Michael Noers dokumentarfilm er en skildring af knallertbroderskabet De vilde hjerter, som består af 12 drengerøve fra Odense – eller Danmarks røvhul, som de selv kalder deres egen by. I løbet af filmen bliver publikum indviet i deres gennemritualiserede samvær, og dette sker, uden at instruktøren på noget tidspunkt undervejs lægger et censurerende fortællermæssigt eller symbolsk filter ned over sin filmfortælling. 

Vi kommer til at møde nogle unge mænd, for hvem den ultimative frihed skal være til stede i alt, hvad de gør indenfor det frirum og fællesskab, som de har skabt med De vilde hjerter. Grænseløsheden frem for alt og til enhver tid overskridelse af alle gængse normer for, hvad man forstår ved ansvarlighed, anstændighed, hensynsfuldhed, og hvad det vil sige at kunne opføre sig som et voksent menneske. Dvs. et stort og rungende nej til alle former for vedtagne regler og normer, som kan komme til at stå i vejen for viljen til den ultimative frihed. 

De pisser og skider i bogstavelig og overført forstand på alt. De løber nøgne rundt og lader instinkterne råde. Alle brændemærkes, som var de kvæg, og udstyres som led i dette optagelsesritual også med simple navne som GO, KID, SNEGL, PRÆST, SKRÅL, TRUT, TRAIN, SØLL, 05 og SPORT. Der er ingen grænser for, hvad der skal prøves af. Det virker intenst på en måde, hvor man som publikum må beundre det mod, hvormed de prøver deres personlige væsen så hudløst og autentisk af. Tilsyneladende helt upåvirket af kameraets tilstedeværelse. 

Alt er sat på spil: sociale normer, moralske værdier og ikke mindst deres identitet. Som én af dem taler om: "Jeg har i en alder af 25 år endnu ikke fundet ud af, hvem jeg er." Frirummet skal således være en katalysator til at komme fri af alt, hvad der har virket hæmmende og begrænsende for at udvikle et selvberoende jeg. Altså al social bagage, der peger bagud i deres livshistorie. På den anden side ligger De vilde hjerters fællesskab under for en naiv forventning om, at deres adfærd i knallertfællesskabet kan bringe dem tættere på en sandere selvforståelse. Deres fællesskab er båret oppe af arkaiske ritualer, som får én til at tænke på primitive kulturer og stammesamfund. 

Foto: Thomas Gerhardt / Copenhagen Bombay

Det store vendepunkt for fællesskabet indtræffer i løbet af deres tre uger lange tur på knallert fra Odense til Pommern i Polen. Her møder de grænsen i sig selv for deres hidtidige uhæmmede udleven af umiddelbare instinkter og lyster. Fællesskabet kan ganske enkelt ikke holde til, at alle hver især følger deres indskydelser, behov eller hvad man nu som enkelt person har brug for. Frirummet er ophævet på landevejen, og de mærker konkret det omgivende samfund som en håndfast realitet, som de også må forholde sig til. 

Genremæssigt mestrer Michael Noer at forene det dokumentariske nærvær med den fortællermæssige force, der ligger i fiktionens (og det vil her sige roadmoviens) rum for en udviklingsrejse. Det er en meget spændende og givtig krydsning, der kommer ud af Michael Noers sociologisk og antropologisk anlagte filmarbejde. 

Dokumentarisk formår han at fange de øjeblikke, hvor sprækkerne opstår, og hvor man kan kigge dybt ind og ned i disse vilde, sprøde, sårbare og egentlig dybt sympatiske unge mænd. Især de talrige natlige seancer med bål, slow motion optagelser og grovkornede billeder virker stærkt og dybt på publikum. Her er virkelighedspræget undertiden så stærkt, at man rammes spontant og hårdt. 

Roadmovien formår at spænde fortællingens bue helt ud og give rum og plads til handling og til at flytte gruppen fra sted til sted og dermed muliggøre, at historien ophøjes til en nuanceret udviklingsproces. 

På flere måder er det en provokerende film at arbejde med, og det anbefales, at den bruges på ældste klassetrin (3.g), fordi det er en film, som kræver en stor grad af bearbejdelse. Både i optakten til at se filmen og efterfølgende. Man kan også vælge at vise enkelte uddrag. Hvis man kan komme på den anden side af det ubehagelige, det anstødelige og det provokerende, er det en film, som kan give nogle faglige og pædagogiske input, stof til eftertanke og ikke mindst nogle udbytterige diskussioner, fx i et tværfagligt beløb.