The War Show – Venner i krig Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Særfagligt og tværfagligt
  • Forslag til klassearbejde
  • Links og litteratur

Om filmen

I 2011 begyndte syv venner at videodokumentere, hvad der skete omkring dem i Syrien. Det er der kommet filmen 'The War Show' ud af. Filmen er opdelt i syv kapitler: Revolution, Suppression, Resistance, Siege, Memories, Frontlines og Extremism. Filmen bliver fortalt af Obaidah Zytoon, én af de syv venner. Med håndholdt kamera tager hun seeren helt ind i vennekredsens hverdag. Vi bliver præsenteret for deres følelser, deres mod og mismod i et Syrien, som gradvist bliver mere og mere ødelagt og tømt for menneskelighed.

Optagelserne er fra perioden 2011-2013. Zytoon filmer i den sydøst-syriske by Zabadani. Hun filmer til demonstrationer, inde i vennernes lejligheder og under afslappende stunder ved stranden. Hun belyser krigen igennem mennesket og dets følelser og holdninger til konflikterne i Syrien. De skrækkelige billeder af blod og kvæstelser er nedtonet i 'The War Show'. Filmen giver i stedet et anderledes psykologisk og menneskeligt – men ikke mindre skræmmende – billede af krigen.

De syv venner i filmen er fælles om at være lidt alternative. De ryger hash, skriver digte, hører punk og elektronisk musik. Det er deres lille oprør mod det etablerede system. De protesterer og deltager i demonstrationer, men deres vigtigste våben er kameraet. Det er i det hele taget oprørernes vigtigste våben. Krigen er nemlig som et skuespil, som filmens titel også antyder. Jo flere amatøroptagelser de civile laver, jo flere mod-udsendelser laver Assad-styret. Styret insisterer på én sandhed – og den er Assad-styrets ord og billeder. Derfor er det ikke uden risiko, at Zytoon og vennerne filmer demonstrationerne, de ødelagte byer og de skamferede civile. Det giver filmen en særlig autenticitet og nærhed, som kan være svær at opnå gennem de traditionelle mediers dækning af krigen.

I løbet af filmen "forsvinder" flere af vennerne, fordi Assad-styret torturerer og dræber folk. Civilbefolkningens fortællinger bliver mere og mere dystre og nærmer sig de billeder, vi har af krigen fra de traditionelle medier. Filmen viser bl.a. en pige, som har fået skåret kæben op. Hun forbander Assad, mens hun bliver opereret. Vi møder også en far, der opdrager sin søn og sønnens venner til at blive militante krigere. Og så er der den syriske håndværker, som efter ni år i Grækenland er vendt hjem for at kæmpe mod Assad-styret.

Filmen giver et unikt og anderledes billede af krigen i Syrien, fordi hverdagsfortællinger og billeder blandt venner udvikler sig til dystre fortællinger om deres skæbner og civilbefolkningens forarmelse.

Foto: Fridthjof Film

Særfagligt og tværfagligt

Særfagligt

Filmen er relevant i samfundsfag på A-niveau. Filmen handler om krigen i Syrien, som over tid er blevet et internationalt interessefelt med mange forskellige aktører indblandet. Det gælder Ruslands forhold til Assad-styret, USA's og EU's rolle, ISIS, samt de synlige og politisk betydningsfulde konsekvenser af krigen, nemlig flygtningene. For at få et helhedsbillede af krigens årsager, indhold og løsninger bør emnet behandles gennem en international politisk optik. Derfor er filmen mest hensigtsmæssig at arbejde med på samfundsfag A-niveau.

Tværfagligt

Filmen kan indgå i et tværfagligt forløb med historie. Her vil historiefaget kunne levere et betydningsfuldt indblik i essentielle historiske begivenheder, som har betydning for at forstå krigens udformning i dag.

Forslag til klassearbejde

Under filmen

Bed eleverne om at udfylde dette fokus-ark:

Hvad karakteriserer vennekredsen?                                                            
Hvor i Syrien foregår filmen?  
Hvilken betydning har kameraet i kampen mod Assad-styret?  
Hvilke frustrationer hos fortælleren og hendes venner kommer til udtryk?  
Hvilke frustrationer kommer til udtryk i civilbefolkningen?  

Efter filmen

Øvelse 1 (ca. 30-40 min.)

I grupper af tre-fire personer skal eleverne:

  1. Sammenligne og kvalificere deres fokus-ark.
  2. Formulere opklarende spørgsmål, der kan diskuteres i plenum efter endt gruppearbejde.
  3. Blive enige om ét diskussionsspørgsmål, som kontekstualiserer filmen og kan diskuteres i plenum efter endt gruppearbejde.

Øvelse 2 (ca. 30 min.)

I grupper af tre-fire personer ses ét af afsnittene af Nagieb Khajas dokumentar 'Syrien: den brændte jord'. Der er tre afsnit af ca. 8-10 min. varighed om civilbefolkningens skæbne i krigen og om deres nye fjende, det russiske militær. På baggrund af det sete skal eleverne svare på følgende:

  1. Hvordan adskiller Nagiebs portrættering af konflikten sig i forhold til 'The War Show'?
  2. Hvilken fremvisning af civilbefolkningens forarmelse påvirker jer mest, og hvorfor?
Foto: Fridthjof Film

Links og litteratur