Filmen kan inspirere til en spændende snak om, hvad den lille fugl kommer ud for. I kan også tale om venskab, drillerier, frygt og farer. Tal også om skovens dyr og træer om efteråret. Endelig kan I bruge filmen til at sætte fokus på samtale med brug af forholdsord, som nogle af hjælpespørgsmålene lægger op til.
Handling
Den lille fugl har travlt med at vande de sidste efterårsblade. Det frække egern driller og snupper vandkanden. De jagter hinanden og leger i de store bunker af blade, men alt er ikke det rene sjov. Den sultne ræv ligger nemlig på lur, og den er ikke så nem at narre.
Der er fire film i serien om den lille fugl.
Snak om filmen
Filmen indgår både i temaforløbet 'Vi leger med sprog – 4+' og 'Efterår'.
Vi leger med sprog – 4+: Forholdsord
- Hjælpespørgsmålene lægger op til at arbejde med forholdsord som på, ned, i, op, ind, ud, over, under, bagved, foran og bagpå.
Efterår: Leg eller drilleri?
- I filmen stopper legen med at være sjov, da ræven kommer. Den lille fugl og egernet må sammen finde ud af, hvordan de kan stoppe ræven. Overvej derfor følgende spørgsmål:
- Hvordan kan man både drille og jage hinanden og samtidig have det sjovt?
- Hvad vil det sige at være en god ven?
- Hvad kan man gøre, når man kommer til at gøre nogen fortræd?
Se flere billeder og hjælpespørgsmål fra filmen til temaerne 'Vi leger med sprog – 4+' og 'Efterår' nedenfor.
Aktiviteter til temaet 'Vi leger med sprog – 4+'
Find forslag til en sjov sprogleg med fokus på navneord og rim i sange. Her skal børnene finde navneord ved hjælp af rekvisitter og billeder. Se aktiviteter til temaet ’Vi leger med sprog – 4+’ nedenfor.
Aktiviteter til temaet 'Efterår'
Find forslag til sjove aktiviteter til efteråret: Byg ferieparadiser af pap og genbrugsmaterialer. Byg med efterårsmaterialer. Prøv at lave hjemmelavet syltetøj eller skab en billedkalender om årstider. Se aktiviteter til temaet ’Efterår’ nedenfor.