En fremmed flytter ind Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Særfagligt
  • Opgaver og øvelser
  • Tværfagligt
  • Links og litteratur

Om filmen

Dokumentarfilmen 'En fremmed flytter ind' skildrer gennem rekonstruktioner et kærlighedsforhold, der indledes på falske forudsætninger. Med et nyskabende greb lader dokumentarfilmen den ene hovedperson, Amanda Kastrup, optræde som sig selv i og uden for rekonstruktionerne, mens titlens fremmede mand, Casper Kastrup, bliver spillet af skuespilleren Esben Dalgaard Andersen.

Dokumentaren er én lang rekonstruktion af Amandas møde med den charmerende Casper og den måde, deres forhold udvikler sig på. For det varer ikke længe, før Amanda mærker, at der er noget, Casper ikke fortæller om sig selv.

I dokumentarens anslag går Amanda i Kastrup lufthavn ud og ind af sin rolle, idet hun både spiller sig selv og viser skuespilleren og filmholdet, hvordan Casper så ud, og hvordan han opførte sig i den situation, de skal rekonstruere.

Dokumentarfilmen er nyskabende i sin fremstillingsform. Den henter træk fra flere forskellige dokumentariske former. Instruktøren undgår en moraliserende stil til fordel for en ren iagttagende form uden stærke dramatiske virkemidler. Æstetikken signalerer neutralitet, og som modtagere bliver vi inviteret med indenfor i Amandas lejlighed og på date på et hotel. Vi forføres med Amanda af Caspers talegaver, store armbevægelser og gavmilde væremåde.

Undervejs træder instruktøren flere gange eksplicit frem på dokumentarfilmens lydside med uddybende spørgsmål til Amanda. Hvorfor gjorde hun, som hun gjorde, og hvordan reagerede hun på særligt bemærkelsesværdige situationer? I sine svar ser Amanda direkte ind i kameraet. Dette styrker autenticiteten i filmen, og vi får som tilskuere besvaret nogle af de spørgsmål, vi gerne selv ville have stillet Amanda.

Et andet nyskabende træk ved dokumentaren er inddragelsen af den kommunikation, der er foregået mellem Amanda og Casper på de sociale medier. Dokumentarfilmen demonstrerer, hvordan brugen af sms og Facebook får en væsentlig rolle i etableringen af deres kærlighedsrelation. Dermed viser dokumentarfilmen de mulige konsekvenser af at vise overdreven tillid til såvel de sociale medier som til fremmede mennesker.

Foto: Henrik Bohn Ipsen / Made in Copenhagen

Særfagligt

'En fremmed flytter ind' er velegnet til mediefag på B- og C-niveau i forløb om fx

  1. Fakta og fiktion
  2. Medieetiske problemstillinger
  3. Fakta og fiktion med kærlighed som tema

Kernestof på C-niveau

  • De grundlæggende træk ved fakta og fiktion samt blandinger mellem disse former
  • Analysere formidlingen af kommunikation på de sociale medier
  • Dramaturgiske modeller og fortælleforhold
  • Træne næranalytiske færdigheder herunder den mediefaglige terminologi

Kernestof på B-niveau

  • Analyse af dramaturgiske modeller og fortælleforhold
  • De grundlæggende træk ved fakta og fiktion samt blandinger mellem disse former
  • Træne næranalytiske færdigheder herunder den mediefaglige terminologi
  • Analysere formidlingen af kommunikationen på de sociale medier
  • Behandle problemstillinger i samspil med andre fag
Foto: Henrik Bohn Ipsen / Made in Copenhagen

Opgaver og øvelser

Øvelser under filmen

  • Notér, hvordan dokumentarfilmen er struktureret.
  • Notér, hvordan de filmiske virkemidler og dokumentariske virkemidler anvendes. Overvej deres funktion.
  • Tag noter til personkarakteristikker af Amanda og Kasper med konkrete eksempler fra dokumentarfilmen.

Opgaver efter filmen

  • Foretag en tematisk analyse af filmen, og diskutér filmens præmis og relevans. (C- og B-niveau)
  • Lav et storyboard til et anslag til en fiktionsfilm, der har samme tema som 'En fremmed flytter ind'. I skal argumentere for, hvilken genre/r I har valgt og hvorfor. (B-niveau)
  • Vælg en anden film (fakta eller fiktion), der behandler samme tema, og foretag en kvalificeret sammenligning med 'En fremmed flytter ind'. (B-niveau)
  • Analysér udvalgte uddrag i forhold til de filmiske og dokumentariske virkemidler og deres funktion. Desuden skal I finde dokumentartræk fra forskellige dokumentarformer og argumentere for den primære dokumentarform. I skal også diskutere uddraget i forhold til dokumentarfilmens dramaturgi (jævnfør berettermodellen).
    • C-niveau: Analysér slutningen af scenen, hvor Amanda konfronterer Casper med, at de bliver overvåget. Se Klip 1.

    • B-niveau: Analysér begyndelsen af afsnittet Sandhedens time. Se Klip 2.

SE KLIP 1

SE KLIP 2

Tværfagligt

Filmen lægger op til mange interessante og vedkommende diskussioner ikke bare i mediefag, men også i andre fag som dansk og psykologi.

I dansk og mediefag kan en mediefaglig analyse suppleres med en danskfaglig analyse af kommunikationen mellem de to personer på de sociale medier. Hvilken rolle kan de sociale medier få i en opbygning af en relation med en anden? Hvordan kan det etableres? Hvordan kan det formidles?

I et samarbejde mellem mediefag og psykologi kan det være relevant at se på dokumentarens fremstilling af en person med grænseoverskridende adfærd. Mediefaglig analyse: Hvordan bliver personerne og deres møde fremstillet? I psykologi: Hvad kendetegner grænseoverskridende personer, og hvordan kan Kasper karakteriseres som sådan? Diskutér, hvorfor Kasper handler, som han gør?

Foto: Simon Dixgaard / Made in Copenhagen

Links og litteratur

Bøger

  • Andersen, Kirsten og Jan Foght Mikkelsen: Dokumentaren i undervisningen. L&R Uddannelse 2009. (Kapitel 1 om dokumentargenren, kapitel 3 om dokumentarformer og kapitel 5 om etik i dokumentaren).
  • Granild, Dorte og Mette Wolfhagen: Dox. Lindhardt og Ringhof 2016. (kapitel 3. De klassiske dokumentargenrer og kapitel 4 den poetiske, refleksive og performative dokumentargenre).
  • Ward, Poul.: Documentary. Margins of Reality. Wallflower Press. 2005. (2. Fiction and nonfiction: The great divide? Eller læs den danske oversættelse i Kosmorama nr. 242 se artikler).

Artikler

  • Schepelern , Peter.: Rekonstruerede sandheder.  Artikel i Kosmorama nr. 242. 2008  Mellem fakta og fiktion.
  • Ward, Poul.: Adskilte verdener? Artikel i Kosmorama nr. 242. 2008 Mellem fakta og fiktion. (Nogle kernepunkter i diskussionen om fiktion, fakta og dokumentarisme.)

Links

Podcast som dokumentaren bygger videre på.

Læs om filmiske virkemidler og dramaturgi i Filmcentralens Filmleksikon:

Foto: Simon Dixgaard / Made in Copenhagen