Filmen er først og fremmest et politisk portræt af Olof Palme. Men samtidig er den også et portræt af den svenske velfærdsstat fra dens etablering lige efter krigen (og før), den konstante udbygning i årtierne efter 2. Verdenskrig og så frem til og med dens krise fra ca. 1970. En krise, der viser sig at være af både økonomisk, politisk og moralsk karakter. I hele det forløb er Palme centralt placeret frem til mordet på ham i 1986.

Ligeledes viser filmen også, at Palme blev udsat for en massiv dæmonisering fra sine politiske modstanderes side gennem det meste af sin karriere. Men man forstår også, at Palme var en mand, der forstod at skabe sig fjender via sin egen adfærd. Under alle omstændigheder kan dæmoniseringen meget vel være en stærkt medvirkende årsag til mordet på ham. Netop den politiske dæmonisering af politiske modstandere er i løbet af de sidste par årtier også blevet mere hadsk i den danske politiske ”andedam”.

Filmen præsenterer Palme som en overklassedreng, der bliver politisk vakt via et studieophold i USA, hvor han også ser bagsiden af det amerikanske samfund. Hjemme i Sverige bliver han i en ung alder rådgiver og fortrolig med den daværende svenske statsminister Tage Erlander. Senere bliver han valgt til Riksdagen og i begyndelsen af 1960’erne udnævnt til undervisningsminister. I 1969 afløser han Erlander som statsminister – og han er så også den første socialdemokratiske statsminister, der taber regeringsmagten siden det svenske socialdemokrati vandt magten i begyndelsen af 1930’erne. Nederlaget var i 1976.

Filmen viser også, at Palme forstod, hvordan medierne kunne bruges politisk, blandt andet ved at give offentligheden adgang til sin familie. Han var en meget moderne politiker i sin måde at fremtræde på. Endelig var der også hans internationale rolle, bl.a. i forhold til hans modstand mod Vietnamkrigen. Man forstår via filmen, at det internationale engagement helt sikkert var noget Palme brændte for, men det var også en måde at komme lidt væk fra de stadig voksende indenrigspolitiske problemer.

Foto: Jan Delden Kod / Scanpix Sweden

Det centrale tema i filmen er Palmes forhold til den svenske velfærdsstat og konsekvenserne af denne velfærdsstat i forhold til det svenske samfund. Palme og det øvrige Socialdemokrati havde (med rette) udbredt den opfattelse, at det var dem, der havde skabt ”Folkhemmet”. Dermed følte de også, at de havde en nærmest medfødt ret til statsmagten. Og den opfattelse delte den svenske befolkning også i stor stil frem til slutningen af 1960’erne. Men fra det tidspunkt opstår der en stadig stærkere modstand mod den socialdemokratiske velfærdsstatskonstruktion – fra det borgerlige Sverige, men også fra de unge på venstrefløjen. Og netop den sidste gruppe havde Palme nok svært ved at forstå. Her kan man lave en parallel til den udvikling der samtidig sker i Danmark – med ungdomsoprør, Glistrups fremkomst og jordskredsvalget i 1973.

På mange måder viser filmen, at den nordiske velfærdsstat ”sejrer sig til døde” omkring 1970. Befolkningen havde via et udbygget skolesystem, sundhedssystem osv. fået stadigt bedre levevilkår. Nu begynder de at tage goderne for givet og får overskud til at se svaghederne (reelle eller forestillede). Samtidig er der også nogle globale økonomiske strukturelle problemer, der begynder at gøre sig gældende.

Filmen giver et godt indblik i politikeren Olof Palme og svenske velfærdsstat. Samtidig er der så mange lighedspunkter mellem den svenske og den danske udvikling, at der eksempelvis i et historieforløb om den danske velfærdsstats udvikling kan laves en god perspektivering til den samme udvikling i Sverige.

Foto: Paolo Rodriguez / Scanpix Sweden