Didaktiske overvejelser
’Til kamp mod spekulanterne’ kan med fordel både anvendes som introduktion til politiske ideologier og forløb om økonomisk og social ulighed i samfundsøkonomi. Opgaverne kan udarbejdes i timerne umiddelbart i forlængelse af filmen eller som større øvelsesopgaver. Opgave 3 kan også danne udgangspunkt for en større skriftlig opgave.

Særfagligt
Filmen kan anvendes på alle niveauer i gymnasiet. Opgave 1 er tiltænkt samfundsfag C-niveau. Opgave 2 og 3 kræver større viden om samfundsøkonomi, og kan med fordel anvendes på B- eller A-niveau. I alle opgaver forventes det, at eleverne har arbejdet med både politiske og samfundsøkonomiske forhold.

Kernestofområder:
- Politiske ideologier og skillelinjer
- Velfærdsprincipper og forholdet mellem stat, civilsamfund og marked, herunder markedsmekanismen og politisk påvirkning heraf
- Arbejdsmarkedsforhold
Faglige mål:
- Forklare sammenhænge mellem samfundsforandringer og ændringer i sociale og kulturelle mønstre
- Undersøge konkrete økonomiske prioriteringsproblemer nationalt, regionalt og globalt og diskutere løsninger herpå
- Demonstrere viden om fagets identitet og metoder
- Forholde sig kritisk til forskelligartede materialer fra forskellige typer afsendere og anvende viden om samfundsvidenskabelig metode
- På et fagligt grundlag argumentere sammenhængende og nuanceret for egne synspunkter, placere disse i en teoretisk sammenhæng og indgå i en faglig dialog
Tværfagligt
‘Til kamp mod spekulanterne’ egner sig særligt til fagligt samspil med historie eller international økonomi (hhx). I historie vil det i forbindelse med filmen være oplagt at arbejde med storbyens udvikling, herunder byfornyelse og ændret befolkningssammensætning over tid. I international økonomi vil det være muligt at inddrage filmen i forbindelse med den generelle økonomiske udvikling i Danmark og det øgede økonomiske skel mellem land og by. Det vil også være relevant at arbejde tværfagligt med dansk og mediefag.
