80-årige Else Marie Pade er et af dansk musikhistories store fænomener, som har fået en renæssance blandt teknopublikummet. Pades musik har sin oprindelse i hendes livshistorie. Som barn var hun tit syg og sengeliggende. Hun lyttede til lydene omkring hende - på trappen, fra gården og fra stuen ved siden af. Her begyndte hendes lydunivers at tage form. Under anden verdenskrig blev Pade taget til fange af Gestapo og isolationsfængslet. I fængslet begyndte hun at komponere musik og kradsede noderne ned på væggene med sit hofteholderspænde. Da hun efter krigen hørte den franske avantgardes konkretmusik, gik det op for hende, at den mindede om de lyde, som hun havde hørt siden sin barndom, og at det var den musik, hun ville komponere. Hun blev den første dansker, som viede sit liv til konkret og elektronisk musik - men måtte vente næsten 50 år, før den blev anerkendt. Denne dokumentarfilm fortæller om Pades liv og lydunivers.
Filmtype
Kategori
Produktionsland
Produktionsselskab