Mon de kommer om natten? Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Særfagligt
  • Opgaver og øvelser
  • Tværfagligt
  • Links og litteratur

Om filmen

'Mon de kommer om natten?' er en dokumentarfilm om den afghanske teenagepige Rokhsar. Over en toårig periode følger vi Rokhsar og hendes families kamp for at få opholdstilladelse i Danmark. Som filmtitlen antyder, lever de i konstant frygt for, at politiet henter dem om natten og sender dem hjem til Afghanistan. Mens de venter på svar fra Udlændingestyrelsen, tænker Rokhsar og hendes familie over, hvad der vil ske med dem. Kan de fx blive i Danmark, og hvad vil det betyde, hvis de bliver sendt tilbage til Afghanistan?

Rokhsar og hendes familie flygtede fra Afghanistan i 2010. Efter seks måneder på flugt kom de i 2011 til Danmark, hvor de siden har opholdt sig. Familien blev først placeret i Auderød flygtningecenter og siden i et hus i den jyske by Give. I Give kommer Rokhsar i en almindelig folkeskole, og i fritiden spiller hun fodbold og hænger ud med veninderne: ”Jeg kan bedst lide Danmark, det liv, som jeg har nu, mine veninder, min fodbold, min skole, min lærer, jeg elsker det, jeg vil aldrig miste det”.

Rokhsar lærer hurtigt dansk og bliver integreret i lokalsamfundet – modsat resten af familien. Derfor har Rokhsar et særligt ansvar, som presser hende hårdt. Hun frygter, hvad der vil ske, hvis hun som ung og ugift kvinde skal til at leve i Afghanistan.

Dokumentarfilmen følger Rokhsar og hendes families liv i Danmark, ligesom vi får et indblik i familiens flugt fra Afghanistan. Vi oplever, hvordan flugten splittede familien, og hvordan familien senere blev genforenet i Danmark efter mere end to års adskillelse. Filmen skildrer på nærmeste hold, hvordan asylsagen påvirker Rokhsar og resten af hendes familie.

Foto: Made in Copenhagen

Særfagligt

Samfundsfag

Dokumentarfilmen er oplagt til en diskussion om ungdomsliv og identitetsdannelse. Den er også et naturligt omdrejningspunkt for en videre diskussion af Danmarks asyl- og flygtningepolitik, ligesom det er oplagt at diskutere integration og kulturmøder.

'Mon de kommer om natten?' er velegnet til forløb på både A-, B- og C-niveau i samfundsfag. Af kernestof kan følgende dækkes:

Kernestof på C-niveau

  • Identitetsdannelse og socialisering
  • Sociale og kulturelle forskelle, herunder kultur, integration (pluralistisk integration, assimilation og segregation) og etnicitet/nationalitet
  • Rettigheder og pligter i et demokratisk samfund, herunder statsborgerskab

Kernestof på B-niveau

  • Identitetsdannelse og socialisering
  • Kulturelle mønstre i forskellige lande, herunder Danmark, herunder værdier og normer i forskellige grupperinger, kultur, integration (pluralistisk integration, assimilation og segregation) og etnicitet/nationalitet
  • Rettigheder og pligter i et demokratisk samfund, herunder statsborgerskab

Kernestof på A-niveau

  • Identitetsdannelse og socialisering
  • Kulturelle mønstre i forskellige lande, herunder Danmark
  • Rettigheder og pligter i et demokratisk samfund
  • Aktører, magt, sikkerhed, konflikter og integration i Europa og internationalt  

Temaer i samfundsfag

'Mon de kommer om natten?' er velegnet til forløb om fx

  1. Asyl- og flygtningepolitik i Danmark og EU
  2. Migration og flygtningekrise
  3. Menneskerettigheder (FN’s Børnekonvention og Flygtningekonventionen)
  4. Integration, kulturmøder og identitetsdannelse.
Foto: Made in Copenhagen

Opgaver og øvelser

1. Asyl- og flygtningepolitik i Danmark og EU

Rokhsar og hendes familie forsøger at få asyl i Danmark. Hvorfor bliver deres ansøgning i første omgang afvist?

  • Undersøg Danmark og EU’s asylpolitik med fokus på:
  1. Hvem kan opnå asyl?
  2. Hvordan får man asyl?
  3. Hvor placerer man flygtninge?
  4. Hvordan forsøger man at integrere flygtninge? 
  • Vurder, om Udlændingestyrelsen kunne have behandlet familiens sag anderledes. Og hvad er familiens situation i dag? Søg yderligere oplysninger på internettet.

Proces for modtagelse af flygtninge i Danmark

EU’s asylpolitik

2. Migration og flygtningekrise i EU

  • Hvordan flygter Rokhsar og hendes familie til Danmark?
  • Hvorfor flygter Rokhsar og hendes familie til Danmark? Inddrag push- og pull-effekten.

3. Menneskerettigheder, herunder FN’s Børnekonvention og Flygtningekonvention

  • Hvilke rettigheder har flygtninge jf. FN’s Flygtningekonvention?
  • Hvorfor bliver FN’s Børnekonvention vigtig for Rukhsar og hendes families muligheder for at få asyl i Danmark? 

FN’s Børnekonvention

4. Integration, kulturmøder og identitetsdannelse

  • Hvad sker der med Rokhsar og hendes familie, efter de er kommet til Danmark?
  • Hvordan er Rokhsar og hendes familie integreret i det lokale samfund? Hvad er deres muligheder for at blive integreret? Kunne de have gjort mere?

Anvend begreber som socialisering, pluralistisk integration, assimilation, segregation, kulturmøder og kapital (Pierre Bourdieu)

  • Hvordan er Rokhsars rolle i familien? Hvilket ansvar har hun, og hvordan tackler hun det? Anvend begreber som fx identitetsdannelse og anerkendelse (Axel Honneth).
  • Hvordan bliver Rokhsar påvirket af den rolle, hun har i familien? Hvordan vil I beskrive Rokhsars ungdomsliv, og hvordan adskiller det sig fra etniske danskeres ungdomsliv?

Tværfagligt

Det er oplagt at lave tværfaglige forløb med fagene samfundsfag, mediefag, dansk og psykologi. Se velegnede temaer og opgaver i samfundsfag under 'Særfagligt'.

I samarbejde med både dansk og mediefag er det oplagt at undersøge og diskutere mediernes rolle i Rokhsar og hendes families kamp for at få asyl. Hvad er mediernes betydning i et demokrati? Har denne dokumentarfilm og medierne fx været med til at fremme en beslutning i Udlændingestyrelsen?

I psykologi er det oplagt at fokusere på de menneskelige konsekvenser for både Rokhsar og hendes familie ved at vente i flere år på Udlændingestyrelsens endelige afgørelse. Hvilke konsekvenser har det for det enkelte individ at være fanget i ”systemet”? 

Framegrab fra filmen

Links og litteratur

Bøger

Boel, Niels (2016). ’Migration – en verden i bevægelse’, Forlaget Columbus, 1. udgave.

Thorndal, Morten Hansen (2013). ’Ærkedansker – perkerdansker’, Forlaget Columbus, 2. Udgave.

Artikler

Nielsen, Susanne (29. marts 2017). ’Jubel på de sociale medier: Nu må fodboldpigen Rokhsar blive i Danmark’, TV2.

Dahlin, Ulrik (14. februar 2017). ‘Det er simpelthen så få, der har fået opholdstilladelse på baggrund af hensynet til barnets tarv’, Information.

Børnerådet. ’FN’s Børnekonvention’, Børnerådet.

Hjemmesider

Proces for modtagelse af flygtninge i Danmark

EU’s asylpolitik

Filmiske virkemidler

Læs om filmiske virkemidler og dramaturgi i Filmcentralens Filmleksikon

Sociale medier

Filmens side på Facebook