Tyskland i 1970'erne er præget af kamp mellem staten og unge militante oprørere, der ønsker at omstyrte det kapitalistiske samfund. De kalder sig selv bypartisaner, men bliver stemplet som terrorister.

Hovedpersonen Rita har fra filmens begyndelse sluttet sig til bypartisanerne, fordi hun er indigneret over verdensordenens uretfærdigheder. Nok så vigtig er dog hendes forelskelse i bandelederen Andi og en romantisk livslyst og virketrang. Ho Chi Minh i bogreolen, Che Guevara på vægplakaten og Rolling Stones' 'Street Fighting Man' på grammofonen – dvs. det næsten obligatoriske inventar i datidens studenterhybel – slår stemningen an!

Gruppen gennemfører et spektakulært bankrøveri, mens de tilbyder kunderne chokolade. Men herefter går det ned ad bakke. Andi arresteres, og den voldelige befrielse af ham kræver et menneskeliv. Gruppen må kortvarigt søge tilflugt i DDR, hvor statssikkerhedstjenesten Stasi ser med velvillig interesse på gruppens aktiviteter.

I Paris går det galt, da Rita under en flugt på motorcykel kommer til at skyde en betjent. Hendes faste Stasi-kontakt, Erwin, tilbyder hende en ny identitet i DDR. Hun tager imod tilbuddet, da Andi i mellemtiden har fundet en ny kæreste. Filmen er nu fremme ved ca. 1980.

Rita får arbejde på en tekstilfabrik og forsøger af alle kræfter at blive integreret i det kommunistiske samfund. Men hendes kolleger er skeptiske, ja nærmest irriterede over denne kvinde, der frivilligt er flyttet østpå!

Hun udvikler dog et tæt venskab med én kollega, Tatjana. Men venskabet får en brat ende. I en nyhedsudsendelse i fjernsynet fortælles det, at Andi (og hans nye kæreste) er blevet skudt i forbindelse med en aktion. Der vises også billeder af Rita.

Rita må gå under jorden igen med en ny identitet. Denne gang får hun arbejde som livredder og pædagog for en fabriks børnesommerlejr ved Østersøen. Her forelsker hun sig i Jochen, der er fysikstuderende. Han skal studere i Moskva og beder Rita om at følge med. Stasi kan dog ikke give grønt lys for denne plan. Jochen må rejse alene.

Ved Berlinmurens fald den 9. november 1989 er Rita også alene. Hendes fortid har nu indhentet hende, og hun kan ikke længere holde sig skjult i DDR. Under et forsøg på flygte på motorcykel gennem en vejkontrol nedskydes Rita af politiet.

Udenrigsministeren ...

Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der aldrig har taget en uddannelse, var et politisk naturtalent. Tilsyneladende uden for alvor at sætte sin troværdighed og popularitet over styr lykkedes han med at forvandle partiet De Grønne fra en slags græsrodsbevægelse til et regeringsbærende parti, først på delstatsplan i Hessen og siden på forbundsniveau. Som kronen på sit politiske værk fik han gennemtrumfet, at Tyskland under Kosovokonflikten i 1999 – for første gang siden 2. Verdenskrig – deltog i direkte kamphandlinger.

I begyndelsen af 2001 kom Fischer imidlertid i alvorlige vanskeligheder. Det var kommet frem, at han havde en militant fortid i 1970'ernes Frankfurt. En vis Bettina Röhl havde solgt belastende billeder til ugemagasinet Stern, hvor man ser en ung hjelmklædt Fischer svinge en kæp over en liggende betjent.

I januar 2001 lykkedes det Jens Nauntofte, DR-journalist på TV Avisen at få et eksklusivt interview med Bettina Röhl på en parkeringsplads ved Hamborg. Hun kunne afsløre, at Joschka Fischer havde en belastet fortid i Frankfurt, hvor han – udover at bekæmpe politiet på gadeplan – stjal bøger og fødevarer. Det lyder måske ikke så slemt, men hvis det kunne bevises, at Fischer var medansvarlig for eller ligefrem initiativtager til de uroligheder, der fandt sted den 10. maj 1976 efter Ulrike Meinhofs død, hvor brandbomber invaliderede en betjent, ville Fischer formentlig være færdig som udenrigsminister.

Bølgerne gik højt i de tyske medier, og også andre ministres fortid i de militante 1970'ere blev endevendt. Der kom dog ingen beviser på bordet, og Fischer-sagen er ikke længere nogen sag. Tværtimod personificerer Joschka Fischer nærmest 68-generationens fredelige overtagelse af magten i Tyskland.

... og topterroristens datter

Det hører dog med til historien, at omtalte Bettina Röhl er datter af netop Ulrike Meinhof, topterroristen, der sammen med Andreas Baader har lagt navn til betegnelsen Baader-Meinhof gruppen. Bettina Röhl og hendes tvillingesøster, Regine, er født i 1962. Efternavnet Röhl stammer fra faderen Klaus Rainer Röhl, en venstreorienteret tidsskriftudgiver fra Hamburg, som Ulrike Meinhof en overgang var gift med.

I 1960'erne var Ulrike Meinhof en prominent skikkelse på den tyske venstrefløj. Hun var stjerneskribent på mandens tidsskrift Konkret, var jævnlig gæst i TV-debatter, skrev selv et TV-spil osv. Familien boede i den mondæne Hamburgforstad Blankenese og deltog om sommeren i society-livet på ferieøen Sild.

Den 14. maj 1970 deltog Ulrike Meinhof i den voldelige befrielse af Andreas Baader, der sad i fængsel for brandanstiftelse. Hun gik herefter under jorden som deltager i det, RAF kaldte Der bewaffnete Kampf (Den væbnede kamp) mod det, RAF opfattede som en autoritær overvågningsstat med fascistiske træk.

Ulrike Meinhof holdt tvillingedøtrene Bettina og Regine skjult for faderen. Hendes plan var, at de skulle opdrages i en palæstinensisk partisanlejr, men planen blev forpurret af Spiegel-journalisten Stefan Aust.

Det er vel forståeligt, at Bettina Röhl i dag har et problematisk forhold til 1970'ernes mere eller mindre militante aktivister. Derimod kan det for nutidens unge forekomme nærmest uforståeligt, hvad der fik Ulrike Meinhof og andre venstreintellektuelle til at gribe til våben i deres kamp mod den tyske stat. Det kræver et tilbageblik.

Det store svigt

I det meste af den vestlige verden gjorde 68-generationen oprør mod autoriteterne, herunder forældreautoriteten. Denne side af ungdomsoprøret fik i det daværende Vesttyskland en radikaliseret form, fordi de unge fandt, at deres forældre havde forbigået nazi-tiden med larmende tavshed. I den lange Adenauer periode (1949-1963) blev der anlagt en forsonlig linje over for det store flertal af borgere, der havde støttet nazismen. Økonomien buldrede af sted – Wirtschaftswunder – men den nære fortid ønskede man ikke at forholde sig til. For den tyske 68-generation svigtede krigsgenerationen ved ikke at ville gøre op med fortiden. Man taler på tysk i den forbindelse om Vergangenheitsbewältigung.

Det er vigtigt at gøre sig dette forhold klart, hvis man vil forstå, hvordan Meinhof/Ensslin/Baader m.fl. kunne tage det afgørende skridt ind i terrorismen: Krigsgenerationen manglede i deres øjne legitimitet.

Fra APO til væbnet kamp

Den store koalition mellem socialdemokraterne (SPD) og de kristelige demokrater (CDU) i 1966 blev af mange unge betragtet som en uhellig alliance mellem den tidligere nazist Kiesinger (CDU) og den tidligere anti-nazist Brandt (SPD).

Reaktionen herpå blev den såkaldte Ausserparlamentarische Opposition, i daglig tale APO. Den forsøgte med udenomsparlamentariske metoder, især demonstrationer, at fremtvinge politiske ændringer. Man demonstrerede mod et besøg i Berlin af shahen af Persien, mod Vietnamkrigen, mod Springerpressen (som på det tidspunkt var stærkt antikommunistisk) osv. Hver gang blev demonstranterne slået hårdt og nok også overdrevent hårdt ned. APO kulminerede i 1968 efter et attentat på studenterlederen Rudi Dutschke.

Vibeke Sperling (journalist og fremtrædende talerør for den danske 68-generation), der havde begivenhederne tæt inde på livet, konstaterer i det tidligere omtalte indslag i TV Avisen en – sammenlignet med danske forhold – militaristisk tendens hos både den tyske stat og de tyske oprørere. Men det afgørende skridt fra protester til decideret væbnet kamp mod staten, som den voldelige befrielse af Andreas Baader markerede begyndelsen på, tog de færreste trods alt.

Baader/Meinhof/Ensslin m.fl. opfattede sig selv som den bevæbnede kerne, en byguerilla, i en politisk kamp mod den kapitalistiske og imperialistiske stat. Alle nøglemedlemmerne af det, man senere har kaldt den første generation af Rote Armee Fraktion, RAF, arresteredes i juli 1972. Forinden havde de gennemgået militære kurser hos den palæstinensiske befrielsesfront i Jordan og Syrien. Herefter havde de gennem bankrøverier i Tyskland skaffet penge til deres egentlige kamp: Brand- og sprængstofattentater mod især vesttyske og amerikanske militærinstallationer og firmaer.

Den væbnede kamp blev ført i folkets navn, men opnåede aldrig folkelig opbakning. Derimod blev den blandt unge studerende i hele den vestlige verden, også i Danmark, omfattet med en ikke ubetydelig sympati for ikke at sige romantisering, mytologisering og æstetisering. De tyske Sympathisanten (sympatisører) blev dog, i modsætning til deres danske ligesindede, ikke ligefrem mødt med statens repressive tolerance.

Et cirkulære, det såkaldte Radikalenerlass, forbød fra 1972 ansættelse af forfatningsfjendtlige personer. Dette Berufsverbot blev ophøjet til lov i 1975. Det ville være en underdrivelse at karakterisere det offentlige klima i 1970'ernes Vesttyskland som anspændt.

Således var omstændighederne omkring processen mod de fængslede nøglepersoner stærk kontroversiel. Inden selve retssagen overhovedet kunne starte, blev der bygget en helt ny flugtsikker retssal i tilknytning til fængslet Stammheim i Stuttgart. Fangerne var forinden blevet holdt totalt isoleret fra omverdenen i mange måneder – en form for psykisk tortur.

Det tyske efterår

Den væbnede kamp var dog ikke ophørt. Tværtimod.

Uden for fængslet fremstod en ny generation af RAF, hvis primære mål var at få frigivet fangerne i Stammheim. Midlerne hertil var bortførelser, drab, gidseltagninger og flykapringer. Kampen kulminerede i efteråret 1977 med gidseltagningen af formanden for de tyske arbejdsgivere Hans-Martin Schleyer og kapringen af et Lufthansafly, der var på vej til Mallorca. Den tyske stat gav ikke efter for gidseltagernes krav, og ved en spektakulær redningsaktion af antiterrorkorpset GSG9 den 17. oktober 1977 i Mogadishu lykkedes det at redde samtlige passagerer.

Den følgende morgen fandt man topterroristerne Baader/Ensslin/Raspe døde i deres fængselsceller, ligesom Ulrike Meinhof var fundet død året forinden. Ifølge en af de mest sejlivede RAF-myter havde staten slået dem ihjel. I dag er kun de færreste i tvivl om, at der var tale om selvmord. RAF havde dermed lidt sit militære nederlag.

• Hvorfor ville udenrigsminister Fischer være færdig som udenrigsminister, hvis han kunne gøres ansvarlig for urolighederne den 10. maj 1976?
• Hvordan kan Fischer ses som symbol på den tyske 68-generations fredelige overtagelse af magten i Tyskland?
• Overvej, hvorfor der i Adenauerperioden blev anlagt en forsonlig linje overfor de borgere, der havde støttet nazismen. Var det rimeligt?
• Sammenlignet med danske forhold kunne Vibeke Sperling iagttage en militaristisk tendens hos både den tyske stat og og  de tyske oprørere. Hvorfor denne forskel?
• Hvorfor opnåede RAF aldrig folkelig opbakning?
• Hvad menes der med statens "repressive tolerance"?
• Hvorfor blev de fangne RAF-terrorister holdt isolerede fra omverdenen?
• Er overgangen fra protest til voldsanvendelse glidende, eller er der tale om et bevidst valg?
• Kan den væbnede kamp/voldsanvendelse i øvrigt under visse omstændigheder retfærdiggøres?
• Hvilke forskelle/lighedspunkter er der mellem 1970'ernes bypartisaner/terrorister og nutidens autonome?

Stilheden efter skuddene

Efter det tyske efterår i 1977, hvor RAF som nævnt led et militært nederlag, aftog den væbnede kamp mærkbart i styrke. Man taler dog også om en 3. generation af RAF, og først i marts 1998 opløste RAF sig selv.

Efter murens fald afsløredes imidlertid et ejendommeligt kapitel i historien om den tyske terrorisme. Det viste sig nemlig, at ti eftersøgte RAF-terrorister i samarbejde med statssikkerhedstjenesten i DDR, Stasi, havde fået en ny identitet i DDR. Dette er emnet for 'Stilheden efter skuddene'.

Anslaget (de første ca. 5 minutter)

I filmens anslag høres en spilledåse på lydsiden; den spiller arbejderbevægelsens internationale kampsang, 'Internationale'. I en voice over – henvendt til Tatjana kort efter murens fald (viser det sig senere) – tænker hovedpersonen Rita tilbage på "Die heitere Jahre" (de glade år), dvs. første halvdel af 1970'erne, da den væbnede kamp endnu var ung. På billedsiden gennemføres et bankrøveri. Bankkunderne tilbydes chokoladekage, mens bypartisanerne udfører deres "ekspropriationsarbejde" (et sådant kup fandt faktisk sted i en berlinsk sparekasse i juli 1975). Herefter er vi i den østberlinske lufthavn Schönefeld, hvortil Rita ankommer efter en såkaldt uddannelsesferie i Mellemøsten. Hun er ventet af Stasi.

• Hvorfor spilles 'Internationale' på lydsiden? Hvilken effekt får musikken, når den spilles på en spilledåse?
• Hvordan etableres kontakten Stasi-RAF?
• Hvordan adskiller anslaget sig filmsprogligt fra resten af filmen? Og Hvorfor?
• Hvilke aspekter af terrorismen i Tyskland kan identificeres?

Filmen kan herefter inddeles i tre dele af ca. en halv times varighed, svarende til de hovedpersonens tre forskellige liv undervejs i filmen. 

Foto: Babelsberg Film

Rita Vogt (ca. 1975 - ca. 1980)

I et første nedslag planlægges befrielsen af Ritas kæreste, Andi (jf. befrielsen af Andreas Baader), der nu sidder i fængsel. Man er enige om, at der ikke skal skydes, men det bliver der, hvorefter gruppen opsøger Ritas Stasi-kontakt, Erwin, i Østberlin.

Stasi-mellemlederen Erwin diskuterer internt med sin general det nyttige i et samarbejde med RAF. Terroristerne afleverer tøvende deres våben, og som en fælles tillidsskabende foranstaltning griller de pølser i det grønne, inden gruppen fortsætter til Beirut. Stasi synes at misunde RAF.

I et andet nedslag to år efter – dvs. ca. 1977 – er stemningen vendt hos terroristerne. De sidder nu i Paris og slikker sårene. Gensidige beskyldninger fyger gennem luften, og Friederike ønsker at forlade gruppen. Det er også i Paris, at det afgørende skud falder, da Rita skyder en motorcykelbetjent. Herefter – vi skriver nu ca. 1980 – følger stilheden i DDR, hvor terroristerne tilbydes en ny identitet. Tilbuddet, der ikke ligefrem vækker jubel, accepteres af Rita.

Vi er hermed fremme ved filmens point of no return og hovedmotiv: livet i DDR i det sidste årti før Tysklands genforening.

• Hvad er Ritas motiver til at deltage i den væbnede kamp? Hvad er Friederikes og Andis motiver? Hvordan skildres Rita og Andis forhold?
• Hvorfor beslutter Stasi sig for at samarbejde med RAF? Hvordan opfatter Stasi-folkene terroristerne?
• Hvorfor er stemningen vendt blandt terroristerne i Paris? Hvorfor er terroristerne ikke begejstrede ved tanken om et nyt liv i DDR? Hvorfor tager Rita imod tilbuddet?
• Hvilke aspekter af terrorismen i Tyskland kan identificeres?

Susanne Schmidt (ca. 1980-1989)

Erwin og Rita opbygger i fællesskab en historie for "Susanne Schmidt," som bliver Ritas nye navn. Filmen går nu betragteligt ned i tempo. Dramatiske begivenheder er der ingen af, og der dvæles ved den østtyske hverdag. Rita bor i en typisk østtysk Plattenbausiedlung, dvs. en (grå) etageejendom fremstillet af præfabrikerede byggeelementer. Hun får arbejde på en tekstilfabrik, hvor hun straks får et indtryk af arbejdsmoralen: "Det er ikke min opgave at vide, hvem folk er," siger portneren.

Ved en Betriebsfest – en firmafest a la DDR – bliver det klart, at der er noget mellem Rita og kollegaen Tatjana. "Life is Life" synger det elendige kopiband, mens de to kvinder danser fandenivoldsk. Fra nu af gør de to alting sammen, lige indtil Rita genkendes og i al hast må bryde op fra sin nye tilværelse. En ny identitet bliver igen nødvendig. "Jeg er her ikke, når du kommer tilbage," siger Tatjana, der selv – viser det sig senere – sættes i fængsel.

• Hvilket billede af den østtyske hverdag formidles i dette afsnit?
• Forholdet mellem Tatjana og Rita er centralt i denne del af filmen. Hvad er Tatjana for en kvinde? Hvordan adskiller hun sig fra de andre østtyske kvinder, vi møder i filmen? Hvorfor forsvarer Rita Tatjana overfor kollegerne? Hvad er det, der sker mellem de to kvinder til firmafesten? Hvorfor er det nummeret 'Life is Life', der spilles, da de to kvinder danser sammen?
• Hvordan kan/skal Tatjanas afskedsreplik forstås? Hvorfor fængsles Tatjana? Hvad sker der senere med hende? Hvordan kan forholdet mellem Rita og Tatjana karakteriseres?
• Hvordan kan forholdet mellem Rita og Erwin karakteriseres? Hvordan udvikler det sig gennem filmen?

Sabine Walter (1989)

Ritas tredje liv er kort, men begivenhedsmættet. Hun udstyres med et par briller og en historie som "Sabine Walter," enke efter en mand med egen virksomhed. Egentlig skal hun arbejde som sagsbehandler på en togfabrik, men i stedet bliver hun livredder og pædagog ved fabrikkens feriekoloni ved Østersøkysten.

Året er 1989, og die Wende er tættere på, end man kunne forestille sig. Men det er også sommer, og Rita oplever en romance med den universitetsstuderende Jochen. Det bliver også til et kort gensyn med Friederike, som ligeledes er blevet DDR-borger. Igen høres en spilledåse på lydsiden, nu med den østtyske nationalhymne 'Auferstanden aus Ruinen'.

Inden den historiske aften i november har Rita og Erwin en samtale i en skøjtehal. Rita er blevet gravid, og Jochen vil have hende med til Moskva, hvor han skal læse videre. Kunne man forestille sig en fremtid for de to i et andet land? Nej, det anser Erwin for udelukket.

Under selve genforeningsrusen trækker Rita gardinerne for. Hun er i færd med at skrive det brev til Tatjana, som vi hørte begyndelsen af i anslaget. Hun formulerer heri sit politiske credo: drømmen om et samfund, der ikke udelukkende styres af penge. Samtidig viser fjernsynet i baggrunden billeder fra genforeningen, der nærmest dementerer Ritas ord. Denne sekvens, hvor billede og lyd taler hvert sit sprog, virker særlig stærk i en film, der i øvrigt er fortalt meget konventionelt.

En af de første konsekvenser af murens fald er, at Stasi er i opløsning. Erwin kan ikke længere holde hånden over Rita, der derfor kan forvente at blive afsløret snarest. Det viser sig dog – til Erwins fortrydelse – at listen over personer, der kræves udleveret, allerede er klar! Rita opgiver dog ikke uden kamp. Efter at have givet en opsang til sine kolleger forsøger hun at flygte på en motorcykel (et ledemotiv i filmen), som hun har stjålet fra en af de første nysgerrige vesttyskere. I et forsøg på at forcere en politiafspærring nedskydes Rita af politiet.

• Hvilket billede af den østtyske hverdag formidles i dette afsnit?
• Rita begynder sit arbejde på fabrikken med stor iver, men forflyttes så til en anden stilling. Hvorfor? Sammenlign denne scene med den tidligere scene, hvor en vagtmand på klædefabrikken ikke vil lukke Rita ind uden legitimationskort. Hvorfor er disse scener med i filmen? Hvilket billede får vi af DDR i disse scener?
• Er Friederike tilfreds med sit nye liv? Hvorfor spiller spilledåsen den østtyske nationalhymne 'Auferstanden aus Ruinen' under mødet mellem Rita og Friederike? Hvad er effekten heraf? Hvilken ekstra betydning får scenen, hvis man kender melodiens titel (i forhold til beskrivelsen af de to kvinder og beskrivelsen af DDR)?
• Beskriv, hvordan scenen i skøjtehallen er iscenesat. Hvilken stemning er fremtrædende i scenen? Hvorfor? Hvorfor er et nyt liv i Moskva udelukket?
• Under genforeningen trækker Rita gardinerne for. Hvorfor? Hvordan dementerer billederne i fjernsynet ordene i Ritas brev? Hvilken betydning opstår herved?
• Hvorfor reagerer Erwin så voldsomt i forhold til Stasi-generalen? Hvilken betydning har denne scene for filmens beskrivelse af Ritas drømme og personlige ofre?
• I sin afsluttende opsang til kollegerne siger Rita, at de ikke ved, hvad de går ind til. Hun påstår, at de har opgivet sig selv. Hvordan reagerer kollegerne på opsangen? Hvorfor findes scenen i filmen?
• Hvordan mon nutidens tyskere vil opfatte opsangen? Vil tyskere fra henholdsvis det tidligere Vesttyskland og Østtyskland opfatte opsangen ens?
• Hvorfor findes scenen med den vesttyske motorcyklist i filmen? Hvilket billede får vi af forholdet mellem øst- og vesttyskere i denne scene?
• Filmen slutter i et vinterlandskab. Rita er død. Hvorfor slutter den sådan?
• To gange i filmen hører vi musik spillet på spilledåse, nemlig 'Internationale' i filmens første scene og 'Auferstanden aus Ruinen', der spilles under Ritas møde med Friederike. Hvilken effekt vil instruktøren opnå ved musikvalg, musikkens placering og det, at begge melodier spilles på spilledåse?
• I helt centrale scener i filmen kører Rita på motorcykel. Det er scener, som får fatale følger for hendes liv. Diskutér motorcyklens betydning for vores opfattelse af Rita.
• Hvorfor hedder filmen 'Stilheden efter skuddene'? Hvad fortæller det om instruktørens fokus?

Tilblivelseshistorien

"Alles ist so gewesen. Nichts war genau so", står der i en sluttekst. Men hvordan forholder det sig egentlig med hensyn til filmens autenticitet?

Under arbejdet med at udvikle historien samarbejdede Schlöndorf og hans drejebogsforfatter Wolfgang Kohlhaase oprindeligt med eks-terroristen Inge Viett. Inge Viett havde i omkring 1980 til opgave, i samarbejde med Stasi, at organisere udvandringen til DDR for de terrorister, der havde opgivet den væbnede kamp. Efter at have skudt på en politibetjent i Paris bosatte Viett sig i DDR, hvor hun befandt sig usædvanligt godt, indtil hun blev arresteret efter murens fald. Hun fik 13 års fængsel, men blev løsladt i 1997.

I løbet af den kreative proces kom det til et brud mellem Schlöndorf/Kohlhaase og Inge Viett. I hendes øjne forekom projektet efterhånden utroværdigt. Det kom endda til et sagsanlæg fra hendes side mod de to herrer, der ikke ville lade sig binde i en bestemt retning.

For Schlöndorf er filmen netop et "Denkmal für eine unbekannte Terroristin", og den færdige films hovedfigur er således et destillat af flere RAF-skæbner. Historien kan selvfølgelig stadig ikke tænkes uden Inge Vietts liv. Dertil kommer imidlertid elementer fra Silke Meier-Witts liv. Ligesom Rita-figuren fik Meier-Witt i al hast endnu en DDR-identitet, da hun blev genkendt i DDR. Hun kunne dog ikke nøjes med et par briller, men måtte gennemgå en næseoperation. Filmens østersøromance tilskrives eks-terroristen Susanne Albrecht.

Inge Viett er – ikke overraskende – utilfreds med den færdige film. Hun indrømmer, at skuespillet er godt, men anser figurerne for overfladiske.

Filmen blev modtaget bedst i det tidligere Østtyskland. Filmens største attraktionsværdi er måske netop fremstillingen af livet i det hedengangne DDR. Enhver, der har opholdt sig kortere eller længere tid i DDR, vil nikke genkendende til den detaljerede genskabelse af en kultur, der ikke længere findes. Her har østtyskeren Wolfgang Kohlhaase sat sine tydelige fingeraftryk.

• Hvorfor kunne Schlöndorf/Kohlhaase ikke bare nøjes med at filmatisere Inge Vietts liv?
• Har Inge Viett ret i sin kritik af karakterne? Virker de overfladiske? Hvorfor eller hvorfor ikke?
• Hvad mener Schlöndorf med sit "Denkmal für eine unbekannte Terroristin"?
• Hvordan skal hans "Alles ist so gewesen. Nichts war genau so" forstås?
• Hvorfor mon filmen blev bedst modtaget i det tidligere DDR?
• Hvorfor mon der var bemærkelsesværdig mange kvinder blandt RAF-terroristerne?
• Undersøg på egen hånd Stasis arbejdsopgaver, metoder, struktur mv.? Svarer det herved fremkomne billede til filmens fremstilling af Stasi?
• Filmen skildrer et kapitel af nyere tysk historie (ca. 1975-1989). Rummer filmen samtidig et budskab til nutidens tyskere i øst og vest?

Under udarbejdelsen af det baggrundsorienterende kapitel, 'Terrorismen i Tyskland', har to bøger vist sig særligt værdifulde og anbefalelsesværdige:

• Stefan Austs 'Der Baader Meinhof Komplex' (Hoffmann und Campe)
• Jilian Beckers 'Hitlers Children' (J.B. Lippincott Company). 

Forløbet omkring "det tyske efterår" fremstilles i Heinrich Breloers seværdige dokudrama 'Todesspiel' ('Et spil til døden'), der blev produceret i 1997. Vist på DR2 den 18.10.1997.

En anden fiktionalisering, der skal anbefales i denne sammenhæng, er Margarethe von Trottas film 'Die bleierne Zeit' ('De tyske søstre') fra 1981. Den biografiske baggrund for filmen er RAF-terroristen Gudrun Ensslin og hendes søster Christiane.

Volker Schlöndorf

Volker Schlöndorf er én af den tyske 68-generations mest markante filmskabere. Hans første film var tydeligt inspireret af den franske nye bølge fra begyndelsen af 1960'erne. Herefter specialiserede han sig i at producere litteraturfilm. I 1975 filmatiserede han således i samarbejde med sin daværende kone, Margarethe von Trotta, den terrorist- og politistatsdebatterende 'Die verlorene Ehre der Katharina Blum' ('Katharina Blums tabte ære').

Ligesom forfatteren af romanforlægget selv, Heinrich Böll, blev instruktørparret i store dele af den tyske offentlighed udnævnt som terroristsympatisører.

Med en anden filmatisering, 'Die Blechtromme'l ('Bliktrommen'), fra 1979 opnåede Schlöndorf international anerkendelse. Han arbejdede i en årrække i USA, hvor han blandt andet filmatiserede Arthur Millers drama 'Death of a Salesmann' ('En sælgers død') fra 1985 og 'The Handmaid's Tale' ('Tjenerindens fortælling') fra 1990. Efter den tyske genforening vendte Schlöndorf tilbage til Europa, hvor han i 1991 filmatiserede Max Frischs roman 'Homo Faber'. I de senere år har Schlöndorf engageret sig i arbejdet med at genopbygge og omforme de gamle UFA/DEFA studier i Babelsberg udenfor Berlin til en moderne medieby. 'Die Stille nach dem Schuss' ('Stilheden efter skuddene') havde premiere ved Berlin Festivalen i 2000. De to kvindelige hovedrolleindehavere, Bibiane Beglau og Nadja Uhl, fik begge sølvbjørne for deres præstationer som Rita og Tatjana. Instruktøren fik selv en pris, Der blaue Engel, for bedste instruktion.