Så kort og mærkeligt livet er Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Særfagligt
  • Tværfagligt
  • Litteratur og links

Om filmen

Anders Østergaards film ”Så kort og mærkeligt livet er” er kontant illusionskunst. Den er ikke, hvad den giver sig ud for at være: en film hvor den afdøde forfatter Dan Turell fortæller om sit liv, og hvor vi bl.a. bliver vidne til samtaler med hans kone Chili Turell og hans mor Inge Turell.

Illusionen om selvportrættet er kun blevet en slående realitet, fordi instruktøren har taget sig den fulde frihed til at vende op og ned på fakta og fiktion, og her har tyet til de virkningsfulde kneb, som kendes fra montage og iscenesættelse.

På trods af bedraget fremstår resultatet som en livsmunter, fabulerende og meget mediebevidst film, hvis man ellers er til Dan Turell. Med andre ord har Anders Østergaard med denne film tilladt sig selv at fabulere over forskellige dele af Turells livsbane, og titlen kan mest af alt læses som hans ræsonnement over Turells livsforløb.

En film som man uden de store problemer kan inddrage i flere uv-forløb, når blot man har gjort sig klart, at her har vi at gøre med en film, der genremæssigt ligger i det åbne rum mellem fiktionen og dokumentaren. Den er imidlertid hverken dokudrama (faktuelt indhold der er dramatiseret ved hjælp af fiktive tiltag) eller dramadok (fiktivt indhold fortalt i en udpræget dokumentarisk form), men lidt af en mellemting. Alligevel er det givtigt at give sig i kast med denne film, fordi den i sin formidling er så åben og (overvejende) gennemskuelig i sin forvaltning af fiktions- og faktakoder.

Filmen er sammensat af nyt materiale og materiale hentet fra bl.a. DR’s radio- og tv-arkiv samt gamle danske film. Det nye materiale er kommet i stand ved at iscenesætte konstruerede situationer fra Dan Turells liv. Situationer, man efter al sandsynlighed ville kunne forestille sig have fundet sted. Til denne type hører samtaler med moderen, med Chili Turell, Dan Turell på Skydebanens legeplads og slentrende på Vesterbro, hvor skuespilleren Lars Bom i alle situationer har anlagt sig Turells fysiognomi og iklædt sig forfatterens typiske og velkendte dress.

På filmens lydspor hører vi Turells umiskendelige stemme guide os gennem glimt fra sin livshistorie, startende dengang i puberteten, hvor han som teenager for første gang hørte om menstruation og videre over milepælen, da han forlod hjemstavnen i Vangede og over hans turnéren som forfatter og afsluttende med hans bisættelse fra Arbejdermuseet i København. Under denne fremførelse af ”livserindringer” er mixet og de bratte skift mellem fiktiv iscenesættelse og faktuel gengivelse meget iøjnefaldende, men alligevel lader man sig gerne med åbne øjne forføre af voice overens forsøg på at tildække denne frie fabuleren med et anstrøg af autenticitet.

Filmen er sine steder fortalt i et meget melodisk, frapperende tonefald. Indklippene med bluesmusikeren Sonny Boy Williamson (med nummeret Bye Bye Bird) og bluessangerinden Sister Rosetta Tharpe (This Train) giver filmen en sanselighed og rytme, som understreger, at det er filmens æstetiske udformning, der på afgørende vis tilskynder publikum til selv at fabulere. Man skal med andre ord ikke forvente sig en portrætfilm i en traditionel dokumentarisk indpakning, som det f.eks. er tilfældet med Lars Movins og Steen Møller Rasmussens: ”Onkel Danny –Portræt af en Karma Cowboy” fra 2002.

Som modtagere danner vi os altid billeder af det personlige ophav til kunst: forfatteren, komponisten og filminstruktøren. Men spørgsmålet er, hvor stor frihed man har til at fabulere herom. Det kan give anledning til udbytterige faglige diskussioner med eleverne. Filmen skaber således en spænding mellem at lade sig opsluge af filmens univers, som det nu engang sker med fiktion, og at holde sig stringent til facts. 

Særfagligt

DANSK (2.G OG 3.G) 

Som led i et mediefagligt forløb om forskelle mellem fiktions- og dokumentarfilm er det oplagt at inddrage filmen og lade den være en eksponent for det genrehybride. En slags fusion af fiktion og dokumentar, men også – mest af alt i kraft af – en slags billeddigt, fordi den er så legende musikalsk i sit udtryk.

Denne lidt generelle vinkling er én mulighed for at lade eleverne arbejde med at blive bevidst om fiktions- og faktakoder og ikke mindst den tiltagende gråzone, hvor flere og flere genrefacetter af det fiktive og faktuelle konvergerer. Her tænkes især på de passager af filmen, hvor lydsidens rytmisk messende voice over modsvares af en meget smuk og flot pulserende billedside bestående af flere billedlag: f.eks.sekvensen, hvor Dan Turell fortæller, at han flytter hjemmefra og kirsebærtræerne blomstrer og kirsebærtræerne blomstrer og kirsebærtræerne blomstrer…….

Ligesom filmmediets sproglige dimension også lader sig tematisere.

En anden og lidt mere traditionel tilgang er at bruge filmen som en del af et forløb om biografigenren/forfatterportrætter og her blandt andet tage stilling til, hvad der er væsentligt at vide om en forfatter.

Størst udbytte af filmen vil man kunne få i 2. og især 3.g, fordi arbejdet forudsætter et vist minimum af abstraktion for at kunne trænge igennem og bagom filmens overflade af umiddelbar fascination. Altså en mediefaglig analyse, som fokuserer på det metafaglige plan ved filmen.

MEDIEFAG (C- OG SPECIFIKT B-NIVEAU)

Filmen vil være oplagt at inddrage i mediefag. F.eks. i et forløb med dokumentariske portrætfilm. Især fordi den på en så overbevisende måde fusionerer fiktion og fakta. Og det ville være lige så naturligt at lade den få følgeskab af instruktørens beslægtede film om rockorkestret Gasolin fra 2006. Hvis man skal nå frem til et fuldgyldigt billede af den dokumentariske portrætfilm, skal man f.eks. kombinere disse værker af Anders Østergaard med eksempler på den mere nøgterne, traditionelle dokumentarfilm.

Et eksempel herpå kunne være Jørgen Flindt Pedersens film Besat fra 2003 (5 palæstinensere fortæller om deres liv på Vestbredden og i Gaza), Helle Hansens BZ, 2006 (om bz-bevægelsen) og Asger Leths Ghosts of Citè Soleil, 2007 (om livet i ghettoen Citè Soleil på Haiti). Disse film er stilmæssigt vægtet så forskelligt, at man ved at se dem kan udforske og diskutere portrætgenrens styrker og begrænsninger i relation til brugen af fiktiv iscenesættelse kontra brugen af deciderede faktakoder. Endelig er det selvfølgelig værd at sammenligne med Lars Movin og Steen Møller Rasmussens ”Onkel Danny – portræt af en Karma Cowboy” (2002).

Tværfagligt

Se ovenfor. Man kunne selvsagt lade de to fag samarbejde om et forløb omkring forskelle mellem fiktion og fakta og specifikt undersøge, hvad blandingen mellem dem medfører for vores opfattelse af kunstværkets status.

Litteratur og links

Benedicte Kieler & Klaus P. Mortensen (red.): "Gads danske litteraturleksikon Litteraturens Stemmer", Gads Forlag 1999

John Mogensen (red.): Dan Turéll. Et udvalg omkring én generation, Dansklærerforeningen 1981

Lars Movin: "Charlie Parker i Istedgade", Jazz Special, nr.72, oktober-november 2003

Erik Skyum Nielsen: ”Man forestiller sig for meget og praktiserer for lidt”, interview i Modsprogets proces, Arena 1982

Mimi Olsen & Hans Oluf Schou(red.): "Levende Billeder", Systime 2007

SUPPLERENDE FILM

Morten Hartz Kapler: AFR – I sandhed en utrolig løgn, 2007. Undervisningsmateriale til filmen.

Lars Movin & Steen Møller Rasmussen: Onkel Danny – Portræt af en Karma Cowboy. Undervisningsmateriale til filmen

2002 Anders Østergaard: Gasolin, 2006. DFI har lavet to forskellige undervisningsmaterialer til filmen: materiale 1 / materiale 2