Om filmene og materialet

Svend Aage Hansen har 16 børn. Måske flere. De 4 yngste har han fået med Gitte Lilli Hansen. Og det er dem, og deres forhold til faren, dokumentaren Blodets bånd handler om. De er nu omtrent mellem 18 og 25 år og mærkede af en svær opvækst med tvangsfjernelse, selvmordsforsøg, vold, stoffer, en alkoholiseret far og en verdensfjern mor, der passivt så til henover sine krydsord og strikkepinde. Hvordan præger fortiden de unges nutid? Hvad stiller man op med sin sociale arv? Hvordan samler man stumperne af familien sammen og former fremtiden, så man undgår forældrenes faldgruber? Det er store og vigtige spørgsmål Blodets bånd tager op i en sjældent nærværende og åbenhjertig dokumentar.

Blodets bånd starter voldsomt og in medias res med den yngste pige, Christinas, hjerteskærende bøn til faren en sen aften et sted i provinsen: ”Hej far, jeg tror vi to vi skal snakke om noget. Og du bliver nødt til at høre, hvad jeg siger. Gør du det? Det var ikke planen, vi skulle have været fjernet. Hvis vi ikke var blevet fjernet, så havde livet også været noget helt andet i dag (…) Jeg vil gerne tale om det, far. Jeg vil. Far?! Det er bare vigtigt for mig, far, for at jeg kan komme videre i mit liv. Det betyder så meget at vide, hvorfor fanden vi blev fjernet. Kan du ikke godt forstå det? Jeg vil gerne bare vide sandheden. Jeg ved godt, det er hårdt, far. Men jeg har brug for at vide den fulde sandhed. For jeg kan ikke komme videre i mit liv. Det kan jeg ikke. Jeg sidder fast i mit sorte, sorte hul, og jeg kan virkelig ikke komme videre. Der er så mange ting, der simpelthen bare gør, at jeg ikke kan komme videre nu. Og jeg bliver nødt til at spørge jer, som de første personer, som der overhovedet vidste det hele…”. Mens Christina grædende forsøger at trænge igennem til sin far, ser vi dem begge i ultranære beskæringer med et rystet håndholdt kamera. Som seer har man derfor allerede efter få minutter en følelse af, at man ikke kommer ret meget tættere på virkeligheden uden at være der selv. Og at der er meget langt fra Blodets bånd til de film- og tv-genrer vi normalt er omgivet af. Der er noget på spil i denne her dokumentar. Her drejer det sig om mennesker af kød og blod. Her er det alvor.

Svend Aage giver ikke Christina noget svar. Han har taget stoffer og drukket tæt i årevis og kan ikke huske, og har måske også fortrængt, de ting fra fortiden, der gør ondt. Derfor ringer han til Børne- og familieafdelingen i sin kommune for at anmode om aktindsigt. Nu skal der kastes lys på børnenes barndom, nu vil han finde ud af, hvorfor børnene har brug for psykologhjælp. Hermed er bolden også givet op for dokumentarens struktur. En dag kommer posten med en stor kasse fuld af dokumenter, som indeholder 14 års akter, der involverer alle Svend Aage og Gittes børn. Og da låget først bliver taget af, er der næsten ikke grænser for, hvad der kommer frem i lyset.

Hjørner af fortiden afdækkes gennem små citater fra mange af de dokumenter, der indgår i sagen. Psykologudtalelser, anmeldelsen om vold, indberetningen fra børnenes skole og udsagn fra sagsbehandlere. Svend Aages sag mod plejeforældrene og sagsbehandleren samt Michelles dagbogsoptegnelser. Stribevis af familiefotografier er også med til at gøre fortiden, og fortællingen om den, nærværende. Dertil kommer gamle amatøroptagelser fra en dag i familiens skød, hvor Svend Aage sniffer kokain sammen med sin ældste søn Ivan, mens resten af familien ser på fra sofaen.

Sideløbende med, at vi som tilskuere får indsigt i, hvad der tidligere er sket, følger vi et nutidsspor, hvor vi oplever Svend Aages dagligdag med især Christina, men også med Michelle og Daniel. Storebroren Ivan har familien ikke længere kontakt med. Vi er med når Gitte sætter Svend Aage stævne i storcentret ved juletid for at få ham til at underskrive skilsmisseerklæringen. Vi er med når han er plakatfuld og nærmest falder hjem gennem byen. Vi er med når han samler børnene til fødselsdagsfest, holder jul sammen med de to store piger og konfronteres med anmeldelserne og indberetningerne. Og til slut er vi også med når han fortæller om sin egen kærlighedsløse opvækst. Fordi de alle sammen hele tiden – bl.a. i interviews og samtaler med hinanden - forholder sig til fortiden bliver de to spor flettet sammen og kommenterer hinanden.

Dokumentaren er indrammet af Svend Aages 2 fødselsdage – da han bliver 58 og 59 år. Det er et voldsomt år for familien, ikke mindst for Christina, der flytter hjemmefra, går til psykolog og samtidig forsøger at få begyndt på en uddannelse. Hun vil forsøge at bryde den sociale arv. Som hun siger ”Jeg ved i hvert fald, at mine børn, de skal ikke have det samme, som jeg havde dengang”.

Blodets bånd giver et sjældent indblik i en families liv, smertefulde erindringer og spinkle håb om fremtiden. Her krydses linjen mellem privatliv og offentligt liv. Vi kommer meget tæt på forholdet mellem far og børn, og på den enorme betydning fortiden har for de unges liv. De har så meget med i bagagen, at det truer med at trække dem ned og gør deres nutid usikker og skrøbelig.

Særfagligt

Mediefag

Blodets bånd kan indgå i forløb om dokumentarfilm på c- og b-niveau. Fordi den lader os komme langt ind i intimsfæren, kan den også anvendes i arbejdet med tendenser i nyere dansk dokumentarfilm og indgå i diskussioner om, hvor tæt man kan/skal gå i sin skildring af det private. Endelig vil dokumentaren kunne indgå i forskellige tematiske forløb i faget (f.eks. om familie).

Blodets bånd er en dokumentarfilm, og det er relevant at undersøge genren nærmere - hvilken slags dokumentar er der tale om, og hvordan fortæller den sin historie? Hvordan er fortælleforholdene? Hvilken dramaturgi og hvilke fremdriftselementer benytter filmen sig af for at fange og fastholde sine tilskuere? Hvordan passer filmens form (dvs. de filmiske virkemidler) til filmens indhold? Hvilken tematik behandles? Og hvad er hensigten med filmen?

Stilen i Blodets bånd er gennemgående lavmælt og upåfaldende. På lydsiden er der moodskabende stilfærdig musik, som understreger handlingsforløbet. På billedsiden følger det håndholdte kamera personerne, ofte i en observerende ’fluen-på-væggen’-æstetik, og er ikke bange for - også i formsproget - at gå helt tæt på de medvirkende. Ultranære og nære billeder af grædende ansigter, raseriudbrud, anfald af voldsom aggression, fuldskab, indtagelse af stoffer. Kameraet er med hele vejen. Der er derfor også basis for en diskussion af, om billeddækningen af familien går for tæt på.

Dansk

Blodets bånd kan indgå i arbejdet med både det litterære, det mediemæssige og det sproglige stofområde. I tilknytning til det litterære stofområde kan filmen f.eks. indgå i tematisk læsning om emner som identitet, familie, fortid/nutid, barndom og forholdet mellem forældre/børn. Filmen udspiller sig i en ikke navngivet provinsby, som både i start og slutning vises i helikopterbilleder, der skaber overblik, ligesom der flere gange i løbet af filmen laves travellings gennem byens gader. På den måde er Blodets bånd med til at pege på det omgivende miljø og indramme familien i det. Denne brug af omgivelserne vil kunne paralleliseres med miljøskildringer i litteratur, og det ligger lige for at diskutere også miljøets betydning for og indflydelse på dokumentarens personer.

Blodets bånd vil med fordel kunne bruges i arbejdet med danskfagets mediefaglige stofområde, hvor kernestoffet blandt andet er ”dokumentargenrer”. Dokumentaren kan også sagtens udgøre det medieværk, der er obligatorisk i danskfaget. Her vil det være relevant at arbejde med en indkredsning af dokumentargenren, filmens fortælleforhold, dens opbygning/dramaturgi, herunder brugen af fremdriftselementer, fremstillingen af de medvirkende samt tematik. De filmiske virkemidler og deres effekt kan undersøges, ligesom brugen af fakta- og fiktionskoder og forholdet mellem privat/offentligt.

I forbindelse med det sproglige stofområde kan en række forskellige vinkler anlægges – gerne som supplement til medieanalysen. Der er i filmen utallige samtaler mellem familiemedlemmer, hvor der er noget på spil. Der fremsættes statements og udtrykkes holdninger. Det er derfor oplagt at lave argumentationsanalyse (finde påstande og belæg, styrkemarkører, rygdækning og gendrivelse), undersøge brugen af sproghandlinger hos de forskellige familiemedlemmer og anvendelsen af retoriske appelformer af passager i filmen. Endvidere kan Goffmans begreber om facework og frontstage/backstage inddrages. Der er flere sproglige koder på færde, ikke mindst fordi de officielle skriftlige dokumenter, der indgår i dokumentaren, ligger langt fra den direkte og mundtlige kommunikationsform, der er i familien. Her kan kendetegn ved formel og uformel sprogbrug, skriftlig og mundtlig sprogbrug evt. undersøges.

Endelig kan man arbejde med billed- og målgruppeanalyse af filmens plakat og med hvordan der i filmens trailer arbejdes med at skabe fascination af virkelighedens historier. Også i forbindelse med traileren vil en målgruppeanalyse være relevant. Plakat og trailer findes her: www.madeincopenhagen.net/da/node/44 Danskfagets tre stofområder kan naturligvis sagtens kombineres.

Filmen er anvendelig på alle gymnasiale uddannelser – og på alle klassetrin.

Tværfagligt

Filmen er meget anvendelig i undervisningsforløb inden for det humanistiske fakultet. Den vil kunne bruges i at-forløb om f.eks. emner som social arv, identitet, barndom, forældre/børn (fra en danskfaglig eller mediefaglig vinkel). Særligt fagene samfundsfag og psykologi vil være oplagte i et tværfagligt samarbejde med dansk og/eller mediefag.

Litteratur og links

Undervisningsmaterialer til brug i samfundsfag og psykologi på Doxbio skole

Lars Movin interviewer Christian Sønderby Jepsen om ”Blodets bånd” i Ekko # 61, 2013. Se www.ekkofilm.dk

Supplerende film

Et udvalg af andre dokumentarfilm instrueret af Christian Sønderby Jepsen:

Testamentet (2011)

Dømt for terror (2010)

Min fætter er pirat (2010). Gymnasievejledning til filmen

Side om side (2009)