Didaktiske overvejelser
Filmen kan ses i sin fulde længde, eller man kan nøjes med et afsnit om den ene af forskerne. Der krydsklippes ikke mellem de tre forskeres undersøgelser.
I forbindelse med Øvelse 1 i elevdelen kan man overveje at inddele holdet i grupper med hver deres fokusområde allerede inden filmen.
![](https://filmcentralen.dk/sites/default/files/styles/dfi_scale_1020_wysiwyg/public/Still5_into%20the%20ice_%20c%20Lars%20Ostenfeld%20%282%29_preview_1.jpg?itok=8AMJ8MgF)
Særfagligt
I naturgeografi er klimaforandringer centralt kernestof. Filmen egner sig som introduktion til den globale opvarmnings konsekvenser på både naturgeografi C- og B-niveau. Særligt filmens fokus på forskellige metoder til undersøgelse af isafsmeltningen egner sig til B-niveau.
Kernestofområder på C-niveau:
- Klimaændringer og samfundsudviklingens klimapåvirkning
- Vandets kredsløb, herunder grundvandsdannelse samt udnyttelse af vandressourcer
Kernestofområder på B-niveau:
- Klimaændringer i forskellig tidsskala og samfundsudviklingens klimapåvirkning
- Det globale vindsystem, havstrømme og klimasystemet herunder klimazoner og plantebælter
- Vandets kredsløb herunder grundvandsdannelse samt udnyttelse af vandressourcer
Faglige mål på C-niveau:
- at give en beskrivelse af udviklingsforløb og processer i naturen og menneskets omgivelser baseret på empiriske data og observationer
- at demonstrere viden om naturgeografis identitet og metoder
Faglige mål på B-niveau:
- at planlægge og gennemføre eksperimentelt arbejde herunder systematiske feltobservationer og feltmålinger vedrørende geofaglige fænomener
- at demonstrere viden om fagets identitet og metoder
- at opsøge, kvalitetsvurdere, fortolke og anvende et spektrum af geofaglige repræsentationsformer såsom tekster, data, kort, diagrammer, profiler, figurer, analoge og digitale billeder, såvel som at reflektere over troværdighed og anvendelighed af ekspertudsagn
![](https://filmcentralen.dk/sites/default/files/styles/dfi_scale_1020_wysiwyg/public/Into%20the%20Ice_Still2_Into%20the%20Ice_c%20Lars%20Ostenfeld_preview_0.jpg?itok=EoHQ_Ud9)
Tværfagligt
Filmen kan anvendes i et forløb om klimaforandringer i Naturvidenskabeligt Grundforløb (NV), hvor biologi fokuserer på liv i isen eller overlevelse under arktiske forhold. Fysik kan undersøge vands massefylde ved forskellige temperaturer og saltindhold, samt drivkræfterne bag den thermohaline cirkulation.
Filmen kan også anvendes i et tværfagligt forløb med samfundsfag, hvor samfundsfag undersøger de politiske niveauers reaktion på klimaforandringerne. Samfundsfag kan også søge en sociologisk forklaring på den nølende, globale klimahandling.
![](https://filmcentralen.dk/sites/default/files/styles/dfi_scale_1020_wysiwyg/public/Still6_into%20the%20ice_c%20Lars%20Ostenfeld_preview%20%281%29_0.jpg?itok=CUXdDzse)