De vilde hjerter Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Særfagligt
  • Tværfagligt
  • Litteratur og links

Om filmen

Michael Noers dokumentarfilm er en skildring af knallertbroderskabet De vilde hjerter, som består af 12 drengerøve fra Odense – eller Danmarks røvhul, som de selv kalder deres egen by. I løbet af filmen bliver publikum indviet i deres gennemritualiserede samvær, og dette sker, uden at instruktøren på noget tidspunkt undervejs lægger et censurerende fortællermæssigt eller symbolsk filter ned over sin filmfortælling. 

Vi kommer til at møde nogle unge mænd, for hvem den ultimative frihed skal være til stede i alt, hvad de gør indenfor det frirum og fællesskab, som de har skabt med De vilde hjerter. Grænseløsheden frem for alt og til enhver tid overskridelse af alle gængse normer for, hvad man forstår ved ansvarlighed, anstændighed, hensynsfuldhed, og hvad det vil sige at kunne opføre sig som et voksent menneske. Dvs. et stort og rungende nej til alle former for vedtagne regler og normer, som kan komme til at stå i vejen for viljen til den ultimative frihed. 

De pisser og skider i bogstavelig og overført forstand på alt. De løber nøgne rundt og lader instinkterne råde. De brændemærkes alle, som var de kvæg, og udstyres som led i dette optagelsesritual også med simple navne som GO, KID, SNEGL, PRÆST, SKRÅL, TRUT, TRAIN, SØLL, 05, SPORT and you name it. Der er ingen grænser for, hvad der skal prøves af. Det virker intenst på en måde, hvor man som publikum må beundre det mod, hvormed de prøver deres personlige væsen så hudløst og autentisk af. Tilsyneladende helt upåvirket af kameraets tilstedeværelse. 

Alt er sat på spil: sociale normer, moralske værdier og ikke mindst deres identitet. Som en af dem 2/3 inde i filmen taler om: Jeg har i en alder af 25 år endnu ikke fundet ud af, hvem jeg er. Frirummet skal således være en katalysator til at komme fri af alt, hvad der har virket hæmmende og begrænsende for at udvikle et selvberoende jeg. Altså al social bagage, der peger bagud i deres livshistorie. På den anden side ligger De vilde hjerters fællesskab under for en naiv forventning om, at deres adfærd i knallertfællesskabet kan bringe dem tættere på en sandere selvforståelse. Deres fællesskab er båret oppe af arkaiske ritualer, som får én til at tænke på primitive kulturer og stammesamfund. 

Det store vendepunkt for fællesskabet indtræffer i løbet af deres tre uger lange knallert tur fra Odense til Pommern i Polen. Her møder de grænsen i sig selv for deres hidtidige uhæmmede udleven af umiddelbare instinkter og lyster. Fællesskabet kan ganske enkelt ikke holde til, at alle hver især følger deres indskydelser, behov eller hvad man nu som enkelt person har brug for. Frirummet er ophævet på landevejen, og de mærker konkret det omgivende samfund som en håndfast realitet, som de også må forholde sig til. 

Genremæssigt mestrer Michael Noer at forene det dokumentariske nærvær med den fortællermæssige force, der ligger i fiktionens (og det vil her sige roadmoviens) rum for en udviklingsrejse. Det er en meget spændende og givtig krydsning, der kommer ud af Michael Noers sociologisk og antropologisk anlagte filmarbejde. 

Dokumentarisk formår han at fange de øjeblikke, hvor sprækkerne opstår, og hvor man kan kigge dybt ind og ned i disse vilde, sprøde, sårbare og egentlig dybt sympatiske unge mænd. Især de talrige natlige sceancer med bål, slow motion optagelser og grovkornede billeder virker stærkt og dybt på publikum. Her er virkelighedspræget undertiden så stærkt, at man rammes spontant og hårdt. 

Roadmovien på sin side formår at spænde fortællingens bue helt ud og give rum og plads til handling og til at flytte gruppen fra sted til sted og dermed muliggøre, at historien ophøjes til en nuanceret udviklingsproces. 

På flere måder er det en provokerende film at arbejde med, og det anbefales, at den bruges på ældste klassetrin (3.g), fordi det er en film, som kræver en stor grad af bearbejdelse. Både i optakten til at se filmen og efterfølgende. Man kan også vælge at vise enkelte uddrag. Hvis man kan komme på den anden side af det ubehagelige, det anstødelige, det provokerende, er det en film, som kan give nogle faglige og pædagogiske input, stof til eftertanke og ikke mindst nogle udbytterige diskussioner. Måske især som led i et AT-forløb, hvor flerfagligheden kan øge mulighederne for at komme overens med det ubehagelige.

Særfagligt

DANSK (3.G) 

Som led i forløb om dokumentargenren og dens forskellige fortælleformer. Fra direct cinema og cinema verité over den iscenesatte dokumentar til den stærkt personlige og interaktive dokumentar. Forløbet kan også se på tendensen til at skabe blandingsformer, hvor fiktions- og faktakoder konvergerer i større eller mindre omfang. 

MEDIEFAG (B-NIVEAU) 

Forløb om dokumentarfilm/portrætfilmen (enkeltpersoner/grupper/forskellige nationale kontekster) eller forløb omkring fiktion/fakta problemstillinger. Fiktion og fakta bliver i højere grad forenet i hybride fortællinger, og forløbet kan generere stor indsigt i genremæssige konventioner og udløse frugtbare diskussioner af, hvilke konsekvenser det får for vores opfattelse og anvendelse af disse filmværker og deres virkelighedsbegreb. Hvor stor troværdighed kan man tilskrive de værker, som blander fiktion og fakta for at realisere filmfortællingen på en helstøbt måde? 

SAMFUNDSFAG (A-NIVEAU 3.G)

Sociologi, specielt på A-niveau, Durkheim, Weber, Habermas/ samfundskritik og diagnose. Desuden kan filmen anvendes i socialpsykologiske forløb. 

PSYKOLOGI (B-NIVEAU 2.G)

Socialisering/opdragelsesformer, personlighed og identitetsdannelse med fokus på intrapsykologiske mekanismer, forsvarsmekanismer og evt. moderne laissez-faire omsorgssvigt. 
Interpsykologi herunder socialpsykologiske mekanismer såsom rollefordeling, normdannelse, senmodernitet (samfundets indflydelse på individet).

Tværfagligt

AT-forløb med samfundsfag, psykologi, dansk og mediefag under overskrifter som ”ungdomskultur”, ”moral” og ”identitet i dag”. Som det fremgår af ovenstående, er filmen måske mest velegnet som led i et AT-forløb, fordi filmen både ud fra sit indhold og i kraft af sin kraftfulde æstetiske formidling afføder så mange reaktioner hos sit publikum, at en flerfaglig tilgang filmen vil være fagligt givende, men også meget nødvendig.

Litteratur og links

Thure Munkholm: "De vilde hjerter", Filmmagasinet Ekko 45, april-maj 2009 (www.ekkofilm.dk) 

Nanna Frank Rasmussen: "Fordømt frihed", Morgenavisen Jyllands-Posten 17.04.09 

Dorte Hygum Sørensen: "Med knallerthjerterne på rette sted", Politiken 17.04.09 

SUPPLERENDE FILM

Michael Noer: "En rem af huden", afgangsfilm fra Den danske Filmskoles dokumentarlinje 2006 

Amerikanske road movies fra 70’erne som f.eks. "Easy Rider" (instr. Dennis Hopper), "Vanishing Point" (instr. Richard C. Sarafian) og "Two-Lane Blacktop" (instr. Monte Hellman)