Didaktiske overvejelser
Inddel inden filmen eleverne i seks grupper. Hver gruppe får ét af de givne fokuspunkter (se Opgaver og øvelser – Opgave under filmen), hvorefter eleverne forbereder sig på særligt at notere sig de scener og sekvenser, der vedrører deres tildelte fokus. Det kan være en fordel for eleverne både at notere sig relevant indhold og relevante filmiske virkemidler vedrørende deres fokuspunkt.
Efter filmen arbejder eleverne i grupper om de analytiske opgaver A-F. Opsamling kan foregå i enten matrixgrupper eller i plenum.
Som alternativ eller supplement til gruppearbejdet kan man arbejde med de mere overordnede analyseaspekter med relevans for denne dokumentar: Anslaget inklusiv titlen, dramaturgien, lydsporet, autenticitetsmarkører, miljøkarakteristik, dokumentarfilmstype, fakta- og fiktionskoder, iscenesættelse.

Særfagligt
‘Faderen, sønnerne og Helligånden’ er særligt velegnet til dansk. Filmen vil være oplagt at bruge i forløb om dokumentarfilm, og den vil også være relevant i tematiske forløb om social arv, tro eller familie.

Kernestofområder:
- Medieanalyse og -fortolkning med fokus på filmiske virkemidler, temaer og personkarakteristik
- Tematisk analyse bl.a. social arv, broderskab, børn og forældre, misbrug, tro
- Værkanalyse med fordybelse i afgrænset tekst, evt. suppleret med sammenlignende analyse med ’Testamentet’
Faglige mål:
- Analysere, fortolke og perspektivere fiktive og ikke-fiktive tekster i alle medier
- Demonstrere kendskab og forholde sig reflekteret til mediebilledet i dag
- Anvende centrale mundtlige fremstillingsformer med formidlingsbevidsthed
- Demonstrere viden om og reflektere over fagets identitet og metoder
Tværfagligt
‘Faderen, sønnerne og Helligånden’ er velegnet til fler- og tværfaglige samarbejder med dansk og mediefag, samfundsfag, religion og psykologi.
Her vil der være flere fælles temaer i spil på tværs af fagene, herunder misbrug, dysfunktionelle familier, negativ social arv og betydning af tro for moderne mennesker.
Filmen vil desuden kunne anvendes til SRP med samfundsfag i kombination med dansk. Her kunne oplagte områder være teksters fremstillinger af misbrug, tro, social arv eller dysfunktionelle familier.
