Anders Østergaards film 'Så kort og mærkeligt livet er' er kontant illusionskunst. Den er ikke, hvad den giver sig ud for at være: en film, hvor den afdøde forfatter Dan Turèll fortæller om sit liv, og hvor vi bl.a. bliver vidne til samtaler med hans kone, Chili Turèll, og hans mor, Inge Turèll.

Illusionen om selvportrættet er kun blevet en slående realitet, fordi instruktøren har taget sig den fulde frihed til at vende op og ned på fakta og fiktion og her har tyet til de virkningsfulde kneb, som kendes fra montage og iscenesættelse.

På trods af bedraget fremstår resultatet som en livsmunter, fabulerende og meget mediebevidst film, hvis man ellers er til Dan Turèll. Med andre ord har Anders Østergaard med denne film tilladt sig selv at fabulere over forskellige dele af Turèlls livsbane, og titlen kan mest af alt læses som hans ræsonnement over Turèlls livsforløb.

En film som man uden de store problemer kan inddrage i flere uv-forløb, når blot man har gjort sig klart, at her har vi at gøre med en film, der genremæssigt ligger i det åbne rum mellem fiktionen og dokumentaren. Den er imidlertid hverken dokudrama (faktuelt indhold dramatiseret ved hjælp af fiktive tiltag) eller dramadok (fiktivt indhold fortalt i en udpræget dokumentarisk form), men lidt af en mellemting. Alligevel er det givtigt at give sig i kast med denne film, fordi den i sin formidling er så åben og (overvejende) gennemskuelig i sin brug af fiktions- og faktakoder.

Foto: Everest Pictures

Filmen er sammensat af nyt materiale og materiale hentet fra bl.a. DR’s radio- og tv-arkiv samt gamle danske film. Det nye materiale er kommet i stand ved at iscenesætte konstruerede situationer fra Dan Turèlls liv. Situationer, man efter al sandsynlighed ville kunne forestille sig have fundet sted. Til denne type hører samtaler med moderen, med Chili Turèll, Dan Turèll på Skydebanens legeplads og slentrende på Vesterbro, hvor skuespilleren Lars Bom i alle situationer har anlagt sig Turèlls fysiognomi og iklædt sig forfatterens typiske og velkendte dress.

På filmens lydspor hører vi Turèlls umiskendelige stemme guide os gennem glimt fra sin livshistorie, startende dengang i puberteten, hvor han som teenager for første gang hørte om menstruation og videre over milepælen, da han forlod hjemstavnen i Vangede og over hans turnéren som forfatter og afsluttende med hans bisættelse fra Arbejdermuseet i København. Under denne fremførelse af ”livserindringer” er mixet og de bratte skift mellem fiktiv iscenesættelse og faktuel gengivelse meget iøjnefaldende, men alligevel lader man sig gerne med åbne øjne forføre af voice overens forsøg på at tildække denne frie fabuleren med et anstrøg af autenticitet.

Filmen er visse steder fortalt i et meget melodisk, frapperende tonefald. Indklippene med bluesmusikeren Sonny Boy Williamson (med nummeret Bye Bye Bird) og bluessangerinden Sister Rosetta Tharpe (This Train) giver filmen en sanselighed og rytme, som understreger, at det er filmens æstetiske udformning, der på afgørende vis tilskynder publikum til selv at fabulere. Man skal med andre ord ikke forvente sig en portrætfilm i en traditionel dokumentarisk indpakning, som det fx er tilfældet med Lars Movin og Steen Møller Rasmussens 'Onkel Danny –Portræt af en Karma Cowboy' fra 2002.

Som modtagere danner vi os altid billeder af det personlige ophav til kunst: forfatteren, komponisten og filminstruktøren. Men spørgsmålet er, hvor stor frihed man har til at fabulere herom. Det kan give anledning til udbytterige faglige diskussioner med eleverne. Filmen skaber således en spænding mellem at lade sig opsluge af filmens univers, som det nu engang sker med fiktion, og at holde sig stringent til facts. 

Foto: Everest Pictures