Filmen kan inspirere til en god snak om, hvad der sker i naturen om efteråret. I kan tale om træernes blade, der skifter farve og falder af og om fuglene, der flyver sydpå. I kan også tale om, hvad en fantasi er.
Handling
Det er efterår, og de kølige dage kommer. Fuglene trækker mod syd – mod sommer. Den lille grå ulv vil også flyve afsted med trækfuglene til varmere lande. Men ulve har ingen vinger, og hvad gør man så? Man finder et træ, sine bedste venner og den frie fantasi. Så kan selv det mest grå og kolde efterår blive til en varm ørken eller et skønt ferieparadis.
Snak om filmen
Brug filmen til at få gang i børnenes fantasi. Snak med dem om at rejse ud i den store verden.
- Hvor kunne de tænke sig at rejse hen?
- Har de rejst til varme lande før?
- Hvad laver man på en ferie?
- Har de prøvet at rejse sammen med venner? Ligesom bjørnen og den lille grå ulv.
Se billeder og flere hjælpespørgsmål nedenfor.
Aktiviteter
Find forslag til sjove aktiviteter til efteråret: Byg ferieparadiser af pap og genbrugsmaterialer. Byg med efterårsmaterialer. Prøv at lave hjemmelavet syltetøj eller skab en billedkalender om årstider. Se aktiviteter til temaet ’Efterår’ nedenfor.
Der er fire film i serien om den lille grå ulv.