Den digitale leg er en nøgle til vigtige sociale kompetencer i det 21. århundrede. Når medierne er en integreret del af børnenes hverdag, bliver det at dele, vente på tur og kommunikere om digitalt indhold en naturlig ting. Der laves aftaler med børnene, så en etisk omgangstone omkring f.eks. at optage og dele billeder, lyd og video bliver en selvfølge fra en tidlig alder.
Samtidigt kalder medieproduktion på samarbejde foran og bag kameraet, og børnene lærer både at lytte og byde ind. Og arbejder I med dramatisering, er indlevelse en indgang til øget empatisk forståelse.
Filmoplevelsen kan være et fantastisk spejl til at observere og gå i dialog med børnegruppen om gribende og genkendelige fortællinger om venskaber og de uundgåelige konflikter, der følger med.