Kærlig hilsen, Hilde Lærer

Hjem

Elevark

Didaktiske overvejelser

Det kan frit vælges om eleverne skal fremlægge øvelserne i plenum, i mindre grupper eller evt. bare over for en anden gruppe. Arbejdet med den enkelte opgave er tænkt som vigtigere end selve produktet.

Foto: 'Kærlig hilsen, Hilde' (2024) Pandora Filmproduktion

Særfagligt

‘In Liebe, eure Hilde’ vil på C-niveau fokusere på skildringen af ungdomslivet og interaktionen i modstandsgruppen.

Filmen er velegnet til på B-niveau i både 1. og 2.g i forløbene Geschichte, Zweiter Weltkrieg, Alltagsleben, Liebe, Jugend, QualderWahl. 

På B-niveau kan handlingsforløbet være i fokus, differentieret efter om det er 1. eller 2. g filmen bruges på. Her kan man inddrage lettere tyske tekster i form af anmeldelser af filmen.

På A-niveau kan de moralske overvejelser omkring valgene i ungdomslivet komme mere i fokus. Eleverne kan desuden researche på virkelighedens Hilde og Hans Coppi og andre modstandskæmpere med inddragelse af tyske kilder. Inddragelse af tyske anmeldelser af filmen vil også være oplagt på A-niveau.

Arbejdet med filmen og opgaverne til den vil på alle tre niveauer kunne støtte indlæring af lyttefærdighed, læsefærdighed, talefærdighed og skrivefærdighed. 

Foto: 'Kærlig hilsen, Hilde' (2024) Pandora Filmproduktion

Kernestof: 
For både tysk fortsættersprog A og B gælder:

  • i mindst ét af emnerne skal der indgå tysksproget tekst fra før 1945 – her kan historiske kilder på originalsproget komme i anvendelse  
  • der skal anvendes et bredt udvalg af tysksprogede fiktive og ikke-fiktive multimodale teksttyper og -genrer, som kan give eleverne en kunstnerisk oplevelse og en varieret og nuanceret indsigt i kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i tysksprogede lande med hovedvægten på Tyskland

Stx-bekendtgørelsen tager udgangspunkt i et udvidet tekstbegreb hvor fiktive og ikke-fiktive multimodale teksttyper, der indgår i kernestoffet, skal være tysksprogede og ubearbejdede.

Arbejdet med filmen kan desuden på både A- og B-niveauet være med til at styrke de faglige mål, hvor der for begge niveauer gælder følgende:

Faglige mål: 
Eleverne skal kunne:

  • forstå talt tysk standardsprog om kendte emner formidlet gennem forskellige medier
  • redegøre på tysk for studerede tysksprogede emner og tekster, analysere og fortolke disse og perspektivere til andre tekster, idet de benytter et nuanceret ordforråd samt anvender elementær morfologi og syntaks korrekt 
  • føre en samtale på et klart forståeligt, sammenhængende og nogenlunde flydende tysk om emner, de er fortrolige med, samt redegøre for og diskutere forskellige synspunkter 
  • anvende relevante lytte- og læsestrategier samt relevante mundtlige og skriftlige kommunikationsstrategier 
  • søge og anvende relevant tysksproget materiale på internettet samt dokumentere anvendelsen heraf 
  • behandle problemstillinger i samarbejde med andre fag 
Foto: 'Kærlig hilsen, Hilde' (2024) Pandora Filmproduktion

Tværfagligt

‘Kærlig hilsen, Hilde’ egner sig især til tværfagligt samarbejde mellem tysk og historie. Her er filmen relevant i et forløb om modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig eller et forløb om Tyskland under 2. Verdenskrig. Historiefaget kan bidrage med baggrundsstof og materiale til elevernes viden om modstandskamp på hjemmefronten og om nazitidens Tyskland. 

I et forløb med fokus på aktivisme kan historie ligeledes bidrage med baggrundsstof om modstandskampen i Danmark under besættelsen. Her kunne filmen også tænkes med i et tværfagligt forløb med samfundsfag, hvor samfundsfag ville kunne bidrage med teorier om og statistik over modstandskamp generelt, eller særskilt i Tyskland, eller endnu mere fokuseret med sigte kun på det Røde Kapel, som eksempel på netværksaktivisme.