’Troldkarlen’ er Anders Østergaards poetiske fortælling om den svenske (jazz)pianist Jan Johansson. Filmen er formet som en række kronologiske nedslag i forskellige faser af Jan Johanssons liv, fra barndommen til hans død som 37-årig i 1968. Fortællingen bæres frem ved hjælp af interviews med familie, venner og musikere, der hver især blotlægger bærende temaer i hans liv. Fortællingen er smukt oplyst af private billeder og optagelser fra Jan Johanssons barndom og ungdom. Sjældne koncertoptagelser fra jazzhuset Montmartre i St. Regnegade og arkivmateriale fra diverse udsendelser på SVT, som Jan Johansson medvirkede i, indgår også. Jan Johansson selv kommer ikke til orde i fortællingen – kun via sin musik, der gennem hele filmen fungerer som ’soundtrack’ til billeder og interviews. Der synes at være en væsentlig pointe i dette valg: Jan Johansson forstås og udtrykte sig bedst gennem musikken. 

Det centrale spørgsmål i ’Troldkarlen’ synes at være: Hvem var Jan Johansson? Åbningssekvensen tematiserer netop forholdet mellem det umiddelbart kendte og nærværende i musikken og det ukendte og fraværende menneske bag den. Efter indledningen følger en sekvens med klip fra hans opvækst fortalt af lillesøsteren, og filmen går videre til hans 'formative år' med uddannelsen til civilingeniør og den spirende interesse for musik. 

Efter denne indledning skifter filmen. Pludselig tales der dansk, og flere minutter forløber, uden at der overhovedet refereres til Jan Johanson. I stedet kommer der en introduktion til det gamle jazzhus Montmartre i St. Regnegade; om de amerikanske berømtheder som spillede dér og klubbens betydning for det danske jazzmiljø med sine 10.000 medlemmer. Via Stan Getz og hans svenske kone kommer Jan Johanson tilbage i filmen igen. Man forstår, at både referencen til Montmartres vigtighed og inddragelsen af Stan Getz er historisk vigtig i fortællingen om Jan Johansons liv, men samtidig er med for at etablere en målestok for musikeren Jan Johansons format. Det danske visit inkluderer både en introduktion til hans spillestil og ros fra anerkendte musikere som Stan Getz og Oscar Pettiford, samtidig med at en af jazzkulturens kerneværdier om at være sig selv, at være original osv. betones igen og igen i beskrivelsen af Jan Johanson.

Foto: Angel Productions

Filmen skifter brat igen, lige så brat som Jan Johanson ifølge filmen forlod jazzmiljøet i København. Han måtte videre – i dette tilfælde til et rækkehus og til et liv med kone og børn. Skiftet tilbage til Sverige markerer samtidig filmens afsluttende del, hvor man lærer flere af Jan Johansons mere eksperimenterende sider at kende og sporadisk følger tilblivelsen af den unikke sound på de mest kendte af hans indspilninger – fx ’Jazz på svenska’ fra 1964. På dette tidspunkt i filmen opnår man en vis forståelse for mennesket, men især musikeren Jan Johanson – om end det betones af de interviewede, at var han svær at lære at kende, selv hvis man kendte ham godt. Han var et tilbageholdende og genert menneske med en iboende stille galskab. 

Filmen slutter med omstændighederne omkring hans død – en trafikulykke, hvor han støder frontalt sammen med en bus og dør på stedet. Afslutningsscenen dramatiseres ved at lade en journalist fortælle om et afgørende interview, som hun fik lavet med ham blot 10 dage før hans død – og hvor den pågældende journalist i forbindelse med et andet interview ringer forgæves til Jan Johanson klokken fem om morgenen den dag, han dør, fordi han var det eneste søde og venlige kendte menneske, hun kunne komme i tanke om. En afslutningsreplik, der lader forstå, hvilket prægtigt menneske han var. 

Filmen er seværdig alene på grund af sine filmiske kvaliteter. Anders Østergaard formår med ’Troldkarlen’ at få komponeret en sjældent poetisk dokumentarfilm, hvor samspillet mellem billeder, interviews og musik spiller med samme lethed som Jan Johansson ved klaveret.