Filmens forhold til historien er langt fra uproblematisk. Dette er grunden til, at fiktionsfilmen i mange år har været ignoreret af historikere. Men set i lyset af filmens popularitet må man tage den alvorligt. Filmen har andre egenskaber end den skrevne historie, og den kan derfor muligvis formidle det ellers usigelige. Den kan i højere grad formidle stemning og følelser. Men kan man bruge fiktion i historieundervisningen?

Unyttig brug af filmen

For at kunne inddrage film seriøst i historieundervisningen er det nødvendigt, at man bruger disse på filmens egne præmisser og ikke på den skrevne histories præmisser. Hvis kriterierne for skreven historie presses ned over filmen, vil få film være brugbare. Tidligere har historikere begået den fejl kun at gå op i spillefilms akkuratesse i stedet for at overveje forholdet mellem historien og filmens subjektive fortolkning af den. Denne påpegning af små og store faktuelle fejl i spillefilmen bliver nemt en unyttig beskæftigelse, der ikke bringer noget konstruktivt med sig.

En poetisk spekulation om fortiden

I dag erkender man i højere grad, at film skal vurderes på egne præmisser. Filmen ses mere som en poetisk spekulation om fortiden end som en nøjagtig gengivelse af fortiden, som den virkelig var. I denne opfattelse er den store mening vigtigere end detaljen, og fordrejning af fakta kan ses som et værktøj til at formidle en bestemt fortolkning. Man kan sige, at man i højere grad fokuserer på, hvordan fortiden føltes eller opfattedes, end på hvordan den så ud. Fiktive elementer i historiske film ses altså som måder at opsummere og symbolisere historien på. Filmene skal anses som fortolkninger af fortiden og ikke gengivelser af fakta. Filmen er en slags vision om fortiden; ikke en kopi, men en forklaring eller en kommentar. Analyser af historiske film bør tage udgangspunkt i, hvilken fortolkning af historien filmen præsenterer os for.

Dokumentar og fiktion

Film kan groft opdeles i to hovedgenrer: fiktions- og dokumentarfilm. Den ene benytter fiktionens fortælleformer, mens den anden tilsyneladende beskriver virkeligheden, som den er eller var. Der tales i dag om, at skellet mellem dokumentarfilm og fiktionsfilm svinder. Dokumentarfilmen opfattes i dag mest som en konvention, hvor seeren automatisk opfatter filmen som mere sand end fiktionsfilmen. Dokumentar betyder egentligt, at der eksisterer en overenskomst med seeren om, at man holder sig til virkeligheden; men dokumentarfilmen kan manipulere i lige så høj grad som fiktionsfilmen.

Foto: 'Schindlers liste' (Amblin Entertainment)

Om historikernes brug af film siger historiker Carsten Tage Nielsen: "Vi kan af film hverken forlange eller forvente det samme, som vi gør af historiebøgerne og vores kollegers arbejde. På den anden side må en metode ses i forhold til den problemstilling, man arbejder med, og de spørgsmål, man vil have materialet til at belyse. Metoden må altså vurderes i forhold til undersøgelsens formål".

Dette betyder, at man skal kende sit mål, inden man begiver sig ud i analysen, hvilket jo er logisk. Men målet med analysen vil også præge analysemodellen, hvilket er en vigtig påmindelse, da ikke alle aspekter af en film er vigtige for alle formål.

Til en analyse af historiske film kan en meget grov model se således ud:

Indholdsanalyse

Afhængigt af emnet må fokus for indholdsanalysen bestemmes. Det kan ofte være godt på forhånd at opstille punkter for de sider af filmen, man ønsker at tage fat på. For eksempel kunne man for 'Nat og tåge' vælge at se på:

• Personerne: Hvordan er nazister, ofre og andre skildret i filmen? Hvorfor nævnes jøderne ikke?
• Stilen: Hvorfor veksler filmen mellem sort/hvid og farve? Hvad betyder det for os, at den veksler mellem nutidige (1955) og historiske billeder? Hvordan virker det, at fortælleren er personlig og sarkastisk?
• Fortællingen: Hvorfor starter filmen med at sænke kameraet ned bag pigtråd? Er det ikke åbenlyst, hvem der har skylden, som fortælleren afslutningsvis spørger om?

Analyser er personlige. Det er vigtigt at huske, at seernes eller elevernes oplevelse af filmen kan variere meget, hvilket ikke betyder, at filmen ikke er forstået. Tværtimod kan dette levere gods til en diskussion af tolkningen af filmen.

Intentionsanalyse

Det er ikke realistisk altid at have alle sider med af en analyse, men intentions- og receptionsanalyser kan supplere indholdsanalysen. Intentionsanalysen inddrager filmens kontekst og andre film om emnet. Hvor lægger filmen sig i traditionen for eksempelvis Holocaustfilm? Hvad har instruktøren tidligere lavet, og hvad har han udtalt om denne film? For 'Schindlers liste' kunne man for eksempel se på:

• Spielberg har sagt, at han kun ville fortælle sandheden om Schindler og ikke om Holocaust. Hvorfor mon?
• Han har også sagt, at han ville gøre filmen realistisk. Er det lykkedes?
• Hvad betyder det, at det er en af Hollywoods største stjerneinstruktører og en eventyrfortæller som Spielberg, der har lavet filmen?
• Filmen bygger på en historisk roman. Spielberg har både gjort Schindler mindre utiltalende og mindre god i filmen (han tog for eksempel på flugt med både kone og elskerinde og med bilen fuld af penge, men samtidig var han mere anti-nazistisk end i filmen). Hvorfor?

Gennem disse spørgsmål kan instruktørens intentioner muligvis aflæses og inddrages i diskussionen af tolkningen af filmen.

Foto: 'Schindlers liste' (Amblin Entertainment)

Receptionsanalyse

Her kan anmeldelser, artikler og læserbreve om filmen inddrages til at supplere elevernes og lærerens forståelse af filmen. Offentlige diskussioner kan være brugbare, da de på samme tid vidner om folks generelle opfattelse af filmen og om folks bevidsthed om det historiske emne.

Således kan en grov skabelon for en historisk filmanalyse se ud. Modellen er ikke nødvendigvis komplet, men det er et bud på en strategi, hvorfra det vil være nemmere at se, hvordan fiktionsfilm konstruerer og fortolker historien. Nedenfor er der givet en række mere konkrete eksempler på, hvilke spørgsmål der kunne være relevante at stille, når emnet netop er Holocaust. Disse bygger på forskellige teoretikeres bud på vigtige elementer i en nuanceret fremstilling af Holocaust. Spørgsmålene kan dog også bruges som inspiration til, hvilke spørgsmål man kan stille til mange andre historiske film.

1. Hvordan er ofre, gerningsmænd og tilskuere skildret?

I Holocaustforskning bruger man tredelingen "ofre", "gerningsmænd" og "tilskuere". Tilskuerne er et ofte debatteret emne, da ét af de største spørgsmål ved Holocaust var, hvordan folk kunne kigge på uden at gribe ind. Det være sig i Tyskland, men også uden for landet, hvor man tøvede med at gribe ind, selv om man i et vist omfang vidste, hvad der foregik. Inddragelsen af tilskueren modvirker også en sort/hvid opdeling mellem offer og gerningsmand. Hvis disse skildres uden nuancer, kommer nazisten til at være den absolut onde og jøden den absolut gode. Det kan resultere i, at man overhovedet ikke kan identificere sig med nazisten og derfor glemmer ham. Et eksempel på dette er kommandanten Goeth i 'Schindlers liste', der er så utiltalende, at han virker umenneskelig. Men en vigtig pointe er jo netop, at Holocaust udførtes af almindelige mennesker. En nuanceret fremstilling af jøden er også vigtig. Ofrene blev dehumaniseret og gjort til dyr i kz-lejrene, så bødlerne nemmere kunne udrydde dem. De var ulækre og egoistiske i deres kamp for at overleve; tvunget af omstændighederne. Dette ses i Roman Polanskis 'Pianisten', hvor hovedpersonen nærmest bliver til et dyr. Modsat er jøderne i tv-serien 'Holocaust' almindeligt fungerende og sympatiske gennem hele serien. Det er farligt, da nuancerne er vigtige for ikke at opfatte historien som sort/hvid og uproblematisk.

2. Er individet i centrum?

Det er vigtigt at inddrage individet i filmens handling, for at man kan identificere sig med og føle med filmens personer. Man forstår bedre begivenheden set gennem et individs øjne. Men det er også vigtig at spørge om, hvilket individ der er i centrum, og hvad det betyder for filmens skildring af begivenhederne. Er individet ikke i centrum, kan man diskutere, hvad dette skyldes, og hvad det gør for modtagelsen af filmen. Det drejer sig altså om at se på filmens hovedperson(er) eller mangel på samme. For eksempel opleves Holocaust gennem et enkelt individs øjne i 'Pianisten', gennem tre personers øjne i 'Schindlers liste' (Schindler, kommandanten Goeth og jøden Stern), mens 'Nat og tåge' ikke handler om specifikke personer, men mere om ofrene som en samlet gruppe.

3. Er der plads til refleksion og fantasi?

Hvis vi får slynget lig og katastrofer i ansigtet, risikeres det, at vi vender ansigtet bort og ikke tager imod. Hvordan skildrer filmen grusomheden? Er der plads til at reflektere over billederne, eller fortrænger vi, hvad vi ser, fordi det er uforståeligt barskt? Kan vi på den anden side forstå, hvad Holocaust er, hvis vi ikke ser gruen i øjnene? Nogle mener, at en distanceret realisme er den bedste måde at skildre Holocaust på. Eksempelvis skildres massedrabene med distance i Roberto Benignis Holocaustkomedie 'Livet er smukt', hvor det grummeste, man ser, er konturerne af en dynge lig i en tåget gyde. Man ser ikke ligene; man ser blot en antydning af, at de er der. Derfor er der plads til at reflektere over grusomheden.

4. Hvem og hvor er fortælleren?

Nogle film fremstår som sandheden. Dette er problematisk, da objektivitet teoretisk er uopnåeligt. Instruktøren vil altid være tilstede. Men nogle gange er han synlig og andre gange ikke. I erkendelsen af at en fuldkommen fortælling om Holocaust ikke er mulig, bør forfattere eller filminstruktører på den ene eller anden måde give sig til kende, så man kan inddrage instruktørens udgangspunkt i fortolkningen. Uden dette vil fremstillingen komme til at fremstå som den eneste fortolkning af begivenhederne. I dokumentarfilmen 'Shoah' deltager instruktøren Claude Lanzmann i hele filmen som nådesløs interviewer, og man er derfor klar over, hvad han vil med filmen. Omvendt er Steven Spielberg ikke til stede i 'Schindlers liste', og filmen kommer til at fremstå som sandheden om Schindler.

5. Er der flere historier og en åben slutning?

Er filmen simpel og entydig, eller fortæller den mange historier og efterlader ubesvarede spørgsmål? Hvis filmen er enstemmig og slutter, for eksempel med en entydig happy ending, lukker filmen sig om sig selv. Hvis ikke den efterlader spørgsmål, kan man i ro og mag glemme, hvad man har set. Men man tvinges til at reflektere, hvis der er ubesvarede spørgmål. 'Nat og Tåge' efterlader fx mange ubesvarede spørgsmål, hvorimod 'Schindlers liste' i højere grad lukker sig i en happy ending. Lukkede film leder til glemsel og ligegyldighed, hvilket er den modsatte effekt af den ønskede.

6. Efterlader filmen håb?

Og skal den det, kan man spørge? Hvis filmen er entydigt håbløs, risikerer man, at begivenheden opfattes som umenneskelig og dermed ligegyldig for os. På den anden side er der ikke meget håb at finde i Holocaust. Kan en film om Holocaust efterlade lys i mørket? De fleste fiktionsfilm om Holocaust ender faktisk med en lykkelig slutning, hvilket er ulogisk for film om et så forfærdeligt emne. Omvendt har nogle historikere fremhævet, at det er vigtigt at minde om, at der er håb, og at mennesker har et valg: at man kan vælge at kæmpe imod at blive gerningsmand, tilskuer eller offer, hvilket Oskar Schindler var et eksempel på.

Foto: 'Nat og tåge' (Argos Films)

Holocaustfilmen starter omtrent samtidig med begivenheden. Det afhænger dog af, hvad man mener med en Holocaustfilm. I den bredeste forstand er en film berørt af Holocaust en Holocaustfilm. I så fald findes der et hav af Holocaustfilm. Modsat er det mere begrænset, hvor mange film der direkte har beskæftiget sig med Holocaust – sikkert fordi emnet er så svært at håndtere.

Med Holocaust i periferien

Mange film vil befinde sig på grænsen af, hvad man vil kalde en Holocaustfilm, som fx 'Diktatoren', 'Exodus', 'Cabaret', 'Maratonmanden', 'Drengene fra Brasilien', 'Forår for Hitler' og 'Victory – fangelejrens helte', der alle mere eller mindre perifert berører Holocaust.

Charlie Chaplin lavede allerede i 1940 'Diktatoren', som handler om nazisternes jødeforfølgelser. Chaplin har sagt, at han ikke havde lavet filmen, hvis han havde vidst, hvad der foregik og kom til at foregå i Tyskland under krigen. Det ville have været synd, men det understreger, at filmen ikke direkte er en Holocaustfilm. Men den illustrerer samtidens viden om nazisternes jødeforfølgelser og siger også noget om, at man ikke kunne forestille sig, hvad der var ved at ske i Tyskland. 'Cabaret' forgår syngende og dansende før krigen og kredser netop om nazisternes voksende magt i Tyskland op til krigen og om undervurderingen af, hvad der var ved at ske. 'Victory – fangelejrens helte' har et tvivlsomt plot om et fodboldhold i en kz-lejr. 'Exodus' handler om uafhængighedskampen i Israel efter Anden Verdenskrig, med et skib med flygtninge fra kz-lejrene som omdrejningspunkt. I 'Maratonmanden' er naziguld og en gammel nazist de uheldige omstændigheder, der hiver studenten Babe Levy væk fra bøgerne. I 'Drengene fra Brasilien' er det nazisternes forsøg med indsatte i kz-lejrene der har inspireret til denne hvad-nu-hvis historie om den nazistiske læge Josef Mengele, der kloner Hitler efter krigen for at få nye førere til verden. Og i 'Forår for Hitler' er nazismen et absurd emnevalg til en komisk musical. Der er altså mange film, der berører emnet uden at omhandle det direkte.

Foto: 'Diktatoren' (Charles Chaplin Productions)

Med Holocaust i centrum

Der er dog lavet mainstreamfilm om Holocaust, selvom det er kunstneriske dokumentarfilm, der ofte er blevet anerkendt som de bedste. Den første og en af de bedste dokumentarfilm er netop 'Nat og tåge' fra 1956. Men det er først fra slutningen af 1970'erne, at Holocaust for alvor kommer op på det store lærred. Der er hele tiden blevet lavet film, der berører Holocaust. Eksempelvis filmatiseringen af 'Anne Franks Dagbog' fra 1959, 'Pantelåneren' fra 1964 om de traumer en pantelåner, der har overlevet Auschwitz, gennemgår. Også 'Natportieren' fra 1973 har haft betydning som en slags kultfilm. Den handler om genforeningen af en tysk fangevogter og en jødisk kvinde mange år efter krigen, hvor de genoptager et sadomasochistisk forhold, de havde i lejren. Dette seksuelle forhold mellem offer og gerningsmand bliver ofte berørt i Holocaustfilm, som for eksempel i 'Schindlers liste', hvor kommandanten har kvaler over at være tiltrukket af sin jødiske elskerinde.

Men Holocaust bliver først for alvor set på film i hele verden i forbindelse med tv-serien 'Holocaust' fra 1978, der var en fortælling om Weiss-familiens oplevelser under Holocaust. Serien blev set af 220 millioner mennesker i 50 lande. Hvad den opnåede i popularitet, havde den til gengæld ikke i kvalitet. Serien vakte en omfattende debat om forsimpling og trivialisering af Holocaust. Dens betydning har under alle omstændigheder været enorm, da den i høj grad brød Holocaust som tabu i Tyskland og desuden udbredte kendskabet om Holocaust til mange mennesker, både som begreb og historie.

Hvor 'Holocaust' må betragtes som en ekstrem i den populære og simple ende, er Hans-Jürgen Syberbergs 'Hitler – ein Film aus Deutschland', også fra 1978, en ekstrem i den anden ende. Filmen er en syv timer lang kunstnerisk og kalejdoskopisk collage over det tredje rige og Holocaust. Syberberg ønsker at distancere sig fra realismen for ikke at påstå, at han skildrer virkeligheden. Filmen er blevet en kritikerrost og meget svært tilgængelig skildring af Holocaust og Tysklands arv fra denne begivenhed.

Mere set blev Hollywood-filmen 'Sophies valg' fra 1982, der ligesom 'Pantelåneren' fokuserede på tiden efter Holocaust. Men samtidig skildrer den i flashbacks Meryl Streeps oplevelser under krigen. Hun vandt en Oscar for rollen.

Claude Lanzmanns dokumentarfilm 'Shoah' fra 1985 er ikke svært tilgængelig, men dvælende og over ni timer lang, hvilket automatisk fraskriver den et større publikum. Men 'Shoah' står alligevel som et monument inden for Holocaustfilmen. Den består udelukkende af billeder af de forladte udryddelseslejre og interviews med overlevende fanger, tilskuere og gerningsmænd. Lanzmann optræder selv i filmen som insisterende interviewer, der vil høre alle detaljerne og ikke lader den interviewede hoppe over, hvor gærdet er lavest. Dette medfører uudslettelige indtryk af og indsigt i de overlevendes traumer, nazisternes logik og tilskuernes passivitet.

'Shoah' er sammen med 'Nat og tåge' den mest anerkendte dokumentarfilm om Holocaust. De sidste ti år har dog også bragt et par spillefilm, der er blevet anerkendt om end debatteret meget. 'Schindlers liste' fra 1993 er nok den mest kendte film om Holocaust nogensinde, hvorfor den også er behandlet lidt mere indgående her. På samme måde er Roberto Benignis komedie om Holocaust, 'Livet er smukt', fra 1997, blevet kendt og anerkendt. Især på grund af det oplagte spørgsmål: Kan man lave en komedie, der foregår i en koncentrationslejr? I 2002 kom så 'Pianisten' af Roman Polanski, der både vandt tre Oscars og De Gyldne Palmer i Cannes. Det tyder på, at Holocausts historie på det store lærred langtfra er slut endnu.

Foto: 'Pianisten' (R. P. Productions)

"Vores sult er ikke blot fornemmelsen af at gå glip af et måltid; den kræver et nyt ord, som vores måde at fryse på. Vi siger 'sult', vi siger 'træthed', 'frygt', 'smerte'; vi siger 'vinter', men vi mener noget andet. Det er nemlig frie ord, skabt og brugt af frie mænd, som bor behageligt og lider i deres egne hjem. Hvis lejren havde bestået noget længere. ville et nyt og mere barskt sprog være opstået. For kun et sådant sprog ville kunne udtrykke hvad det vil sige at slide og slæbe dagen lang i bidende vind og med en temperatur under frysepunktet, kun iført bomuldstrøje, underbukser, lærredsjakke og bukser, og inde i kroppen ikke andet end svaghed, sult og visheden om at afslutningen er nær." - Primo Levi i 'Hvis dette er et menneske' (1989).

Sådan udtrykker Primo Levi det problem, som alle, der beskæftiger sig med Holocaust, før eller siden støder ind i: Hvordan formidler man en begivenhed som Holocaust? Hvordan kan man fortælle historien om Holocaust uden at banalisere begivenheden? Gør man ikke automatisk begivenheden mere almindelig og mindre ekstrem ved at beskrive den med det sprog, vi altid bruger? Det er en diskussion, som har løbet konstant, siden man begyndte at skrive, tegne, fortælle og filme Holocaust.

Oftest ender overvejelserne i en konstatering af, at Holocaust er det usigelige; at Holocaust ikke kan skrives med ord. Derfor er filmen muligvis et mere passende medie. For at kunne give et bud på, hvordan man kan fortolke Holocaust på film, er der ét spørgsmål, man må stille sig: Var Holocaust en unik begivenhed?

Foto: 'Nat og tåge' (Argos Films)

Er Holocaust unik?

Meningen med at undersøge dette spørgsmål er ikke at sammenligne Holocaust med andre folkedrab. Det er ikke muligt at sammenligne menneskers lidelser, og det vil være en umulig opgave at bedømme, hvad der var værst af for eksempel Holocaust eller Stalins sovjetiske udryddelser. Målet må være at undersøge, om Holocaust var en uforklarlig byld på den vestlige civilisations fremadskridende udvikling, eller om det var en rationel og forklarlig begivenhed.

Intention eller funktion?

Klassisk er forskningen i Holocaust opdelt i to lejre: intentionalisterne og funktionalisterne. Intentionalisterne opfatter Holocaust som en velovervejet plan ført ud i livet af en topstyret politistat med Hitler som manden, der udtænkte planen og gav ordren. Modsat ser funktionalisterne Holocaust som en modernistisk begivenhed, hvor vores civilisation har gjort bureaukratiet etisk blindt, hvorved det kan misbruges, som det blev af nazisterne. På den måde kan almindelige mennesker komme til at udføre folkedrab, da de blot udfører deres job og ikke nødvendigvis ser, forstår eller forbinder sig selv med konsekvenserne. Man kan sige, at intentionalisten ser nazisten som det absolut onde, hvorimod funktionalisten ser nazisten som en almindelig mand. Selvfølgelig er dette trukket skarpt op, men det viser det spektrum, Holocaustforskningen foregår indenfor.

I det grå felt

Grunden til at beskæftige sig med Holocaust ligger mellem funktionalismen og intentionalismen. Holocaust er ikke en kræftsvulst på vores civilisations udvikling. I vores moderne verden findes der potentiale til et folkedrab som Holocaust; et potentiale, der findes i os selv. Holocaust er dermed ikke en isoleret og irrationel forekomst, der blot kan genfortælles som en myte. Holocaust indeholder en advarsel om, at vi selv kan blive gerningsmænd, tilskuere eller ofre, hvis ikke vi lærer lektien. Men Holocaust er også unik. Holocaust skiller sig ud fra andre folkedrab ved sin racefunderede ekstremitet.

Læresætningerne er umiddelbart, at vi må vogte os for dette uhyggelige potentiale. Den ekstreme ideologi, det industrielle mord og den ekstreme dehumanisering er Holocausts særtræk og billeder på vores værste potentiale som mennesker.

Selvom Holocaust kan synes uhåndterlig på grund af sin grusomhed, er det vigtigt at beskæftige sig med den. I forsøget på at relatere begivenheden til os selv kan det derfor være nyttigt at se på, om den film, man benytter, fremstiller Holocaust som en begivenhed udført af onde mennesker eller af almindelige mennesker. Dette er nemlig i yderste konsekvens forskellen på den intentionalistiske og den funktionalistiske tilgang. Man kan også se på, om der er plads til den grå zone, eller om Holocaust er fremstillet sort/hvidt.

Foto: 'Schindlers liste' (Amblin Entertainment)

Introduktion

'Schindlers liste' bygger på Thomas Keneallys historiske roman om tyskeren Oskar Schindler, der fra at være nazisternes samarbejdspartner ender med at redde over 1000 jøder. Filmen blev en enorm succes både hos publikum verden over og hos kritikerne, der i altovervejende grad roste filmen til skyerne. Filmen løb desuden med hele syv Oscars for blandt andet bedste film, bedste instruktør, bedste musik og bedste scenografi, og den kan betragtes som et absolut hovedværk inden for Holocaustfilmen, ikke mindst på grund af sin popularitet.

Spielbergs film fortæller parallelt med historien om Schindler den større historie om Holocaust, da vi følger både gerningsmænd og ofre i flere af Holocausts afgørende faser og steder. Vi er med i rydningen af ghettoen, i kz-lejren og ikke mindst i det mest kendte Holocaust-ikon af dem alle: udryddelseslejren Auschwitz. Nedenfor skal der gives nogle bud på, hvordan man kommer ind under huden på Spielbergs Holocaust-drama.

Foto: 'Schindlers liste' (Amblin Entertainment)

Spadestik i 'Schindlers liste'

Når man skal gå i kødet på en film, er der mange metoder og tilgange, der kan benyttes. Her følger en række forslag til, hvordan man kommer i gang – en slags spadestik ned i filmen. Der er ingen facit, men de enkelte forslag er oplæg til diskussion.

• En realistisk film?
  • Diskutér genre og fortællemåde i 'Schindlers liste'. Hvorfor er filmen i sort/hvid? Hvorfor bruges der nogle gange rystede billeder?
  • Ser vi i filmen Holocaust, som det virkelig var? Man kan sige, at filmen i høj grad hævder at skildre Holocaust, som det virkelig skete. Men man kan også sige, at der er sider af filmen, der gør, at den åbenlyst ikke er realistisk; fx taler karakterne engelsk med tysk accent! Alle, vi kender i filmen, overlever, på nær den onde Goeth. Kvinderne overlever turen i gaskammeret, hvilket hører til sjældenhederne. Disse er blot eksempler – prøv selv at finde flere.
• Hvordan er karaktererne skildret?
  • Hvordan er de tre primære grupper – gerningsmænd, ofre og tilskuere – skildret?
    • Gerningsmændene er primært repræsenteret af Goeth, der vel kan siges at være stereotypisk ond. Men er der træk, der minder os om, at han er som du og jeg?
    • Hvordan er ofrene skildret? Det er især Ishak Stern, der personificerer filmens ofre, men hvordan er også de andre jøder skildret, og er det nuanceret eller stereotypt?
    • Tilskuerne ses kun perifert. Men to børn optræder som tilskuere. Den ene fører fingeren over halsen, og den anden skriger "Goodbye Jews". Hvorfor gør de det? 
  • Og helt overordnet er der også filmens hovedperson, Oskar Schindler. Tilhører han gerningsmand, offer, tilskuer eller en redningsmand helt uden for kategori?
• Skildringen af massemordet
  • Det er en svær kunst at få os til at forstå, hvad der skete under Holocaust, uden at det får os til at vende hovedet væk. Hvordan oplever vi mordet på jøderne i filmen? Her spiller pigen i den røde frakke en hovedrolle: Hvorfor er hun den eneste farve i filmen, og hvad skal det betyde, at hun dukker op og senere ses som et lig?
• Er historien specifik eller universel?
  • Når man formidler Holocaust, vil man ofte fortælle om den specifikke begivenhed, men også om det universelle i begivenheden. Altså at det kan ske igen, og at vi alle har potentiale for at blive ofre, gerningsmænd eller tilskuere. Lykkes det for 'Schindlers liste'? Hvem identificerer vi os med, og tror vi, at det kunne eller kan ske i Danmark? At Goeth er rendyrket ond, gør det fx svært for os at identificere os med ham, og derfor et det måske svært at forstå, at han kunne have været en af os.
• Spielbergs version af Holocaust
  • Det er problematisk i 'Schindlers liste', at der ikke stilles spørgsmålstegn ved den historie, der fortælles. Der er ikke mange åbne spørgsmål, og man stilles ikke i tvivl om, hvad der skete. Denne lukkethed kan undgås ved, at instruktøren gør opmærksom på sin tilgang til emnet. Det gør Spielberg ikke. Eller hvad?
  • Hvad skal det betyde i filmens afslutning, at en silhuet, der ligner skuespilleren, der spillede Oskar Schindler, lægger blomster på den virkelige Schindlers grav? Hvad betyder det, at vi ser de overlevende, som de ser ud i dag?
• Holocaust med happy end
  • Filmen slutter lykkeligt. Schindler og hans jøder overlever, og jøderne bor i dag i Israel. Er det passende at slutte en historie om Holocaust lykkeligt? Kan man forbinde Schindlers historie så direkte med Israel, som det gøres i filmen? Kan budskabet fra Holocaust være håb?

Foto: 'Schindlers liste' (Amblin Entertainment)

Modtagelse og efterbehandling

I kraft af filmens store popularitet og anerkendelse er der skrevet meget om filmen, som kan bruges til at diskutere og nuancere filmen. Da den oven i købet bygger på en virkelig historie, findes der også historisk materiale, man kan bruge. Så hvis man vil gå mere i dybden kan følgende anbefales:

• Anmeldelser fra danske dagblade – kan findes via Infomedia
• Bøger og artikler om den virkelige Oskar Schindler
• Bøger om Spielberg og hans film
• Se litteraturforslag under 'Supplerende læsning, film og arbejdsforslag'

Introduktion

"Banebrydende", "et æstetisk ideal for, hvordan Holocaust bør visualiseres" og "en næsten perfekt balance mellem modtagelsen af visuel gru, absorbering af konteksten og refleksion af betydningen". Det er nogle af de meget positive anerkendelser, der er blevet givet Alain Resnais' essayistiske dokumentarfilm fra 1955.

Filmen er lavet i et samarbejde mellem Resnais og digteren Jean Cayrol, der selv havde overlevet kz-lejren Mathausen. Den er bygget op med et billedspor, der veksler mellem nutidige (1955) farvebilleder af Auschwitz og dokumentariske optagelser og fotografier fra krigens tid. Over denne billedside kører Cayrols fortællerstemme og et musikspor.

Filmen er grufuld og hård, men samtidig nuanceret og uafrystelig. Derfor er den stadig relevant. Man skal dog være forberedt på en ubehagelig oplevelse. En pause efter filmen er ikke nogen dårlig idé. Men det er også en film, som det er meget vigtigt at få talt om, når man har set den.

Foto: 'Nat og tåge' (Argos Films)

Spadestik i 'Nat og tåge'

• Virkelighed eller konstruktion?
  • Diskutér filmens genre og fortællemåde. 'Nat og tåge' er en dokumentarfilm, men betyder det, at det er virkeligheden, vi ser?
  • Filmen er opbygget kontrapunktisk. Det betyder, at der skiftes mellem farve og sort/hvid, mellem forskelligrettede kamerabevægelser og mellem billede og lyd. For eksempel er musikken mildere, jo voldsommere billederne er. Prøv at finde de stilmæssige modsætninger, og overvej, hvilken virkning de har?
  • Filmen er essayistisk, idet den blander historiske fakta og refleksioner over disse fakta i en poetisk stil. Hvilken effekt har det?
  • Sammenlign eventuelt 'Nat og tåge' med andre dokumentarfilm.
• Hvem var ofrene og gerningsmændene?
  • Filmen giver et relativt nuanceret bud på de involverede. Gerningsmændene beskrives ikke som bestialske, men som mennesker der på mærkværdig vis levede et almindeligt liv ved siden af. Tilskuerne nævnes ikke konkret, men spøger i spørgsmålet om skyld. Ofrene bliver ikke bestemt religiøst, men kun nationalt. Dette betyder, at filmen ikke nævner ordet jøde. Hvorfor mon det?
  • Filmen spørger til sidst, hvis skyld Holocaust var. Prøv at besvare spørgsmålet.
• Skildringen af massemordet
  • Grusomheden vises i overflod. Billeder af lig og ofre holdes ikke tilbage. Denne brug af dokumentariske billeder befinder sig lige på grænsen mellem at berøre dybt og få én til at vende sig væk. Men filmen indeholder alligevel en form for distanceret realisme, da den reflekterer over billederne af den forladte kz-lejr. Vekslingen mellem nu og da giver én plads til refleksion, selvom filmen ikke overlader noget til fantasien. Hvordan opfattes billederne af lig og udsultede kz-fanger? Er det nødvendigt at se dem, eller er det for hårdt at se på?
• En universel historie
  • Ved ikke at fokusere på, at ofrene var jøder, får filmen et universelt præg og minder os om, at det var mennesker som dig og mig, det gik ud over. Men man kan hævde, at det på grund af antisemitismens centrale rolle i Holocaust er problematisk, at filmen tager dette valg så konsekvent. Til gengæld kan man sige, at filmen derved undgår at isolere begivenheden, som noget der skete for lang tid siden, og som ikke kommer os ved. Den minder os om, at vi både kunne have været ofre og gerningsmænd. Diskutér de to synspunkter.
• Resnais' version af Holocaust
  • Selvom det er en dokumentarfilm, er det en meget personlig film. 'Nat og tåge' er selvrefleksiv, og fortælleren siger, at ingen beskrivelse og intet billede kan skildre, hvad der skete. Det gør filmen meget brugbar i historie-sammenhæng, da man via disse kommentarer har en fornemmelse af Resnais' holdning til Holocaust. Til gengæld kan man stille spørgsmålstegn ved brugen af dokumentarbilleder, da man som seer ikke ved, hvor disse kommer fra.
• Holocaust med unhappy end
  • Filmen er utrolig hård og på en måde også bebrejdende. Er den det så meget, at vi ikke tager den til os? Eller formår den netop at bevare fortidens virkelighed, samtidig med at den provokerer til spørgsmål i nutiden?

Foto: 'Nat og tåge' (Argos Films)

Modtagelse og efterbehandling

Filmen er gammel og derfor lidt sværere at skaffe materiale om end om for eksempel 'Schindlers liste'. Men filmens historie er i sig selv interessant, da den løb ind i mange censur-problemer, og der findes gode artikler om filmen og dens tilblivelse. Så hvis man vil gå videre med den, kan man skaffe:

• Artikler, der analyserer filmen
• Artikler om filmens tilblivelse og historie
• Eventuelt sammenligne filmen med Resnais' spillefilm om Hiroshima, 'Hiroshima – min elskede' (1959) 
• Et godt sted at starte kan være biblioteket på Det Danske Filminstitut. Se mere på https://www.dfi.dk/cinemateket/bibliotek-og-videotek.
• Se litteraturforslag under 'Supplerende læsning, film og arbejdsforslag'

Hjemmesider

www.diis.dk
Dansk Institut for Internationale Studier. Driver i øvrigt undervisningswebsiden www.folkedrab.dk.

www.holocaust-uddannelse.dk
Fremragende side om Holocaust til skolebrug lavet af DCHF. Har en udførlig linksside med henvisninger til et væld af relevante hjemmesider.

www.imdb.com
Internet Movie Database, som har masser af facts om filmene.

https://filmcentralen.dk/grundskolen/undervisning/anden-verdenskrig
Undervisningsmateriale fra Det Danske Filminstitut om Anden Verdenskrig. Indeholder bl.a. en analyse af 'Nat og tåge'.

Litteratur

Om Holocaust

• Bauer, Yehuda 2001: Rethinking the Holocaust, Yale: Yale University
• Bauman, Zygmunt 1994: Modernitet og Holocaust, København: Hans Reitzels Forlag A/S
• Friedlander, Saul (red.) 1992a: Probing the Limits of Representation, Cambridge: Harvard University Press
• Hofer, Walther: Nationalsocialismen – en dokumentarisk fremstilling, 1978, Købehavn: Gyldendal
• Kirchhoff, Hans m.fl (red.): Den 2. Verdenskrig 1939-1945, 2002, København: Gyldendal
• Lammers, Karl Christian: Vejen til Auschwitz – det nazistiske Tysklands mord på Europas jøder, 2000, København: Gyldendal Uddannelse
• Levi, Primo 1989: Hvis dette er et menneske, København: Forum
• Marrus, Michael R. 1987: The Holocaust in History, Hanover: University Press of New England
• Weisel, Elie 1987: Natten, København: Samlerens Forlag, (1958)

Om film

• Bordwell, David 1985: Narration in the Fiction Film, London: Routledge
• Bordwell, David og Kristin Thompson 2001: Film Art – An Introduction, 6. udgave, New York: McGraw-Hill Higher Education

Om film og historie

• Nielsen, Carsten Tage 2001: Historie og levende billeder - et anvendelsesperspektiv, i Mads Mordhorst og Carsten Tage Nielsen (red.) 2001: Fortidens spor, nutidens øjne - kildebegrebet til debat, Fredriksberg: Roskilde Universitetsforlag, s. 195-217
• Rosenstone, Robert A. 1995: Visions of the Past – The Challenge of Film to Our Idea of History, Cambridge: Harvard University Press
• Sørensen, Nils Arne 2001: Om Film og Historie – nogle metodiske refleksioner, i Historie, 2001, nr. 2, s. 322-351

Om Holocaust på film

• Avisar, Ilan 1988: Screening the Holocaust - Cinema's Images of the Unimaginable, Bloomington and Indianapolis: Indiana University Press
• Insdorf, Annette 1983: Indelible Shadows – Film and the Holocaust, New Youk: First Vintage Books Edition
• Viklund, Klas (red.) 1998: Bilden av Förintelsen – Handledning för att se, analysera och diskutera filmer om nazism och motstånddskamp, Stockholm: Svenska Filminstitutet

Om 'Schindlers liste'

• Baxter, John 1996: Steven Spielberg – The Unauthorised Biography, London: HarperCollins Publishers
• Brode, Douglas 2000: The Films of Steven Spielberg, New York: Citadel Press
• Cole, Tim 1999: Images of the Holocaust – The Myth of the 'Shoah Business', London: Duckworth
• Fogel, Daniel Mark: Schindler's List in Novel and Film: exponential conversation, i Historical Journal of Film, Radio and Television, 1994, vol. 14, nr. 3, s. 315-320
• Krasnik, Martin 2000: Bag flammecirklen - om Schindlers liste og Livet er smukt, i Peter Christensen og Bo Tao Michaëlis (red.) 2000: Film & Fin de Siècle – essays om 90'ernes film, København: Gyldendal
• Loshitzky, Yosefa (red.) 1997a: Spielberg's Holocaust – Critical Perspectives on Schindler's List, Bloomington/ Indianapolis: Indiana University Press
• Manchel, Frank 1995: A Reel Witness: Steven Spielberg's Representation of the Holocaust in Schindler's List, i The Journal of Modern History, 1995, vol. 67, s. 83-100
• McBride, Joseph 1997: Steven Spielberg – A Biography, New York: Faber and Faber
• Silver, Eric 1992: The Book of the Just – The silent Heroes who saved Jews from Hitler, London: Weidenfeld and Nicolson
• Wildt, Michael 1996: The Invented and the Real: Historiographical Notes on Schindler's List, i History Workshop Journal, 1996, spring, nr. 41, s. 240-249

Om 'Nat og tåge'

• Armes, Roy 1968: The Cinema of Alain Resnais, London: A. Zwemmer Limited/ New York: A.S. Barnes & Co
• Hebard, Andrew 1997: Disruptive Histories: Toward a Radical Politics of Remembrance in Alain Resnai's Night and Fog, i New German Critique, Spring-Summer 1997, nr. 71, s. 87-114
• Moses, John W. 1987: Visions Denied in Night and Fog and Hiroshima Mon Amour, i Literature/Film Quarterly, 1987, vol. 15, nr. 3, s. 159-163
• Raskin, Richard 1987: Nuit et Brouillard, Århus: Aarhus University Press
• Rothman, William 1997: Documentary Film Classics, Cambridge: Cambridge Universiry Press

Andre spillefilm om Holocaust

• 'Diktatoren', Charlie Chaplin, 1940
  Chaplins satiriske mesterværk om en jødisk barber og diktatoren Adenoid Hynkel, der forveksles.
• 'Drengen i den stribede pyjamas', Mark Herman, 2008
  Auschwitz set gennem øjnene på en tysk dreng, søn af lejrkommandanten. Baseret på en roman af John Boyne. Det Danske Filminstitut har desuden lavet et undervisningsmateriale til filmen.
• 'Drengene fra Sankt Petri', Søren Kragh-Jacobsen, 1991
  En gruppe danske gymnasieelever starter en modstandsgruppe, der fra at lave almindelige drengestreger ender med at lave sabotage. Autentisk baseret.
• 'Livet er smukt', Roberto Benigni, 1997
  Komedie, belønnet med både Oscar og juryens specialpris ved filmfestivalen i Cannes, om en italiensk far og søns overlevelse i en tysk kz-lejr, hvor faderen bilder sønnen ind, at det hele er et spil, hvor man kan vinde en tank!
• 'Pantelåneren', Sidney Lumet, 1964
  Drama om en overlevende kz-fange, der er blevet pantelåner i Harlem, og som stadig lider af traumer efter oplevelserne under krigen.
• 'Pianisten', Roman Polanski, 2002
  Endnu en Oscarvinder, der handler om en polsk pianists overlevelse i skjul i ghettoen i Warszawa.
• 'Forår for Hitler', Mel Brooks, 1968
  Mel Brooks komedie om en åbenlys selvmodsigelse: en Broadway-cabaret om Nazityskland, produceret af to jøder.
• 'Natportieren', Liliana Cavani, 1974
  En gammel nazist møder i 1957 en kvinde, han har misbrugt seksuelt i en kz-lejr, og de genoptager deres sadomasochistiske forhold.
• 'De skæbneløse', Lajos Koltai, 2005
  Selvbiografis film, baseret på Imre Kertesz' roman om livet i nazisternes kz-lejre.
• 'Sophies valg', Alan Pakula, 1982
  Sophie Zawistowska fortæller i USA efter krigen om sine oplevelser fra Nazityskland til en forfatter. Først til sidst bliver det afsløret, hvad hendes valg var.
• 'Triumph des Willens', Leni Riefenstahl, 1935
  Legendarisk nazistisk propagandafilm om Hitlers nazistiske stormøder i Nürnberg før krigen. 
• 'Øen i Fuglegaden', Søren Kragh-Jacobsen, 1991
  Overset dansk film om en drengs overlevelse i ghettoen i Warszawa.

Forslag til tværfaglige projekter

• Historie/Kunst – nazismens kunst/æstetik
• Historie/Dansk – Holocaust-litteratur fx Levi, Weisel, Kertsz m.fl.
• Historie/Tysk – Holocaust som traume for tyskerne
• Historie/Religion – Jødedom, antisemitisme, nazismen som religion
• Historie/Fransk – filmene 'Pigen fra Oradour' og '10. juni 1944'
• Historie/Film og TV – Nazisternes brug af film som politisk propaganda (se f.eks. 'Jøden og arieren')