Til kamp mod spekulanterne elev

Hjem

Om filmen

I dokumentarfilmen ’Til kamp mod spekulanterne’ skildrer Christoffer Dreyer, hvordan en ydre fjende i form af en amerikansk kapitalfond skaber et tæt sammenhold blandt beboerne i en boligforening på Frederiksberg. 

Klip 1: Anslag

Dokumentaren udspiller sig på det ydre Frederiksberg, hvor Den Sønderjyske By ligger. I dette historiske ejendomskompleks går livet sin rolige gang. Det charmerende kvarter består af 308 lejligheder med små haver, hvor man kan bo billigt til leje. Blandt beboerne er pædagoger, enlige forsørgere, pensionister, kunstnere og småbørnsfamilier i en skøn forening. Med plads til alle samfundsgrupper er byen i byen en arkitektonisk smuk oase midt i det fashionable Frederiksberg.

Foto: ’Til kamp mod spekulanterne’ (2023) Henrik B. Ipsen / Plus Pictures

‘Til kamp mod spekulanterne’ følger en række beboere i Den Sønderjyske By. I centrum står beboerrepræsentationens formand, Søren, der lægger mange frivillige timer i arbejdet. Han arbejder ud fra devisen, at der skal være plads til alle. Vi følger ham rundt i kvarteret, hvor han lytter til alle beboernes små og store problemer. 

Blandt de øvrige beboere kommer vi tæt på en førtidspensioneret multikunstner, et par folkepensionister, en gymnasielærer og beboernes tidligere formand, Bent, som ønsker at bevare Den Sønderjyske By som lejerforening.

Idyllen brydes, da den amerikanske kapitalfond, Blackstone, i 2018 tilbyder at købe Den Sønderjyske By af Frederiksberg Boligfond for 538 millioner kr. Beløbets størrelse kan kun betyde kraftige huslejestigninger. 

Beboerne er rystede, men tager straks kampen op med demonstrationer, underskriftsindsamlinger, indkaldelse til fællesmøder og kontakt til centrale beslutningsaktører. Sagen får massiv mediedækning, og med hjælp fra en fremtrædende boligadvokat får beboerne et fornyet håb om at undgå salget.

Da et gammelt skøde fra 1932 dukker op, kan det forhindre salget og ovenikøbet give lejerne mulighed for at købe hele ejendommen til langt under markedsprisen. Den pludselige udsigt til rigdom skaber intern splittelse mellem beboerne.     

’Til kamp mod spekulanterne’ sætter fokus på, hvordan den moderne samfundsøkonomi i høj grad er drevet af profit og værditilvækst. Samtidig viser filmen, hvordan demokratiske tiltag kan yde modstand mod økonomiske magthavere. Endelig viser filmen, hvordan muligheden for privat vinding kan udfordre solidariteten. 

Den observerende dokumentar følger beboerne tæt i en periode, hvor det ydre pres mod kollektivet gradvist bliver overtaget af et indre pres. De rent observerende passager veksler med interviews med de enkelte beboere. Den rolige fortællestil bliver støttet af arkivoptagelser, hvor Den Sønderjyske By fremstår som en harmonisk, velordnet idyl. 

Foto: ’Til kamp mod spekulanterne’ (2023) Plus Pictures

Opgaver og øvelser

Opgaver under filmen

Individuelt

Under filmen skal du være opmærksom på følgende: 

  1. Notér konkrete eksempler på, hvad beboerne giver udtryk for, at de værdsætter ved at bo i Den Sønderjyske Landsby. Og desuden hvilke vendinger de bruger om Blackstone?
  2. Notér konkrete eksempler på beboernes forskellige standpunkter i forbindelse med fundet af det forsvundne skøde, og hvilke dilemmaer det skaber?
  3. Notér konkrete eksempler på, hvordan beboerformanden, Søren, tackler Blackstones mulige overtagelse af Den sønderjyske by.
Foto: ’Til kamp mod spekulanterne’ (2023) Henrik B. Ipsen/Plus Pictures

Opgaver efter filmen

Grupper på 3-4

  1. Ideologier og ulighed
    • Hvad menes der med filmens titel: ’Til kamp mod spekulanterne’?
    • Hvilke politiske ideologier er i spil, når filmen kredser om lejernes kamp mod de stærke amerikanske pengemænd?
    • Giv eksempler fra filmen, hvor beboerne giver udtryk for, at de har en klar forventning om, at der ved et salg af Den Sønderjyske By er tvunget til at fraflytte kvarteret.     
    • Lav en overordnet samfundsfaglig analyse af filmen som kilde til økonomisk og social ulighed i samfundet. Inddrag både økonomiske og sociologiske teorier, herunder forskellige økonomiske skoler (liberalisme, keynesianisme og socialisme) og Anthony Giddens.
    • I forlængelse af ovenstående, skal der på baggrund af filmen opstilles tre samfundsfaglige problemstillinger, der belyser de modsætningsforhold filmen præsenterer. 
  2. Boligmarkedet og samfundsøkonomi
    I forbindelse med den økonomiske udvikling i Danmark er der i de seneste ca. 30 år sket en øget polarisering mellem by og land. En af de udfordringer der er opstået, er de massive prisstigninger på boliger i de største byer i Danmark, hvilket især gælder København. Men også en generel stigende ulighed mellem boligejere og lejere.
    • Undersøg på Danmarks Statistik: Hvor mange i Danmark bor henholdsvis i ejerboliger, andelsboliger og lejeboliger?
    • Giv ud fra filmen eksempler på, hvilke økonomiske og sociale konsekvenser det kan have, hvis Frederiksberg Boligfond går konkurs?
    • Hvilke samfundsmæssige udfordringer giver det, at et stigende antal lavtlønnede danskere ikke har råd til at bo i de største danske byer? Inddrag herunder udfordringer for arbejdsmarkedet.
       
      Foto: ’Til kamp mod spekulanterne’ (2023) Henrik B. Ipsen/Plus Pictures
  3. De unge og boligmarkedet 
    Se dokumentaren 'Den lukkede boligfest' (TV2, 2023)​​​​​​​

    Grupper eller individuel skriftlig opgave​​​​​​​
    • Redegør kort for hovedbudskaberne i filmene ’Til kamp mod spekulanterne’ og ’Den lukkede boligfest’
    • ​​​​​​​Diskutér hvilke udfordringer især unge mennesker står overfor i forbindelse med boligkøb? Inddrag herunder unge menneskers balance mellem familieliv og arbejdsliv.
    • Vurdér hvilke politiske tiltag regeringen kan tage i anvendelse for at reducere uligheden på boligmarkedet?

Links og litteratur

BØGER

  • Kureer, Henrik: ’International Økonomi A’. Systime 2023
  • Isaksen, Bo & Dennis L. Nielsen: 'Basal Økonomi’. Columbus, 2022
  • Skov, Oliver B. m.fl.: ’Samf på B’. Columbus, 2022

TV 

FILMISKE VIRKEMIDLER