Vi anbefaler, at børnene er jævnaldrende i denne aktivitet.
Materialer: Blade, plastikøjne med klister bagpå, iPads, stopmotion app, karton i A3.
Før I går i gang, skal I indsamle forskellige blade. Aktiviteten handler om at gøre bladene levende gennem animationsfilm. På den måde opdager man, hvor forskellige de er, både i form og farve. Hvert barn vælger et blad og sætter eventuelt plastikøjne på det.
Snak undervejs om, hvilke træer bladene kommer fra. Hvilket slags træ er det? Kommer der blomster og frugter på det? Hvilken form og farve har bladet? Hvad sker der med bladet, når det ligger på jorden? Med udgangspunkt i filmene, hvor vi ser, hvordan bladene langsomt daler ned fra trækronen til jorden, kan børnene prøve at genskabe samme scene. Alt efter erfaring og tid kan pædagogen sammen med børnene putte flere elementer ind i deres film. Fx hvad de møder undervejs? Hvad sker der, når de lander på jorden? Børnene kan også putte munde på bladene, klippet ud i karton. Er bladene glade, bange eller kede af at falde ned på jorden?
Aktiviteten hjælper børnene til at få en forståelse for årstidens gang. Hvad der sker for bladet, og hvilken funktion har naturens cyklus. Aktiviteten støtter evnen til at samarbejde mellem børn i børnegruppen. Den styrker også deres fantasi, kreativitet og fortælleevne ved at skabe animationsfilm.
En god afslutning på en aktivitet er vigtig, så børnene kan vise, hvad de har lavet for hinanden og deres forældre. I kan fx lave en premiere og vise filmene.