Filmen kan inspirere til en god snak om at lære nye ting. I kan tale om, hvornår børnene sidst lærte noget nyt. I kan også tale om, hvilke ting børnene kunne tænke sig at lære, og om de kan hjælpe hinanden. Desuden kan I tale om, hvilke slags fugle de kender, og hvad der gør dem særlige.
Handling
Kanariefuglen Kiki er træt af at sidde i sit bur og kede sig. Han kan kigge ud på de andre fugle gennem vinduet. En dag ser han sit snit til at stikke af. Men Kiki har aldrig været udenfor før og er slet ikke god til at være en rigtig fugl. Han kan ikke lide orme, og han kan heller ikke finde ud af at flyve som de andre fugle. Heldigvis møder han kragen, og lige så langsomt lærer Kiki, hvordan man er en fri fugl.