som da familien må ro deres motorbåd over en stor sø for at nå frem til deres sommerhytte. Men det fører også til diskussioner og skænderier mellem mand og kone om fx brug af toiletpapir og mandens nye ”job” som distributør af planteolie. Det hele foregår i en både humoristisk, ærlig og provokerende stil.

De syv ”opskrifter” kan vel nærmest kaldes for klimaproblematikkens syv udfordringer. De kunne omformuleres til:

  • Det er mit problem.
  • Stop benægtelsen af problemet.
  • At opgive gamle værdier er svært – men det kan lade sig gøre.
  • Forsøg at bortrationalisere dårlig adfærd.
  • Undgå at gentage fejlene.
  • Du skal holde fast i det, du har nået.
  • Vi kan overvinde de fleste problemer – men først skal vi overvinde os selv!

Filmen slutter med, at ”Kong Klimaændring”, som moren kalder filminstruktøren, efter et års slid og slæb gør regnskabet op. Familien har i løbet af det år, forsøget varede, reduceret deres CO2-udslip med ca. 50 %. Det er også blevet klart for familien, hvilke oliereduktioner der batter mest i regnskabet, nemlig privat bilkørsel og flyrejser. Hvis man skrotter filmen og bruger bus/tog, kan du hurtigt reducere dit CO2-udslip med næsten 50 %!

Særfagligt

Biologi

Filmen er oplagt i klima-, økologi- og bæredygtighedsundervisning på alle niveauer. 

Under biologifagets identitet står der bl.a.: ”Biologi giver gennem observationer i naturen og gennem eksperimentelt arbejde indsigt i samspillet i naturen og bidrager til forståelse af betydningen af menneskets aktivitet, herunder principperne i bæredygtig udvikling” (Lærerplan A, B og C, STX, juni 2008). Dette supplerer filmen på bedste måde.

Af faglige mål bliver følgende også berørt i filmen: ”vurdere omfattende økologiske problemstillinger og disses betydning på globalt plan på grundlag af kendskabet til den nære natur” og ”have faglig baggrund for stillingtagen og handlen i forbindelse med egne og samfundsmæssige problemer med biologisk indhold” (biologi A lærerplan, STX, juni 2008 UVM).

Filmen kan bl.a. bruges i disse temaer:

C-kredsløbet og økosystemer

Her er det arbejdet med ”almindeligt” kernestof i biologiundervisningen, der kan synliggøres på en tankevækkende måde. Konceptet ”Tænk globalt – handl lokalt” kan være i fokus her.

Bæredygtig udvikling, økologisk fodspor og miljøkatastrofer

Her kunne man fx. tage udgangspunkt i følgende argumentationsrække fra filmen:

  • "I need to be fast" --> "A cast is fast" --> "Therefore, I need a car!"

Argumentationen holder, men den er ikke nødvendigvis sand. Denne diskussion kunne så være udgangspunktet for et videre arbejde med begreber som bæredygtig udvikling, klodens sande tilstand, det økologiske råderum eller forureningsproblemer.

Fossilt brændstof kontra CO2-neutralt brændstof – overforbrug kontra sult!

Efter seks-syv måneders bilmangel bliver fristelsen for stor, da familiens far finder ud af, at dieselbiler kan køre på planteolie. Dette giver en reduktion på ca. 70 % i CO2-udledningen og vil samtidig løse mange af familiens akutte problemer med olie-slankekuren. Det ender med, at faderen kaster sig ud i jobbet som distributør af biobrændsel i Finland.

Her kunne det være interessant at arbejde med processerne til fremstilling af biobrændsel, både generation I og generation II. Det vil også give mulighed for arbejde i en mere biokemisk og bioteknologiske retning.

Tværfagligt

'Recipes for disaster' har også en meget vigtig samfundsvidenskabelig vinkel, og dette kan selvfølgelig bruges i samfundsfag og historie. Men klimaændringer er et globalt problem og involverer derfor alle fag i gymnasiet. Det vil være oplagt at benytte filmen i et tværfagligt forløb om bæredygtig udvikling eller klima.

Litteratur og links

  • http://www.lomborg.com/news/
    Bjørn Lomborgs egen hjemmeside med nyheder, debat, links og meget mere. Her har vi at gøre med en debattør, der virkelig har formået at sætte dagsordenen i klimadebatten.

SUPPLERENDE FILM

  • 'An Inconvenient Truth' / 'En ubekvem sandhed' – Al Gore/ Davis Guggenheim, 2006.
    Filminstituttets undervisningsmateriale til filmen kan ses på Filmcentralen.
  • 'Den skeptiske miljøforkæmper', DR1, 2003
    Snart står vi alle i vand til halsen. Havene omkring os stiger på grund af den globale opvarmning. Men er der grund til at være bekymret? Næh, egentlig ikke, siger Bjørn Lomborg, direktør for regeringens "Institut for miljøvurdering". Lomborg forklarer og uddyber sit synspunkt i BBC-filmen 'Den skeptiske miljøforkæmper', baseret på hans bog, som har vakt opsigt i store dele af verden. Kurt Strand præsenterer BBC-filmen – og lader Bjørn Lomborg krydse klinger med generalsekretær Kim Carstensen fra Verdensnaturfonden. Tilrettelæggelse: Kurt Strand.