Så meget godt i vente Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Særfagligt
  • Tværfagligt
  • Forslag til klassearbejde
  • Links og litteratur

Om filmen

'Så meget godt i vente' er en smuk dokumentar, hvor vi følger årets gang på det biodynamiske landbrug Thorshøjgaard i Nordsjælland. Den tidligere DTU-forsker Niels Stockholm har dedikeret sit liv til bæredygtigt landbrug og lever efter antroposofiens regelsæt om, at alt i universet hænger sammen. Råvarerne fra Thorshøjgaard sælges blandt andet til Michelin-restauranten Noma og benyttes endvidere i politisk sammenhæng til større arrangementer, hvor bæredygtighed er på menuen. Alligevel lever Niels Stockholms produktion og hans husdyrs levevilkår ikke op til myndighedernes love og regler. Thorshøjgaard må derfor regelmæssigt kæmpe for sin plads i verden.

Filmen giver et godt indblik i den biodynamiske tankegang om universel bæredygtighed og er hjulpet godt på vej af en æstetik med smukke farver og rolig klipperytme.

Foto: DOXBIO

Særfagligt

Naturgeografi C + B

Landbrugets udvikling, bæredygtighed, klima-aftryk, ressourcer, biodynamisk landbrug

I en allerede overbefolket verden er det relevant at arbejde med, hvordan vi får skabt mad nok til alle. Flere mennesker kommer til, og flere mennesker lever under ustabile vilkår og mangel på føde. Hvordan skaber vi mad uden at ødelægge planeten eller bidrage til fortsatte klimaforandringer? Biodynamisk landbrug er her et alternativ, der giver os mulighed for en mere bæredygtig produktion i fremtidens landbrug.

Filmen kan fint indgå i undervisningen i forhold til en diskussion af landbrugets generelle udvikling over de seneste århundreder og klodens fordeling af befolkning og ressourcer. Hvilke problematikker angående landbruget står I-lande overfor? Dyrker man landbrug anderledes andre steder i verden? Hvilke fordele og ulemper er der ved de forskellige typer landbrug (konventionelt, økologisk og biodynamisk)? Hvordan er de politiske dagsordener i forhold til landbrugsproblematikker på nationalt og internationalt niveau?

Foto: DOXBIO

Tværfagligt

Filmen kan indgå i et tværfagligt forløb mellem mediefag/dansk og naturgeografi med fokus på fremstillingen af landbrugsproblematikker i forskellige medier. I et forløb med udgangspunkt i 'Så meget godt i vente' kan eleverne først og fremmest arbejde med at definere, hvad der forstås ved biodynamisk landbrug. Herfra kan der arbejdes videre med forskellige typer af landbrug samt den tidsmæssige og redskabsmæssige udvikling af landbruget. I denne forbindelse kan man komme ind på de problematikker, der ses ved dyrkning af afgrøder og husdyravl.

Man kan også arbejde med de aktuelle miljø- og klimadebatter og derved komme igennem nogle af de helt centrale problematikker i naturgeografi. Filmen vil bidrage til forløbet med flot filmæstetik og ikke mindst et fokus, som sætter livsfilosofier op mod samfundets regler. 'Så meget godt i vente' bidrager til en vigtig global debat.

Forslag til klassearbejde

I grupper og i klassen

  • Tre grupper forklarer om henholdsvis konventionelt, økologisk og biodynamisk landbrug med fokus på deres fordele og ulemper. En fjerde gruppe taler om de politiske tiltag.
  • Klassen skal diskutere pointer fra filmen: Skal man følge EU's restriktioner og dyrevelfærdsregler 100 procent? Eller skal man følge sine egne overbevisninger om god dyreetik ligesom Niels Stockholm?
  • 'Så meget godt i vente' sammenholdes med en anden film. Det kan være 'Food Inc.' (Filmstriben) eller 'Cowspiracy' (Netflix). På bagrund af en af de to film diskuterer klassen problemstillinger ved masseproduktion, monokultur, genmodificerede fødevarer mv.
  • Besøg et biodynamisk landbrug og et konventionelt landbrug.
Foto: DOXBIO

Links og litteratur

Naturgeografi - vores verden (kap 10), Mangelsen, Jimmy m.fl. (2011), Geografiforlaget.

Biodynamisk landbrug:

Om Thorshøjgaard:

Geoviden 4, 2014, om nitrat:

Geoviden 2, 2008, om landbrug i u-lande:

Supplerende film

  • 'Food Inc.' (2010) – på Filmstriben
  • 'Cowspiracy' (2014) – på Netflix