Didaktiske overvejelser
De tre opgaver efter filmen rummer forskellige vinkler på emnet. De kan udarbejdes i timerne, eller som større øvelsesopgaver. Opgave 3 kan med fordel anvendes i forbindelse med et forløb i historie om Israel-Palæstina-konflikten. Opgave 1 og 2 kan i princippet anvendes uden et Israel-Palæstinaforløb, blot som metodeøvelser i historie.
Særfagligt
’Uskyld’ er velegnet i historie i forbindelse med metode og historiebrug. I særdeleshed i forbindelse med erindringshistorie og skabelsen af national identitet. Selve dokumentaren kan også analyseres som en kilde i historieformidling. Desuden kan ’Uskyld’ benyttes i forlængelse af et forløb om Israel-Palæstina-konflikten.
Filmen kan anvendes på alle niveauer i gymnasiet. Men i lyset af filmens barske emne om selvmord blandt værnepligtige tilrådes det at arbejde med den i 3.g.
Kernestofområder:
- Kultur i nationale og globale sammenhænge
- Historiebrug og -formidling
- Væsentlige nationale, regionale og globale konflikter og samarbejdsrelationer
Faglige mål:
- Analysere konflikters opståen og håndteringen af disse
- Reflektere over mennesket som historieskabt og historieskabende
- Demonstrere viden om fagets identitet og metoder
- Anvende historisk-kritiske tilgange til at indsamle, bearbejde, og remediere forskelligartet historisk materiale og forholde sig kritisk og reflekterende til historiebrug
Tværfagligt
‘Uskyld’ lægger op til fagligt samspil med samfundsfag, fx i forbindelse med socialisering, normer, grupper, kultur og identitet. Det er også oplagt at arbejde tværfagligt med dansk og mediefag.