Før og efter talefilmen: Et marked svinder ind
I grove træk kan man dele historien om dansk film op i perioderne før og efter tonefilmen – eller talefilmen, som man måske mere beskrivende kan kalde den. Internationalt regner man den amerikanske 'The Jazz Singer' (1927) for den første talefilm, og den første rent danske talefilm var 'Præsten i Vejlby' i 1931. Begge var karakteriseret af det særlige, til forskel fra stumfilmen, at man nu teknisk kunne synkronisere billede og lyd. Det betød, at man for første gang i filmens 30-årige historie kunne høre skuespillerne tale. På sin vis en relativt lille teknisk udvikling af filmmediet, men en udvikling, som skulle få dramatiske konsekvenser for ikke mindst dansk film.
Danmark var i stumfilmtiden en væsentlig spiller på det internationale marked. Nordisk Film, som blev grundlagt i 1906, solgte film til det meste af verden, og fra omkring 1910 og frem til Første Verdenskrig så intet ud til at kunne stoppe succesen. Pengene rullede ind. Men verdenskrigen blev begyndelsen til enden på dansk films rolle som én af de store filmnationer. De danske films traditionelle eksportmarkeder – bl.a. Tyskland, England og Rusland – svandt ind. Og på samme tid begyndte amerikansk film for alvor at etablere sig internationalt. Resultatet var, at dansk film nu pludselig var langt mere afhængig af det danske marked end i filmens første årtier. Noget, der blev endeligt slået fast med talefilmen. Stumfilm var lette at sælge internationalt, idet der ikke var nogen væsentlig sprogbarriere. Stumfilmenes få ”replikker” blev vist som mellemtekster, der var lette at skifte fra land til land. At versionere talefilm var en langt mere besværlig proces, og de lod sig derfor ikke let eksportere.
Blandingen af ugunstige markedsvilkår og filmens tekniske udvikling gjorde, at vi fra omkring 1930 stod med en dansk filmindustri, som pludselig skulle leve udelukkende af et lille, lokalt marked.
Eskapisme og massekultur
Dansk film genoplever aldrig den internationale storhedstid, vi havde omkring 1910. Men filmen forbliver en af mellemkrigstidens dominerende former for massekultur – også i Danmark. Alene i København blev der i 1935 solgt mere end 11 millioner biografbilletter. Til sammenligning blev der i 2006 solgt knap 13 millioner billetter i hele Danmark. Danskerne så altså film i stor stil. Men hvad var det så for nogle film?
De to store skift – fra stumfilm til tone og fra eksport til lokalt produkt – fik stor betydning for de danske film. Den første danske talefilm, Præsten i Vejlby (1931), var baseret på St. St. Blichers novelle, og her var tale om en respektfuld litterær filmatisering. En genre, der altid har været en fast ingrediens i dansk film, måske ud fra devisen, at med et ordentligt stykke litteratur som forlæg må der smitte noget kunst af på filmen.
Men film er og bliver en folkelig og ikke mindst en kommerciel kunstart. Man lavede film for at tjene penge. Og med et pludseligt voldsomt indsnævret marked var det simpelthen nødvendigt at finde opskriften på en ny, folkelig dansk film. Film, som hele befolkningen ville have lyst til at se. Det er således i 1930'erne, at folkekomedien, som også i dag er en kommerciel hjørnesten i dansk film, tager sin begyndelse. Opskriften er enkel: kendte, folkekære skuespillere og entertainere (som fx Marguerite Viby, Liva Weel, Ib Schønberg og Victor Borge), muntre replikker og falde-på-halen-komik, iørefaldende sange, godt med romantik og bredt folkeligt vid. Og først og fremmest højt humør, hvilket vel også var på sin plads i en tid præget af krise og arbejdsløshed.
1930'ernes folkekomedie var på sin vis en flugt fra hverdagen. Men det betyder dog ikke, at filmene ikke giver et interessant billede af deres samtid. Tværtimod. Folkekomediens billede af mellemkrigstidens Danmark er godt nok set gennem et filter af højt humør, men virkeligheden har det alligevel med at titte frem. Folkekomedierne er faktisk en glimrende kilde til deres samtid.
Odds 777 – en klassisk folkekomedie
Et klassisk eksempel på 1930'ernes folkekomedie er George Schnéevoigts 'Odds 777' fra 1932. Den var en af de mest populære af de tidlige talefilm, og den står som en fin repræsentant for periodens tone og stil. I 'Odds 777' finder man en hel række af de træk og temaer, der tegner mellemkrigstidens danske film, og som er at finde i de næste 30 års danske folkekomedier.
Filmen handler om køkkenpigen Hansy Hansen (Liva Weel), som vinder 500 kroner på travbanen og beslutter, at hun for en weekend vil prøve at leve det søde liv. Hun udgiver sig for at være konsulinde og indlogerer sig på et fint hotel i Nordsjælland. Hér møder hun kærligheden i skikkelse af en økonomisk trængt, men godhjertet godsejer. De gifter sig efter mange trængsler, der bl.a. inkluderer et job som Bakkesangerinde og sejren i et trav derby.
Liva Weel var én af tidens største danske revystjerner, og det er naturligt hende, der dominerer filmen. Faktisk er det så meget hendes film, at hun på forteksterne først blot præsenteres som Liva. Folkekomedien er aldrig bange for at lukrere på samtidens populærkultur: Det er Liva, folk vil have, og det er Liva, de får. I spandevis. 'Odds 777' er således båret af Liva Weels bramfri (nogen vil sige grove) revystil. Men det, vi især husker i dag, er hendes sangnumre, skrevet af Kai Normann Andersen som fx de danske evergreens ”Glemmer du” og ”Gå med i Lunden”. Her er 'Odds 777' også meget typisk: Sang og musik er en vigtig ingrediens i dansk film, særligt i perioden fra 1930'erne og frem til 1960'erne. Men hvor man i fx den klassiske Hollywood-film oftest skelner skarpt mellem musicals og ikke-musicals, optræder sangnumrene i 'Odds 777' som en naturlig del af handlingen, uden at man kan kalde filmen nogen egentlig musical. Musikken skildres snarere som en fast del af folkesjælen.
Klasser og kønsroller
Men det er ikke sang og musik alt sammen. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt Danmark i Mellemkrigstiden er et klassesamfund, skal man bare kigge på periodens folkekomedier. Set ovenfra er vi nok et lille land præget af stor lighed. Men nede i filmenes små tætte universer er vi en nation opdelt i klasser. 'Odds 777' er således et veritabelt – og meget let aflæseligt – katalog over de forskellige klasser, vores samfund består af.
Man bliver ikke mere arbejder-folkelig end Liva Weels ramsaltede køkkenpige. Som hun selv formulerer det i en scene, hvor hun står i køkkenet (i kælderen) og forbereder maden til herskabet (som holder til ovenpå): ”Vi hernede kan lave maden, men komme op og spise den, det er vi ikke fine nok til”. Så hun beslutter, at hun vil bruge sin travgevinst på at få en smag af de riges verden. Men hele Liva Weels fremtoning udstråler folkelighed, ikke overklasse, og heri ligger en stor del af filmens komik. En skæg detalje er, at hun på hotellet hele tiden noterer ned, hvor meget ting koster. Det har givetvis vakt genklang i et biografpublikum, hvis hverdag var præget af arbejdsløshed og økonomisk krise. Og hun er naturligvis hele tiden ved at blive afsløret. Bl.a. da hun får besøg af en veninde og hendes mand, der som sangerinde og teltholder fra Dyrehavsbakken er arketypiske jævne danskere: De taler et bredt, fladt københavnsk, og de bestiller karakteristisk nok øl og ikke vin, da de besøger restauranten på det fine hotel.
Parallelt med filmens kortlægning af klasser handler den også om kønsroller. Igen meget typisk for genren. Folkekomedien er fuld af kærlighedshistorier, men under romantikken handler det i høj grad om, hvad der er ”passende”. Det er fx i høj grad passende at blive gift. To af hovedpersonerne i 'Odds 777' er således ugifte kvinder, og filmens mission er at få dem begge godt gift. Liva Weel med sin godsejer og godsejerens datter med den unge tjener, som har et godt øje til hende. Hvor forholdet mellem Liva og godsejeren egentlig forløber rimelig ukompliceret – trods tårer får de uden videre sværdslag hinanden til sidst – er det andet forhold mere besværligt. Godsejerdatteren skal finde et ”passende parti”, og det går ikke for en kvinde fra det finere borgerskab at gifte sig med en tjener. Hun er da også ved at blive bortlovet til en slibrig, men velbeslået mand, da hun gudskelov opdager, at tjeneren i virkeligheden er journalist i forklædning – og dermed socialt noget mere acceptabel.
Dansk folkeliv i billeder og lyd
'Odds 777' starter med et billede af et vajende Dannebrog. Og dette kunne være symbolet på den danske folkekomedie, som den tager form i 1930'erne. Netop i deres folkelighed bliver komedierne en skildring af, hvem vi er som folk og nation.
Filmene er fulde af et mylder af dansk liv. Der er skuespillerne, hvor man ikke mindst blandt birollerne finder arketypiske danske karakterer – tjenere, staldkarle, skrankepaver, kværulanter, børn osv. Og der er de glimt, filmene viser af autentisk dansk folkeliv; en særlig attraktion ved de danske film har altid været, når kameraet flyttes ud af filmstudiet og indfanger verden udenfor, som den så ud. Det kan være en tur op ad Strøget eller Strandvejen, optagelser fra stormagasiner, skolegårde eller dyrskuer – eller som i 'Odds 777' nogle stemningsfulde scener fra travbanen, hvor der tydeligvis er mange almindelige mennesker med i baggrunden.
Endelig kan folkekomedierne dét, at de viser, hvem vi er – eller var. Det, man med et lidt fortærsket ord kan kalde folkesjælen, er komedierne i særlig grad gode til at indfange. Fordi de som masseunderholdning er nødt til at tale direkte til det brede publikum, står de som en slags tidskapsler, der rummer alt dét, der var relevant for helt almindelige mennesker, da filmene blev lavet – alt det nære, det personlige og det menneskelige. Det er alle disse detaljer og småting, der stadig taler til os i dag og gør, at vi med fornøjelse ser de gamle danske film. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at filmene også altid forenkler og fortegner. De er ikke realistiske på samme måde som en dokumentarfilm. Men de fanger noget essentielt i deres samtid.
Folkekomedien er med andre ord en fantastisk kilde til vores nyere Danmarkshistorie. Ikke som dokumentation, men som folkelig, kunstnerisk fortolkning. Både i kraft af sine billeder – og lyden, ikke mindst af vores sprog – og gennem sine tydelige tematiseringer af, hvad der rør sig i nationen. Og alt dette skyldes ikke mindst, at vi med vores lille, lokale marked for film har været nødt til at opdyrke film, som taler direkte til publikums hjerter. Og som gør det på måder, som fx store Hollywood-film aldrig kommer til.
Undervisningsressourcer
FILM
Mange stumfilm fra Mellemkrigstiden kan findes på Stumfilm.dk.
LITTERATUR
”100 års dansk film” (red. Peter Schepelern, Rosinante 2001) – grundig og læsbar, med gode omtaler af de 100 vigtigste danske film fra til 2000.
Erik Nørgaard: ”Levende billeder i Danmark” (Lademann 1971) – gammel, men velillustreret og let tilgængelig.
Morten Piil: ”Danske filminstruktører” (Gyldendal 2005) – grundige omtaler af de vigtigste danske filminstruktører. Uomgængelig. Se også Morten Piils ”Gyldendals filmguide” og ”Danske filmskuespillere”.
Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau: "Filmen i Danmark" (Akademisk Forlag 1983) – tør og faktuel, men nok den definitive bog om dansk film.