Ulrik Wivels dokumentarfilm 'Roskilde' er et portræt af Roskilde Festival – mest på godt, men også på ondt. Måske er en ny undergenre født? Ekstra Bladet kaldte i hvert fald filmen for en festivaldokumentar. 

Filmen er dramaturgisk opbygget, så flere års optagelser fortæller om en festival fra forberedelse, over afvikling og til afslutning. Måske netop fordi ungdoms- og festkulturen ikke har ændret sig synderligt, mærker man hverken i tid, kultur eller stil, at filmen er blevet til over så lang tid. Optagelserne til filmen har fundet sted fra 2000 til 2007 – optaget over fire dage hvert år. 

Om Roskilde Festivals identitet siger Leif Skov, festivalens mangeårige leder: ”Hvis Roskilde-identiteten havde været nem at beskrive, så havde man ladet sig lokke ud i at gøre det – så havde det også været forholdsvist nemt at putte i en kopimaskine og lade ske andre steder”. Festivalens identitet eller væsen er netop det, som instruktøren Ulrik Wivel ønsker at indfange. 

Foto: Barok Film

Filmens anslag er en montage. Vi står midt i en koncert, farveglimt, dobbelteksponeringer og splitscreen, fortællerstemmen er Leif Skov. Det dramatiske højdepunkt præsenteres: tragedien på Orange Scene i 2000, hvor ni unge mennesker mistede livet under en Pearl Jam-koncert. Først senere i filmen berøres emnet igen med Leif Skovs argumentation for at fortsætte festivalen.  

Filmen følger mange forskellige handlinger – flygtigt og kortvarigt ligesom selve Festivalen. Personerne, som vi stifter bekendtskab med, er alle folk, der er med til at skabe rammerne for festivalen. Vi møder scenearbejdere, frivillige, konferencierer, musikere og publikum i toiletkøer. Vi møder forskellige kliker på festivalpladsen, der har travlt med at drikke, tale om sex, ryge en fed osv. En rødhåret svensk inkarneret Roskildefan med Orange Scene tatoveret i nakken kommer med en flok unge i en pink bus. På gebrokkent engelsk spørger en udlænding om vej til Roskilde og vil gratis ind. Det kan man sådan set godt, hvis man springer over hegnet, viser det sig senere i filmen. Alle de forskellige handlingstråde er med til at portrættere Roskilde Festival som stemning, ekstase og fællesskab.

'Roskilde' er ikke en koncertfilm, men vi stifter kort bekendtskab med bl.a. Franz Ferdinand, The Editors, Rufus & Martha Wainwright, Sonic Youth og Mew. Det observerende kamera følger en coladrikkende Peter Belli og slipper ham først, da han er kommet ud på scenen. Selvom musikken er festivalens omdrejningspunkt, er det snarere de menneskelige bedrifter og relationer, der er filmens omdrejningspunkt.

Foto: Barok Film