Om filmen
Skræk og hysteri er den tilstand, en ukendt og fløjtende børnemorder hensætter storbyen i – vi må ud fra dialekten slutte os til, at storbyen er Berlin. Morderen har dræbt flere børn i et omfang, som bevirker, at der udloves en større dusør for pågribelsen af ham.
I en naturalistisk udformet arbejderlejlighed venter den hjemmegående husmor på, at hendes datter Elsie kommer hjem fra skole. Moderens kald runger ængsteligt igennem tomme berlinske trappegange og tørrelofter: Elsie dukker aldrig op, for hun er i mellemtiden blevet offer for børnelokkerens forbrydelse, indledt af lovord om slik og legetøj. Selv om politiet omsider finder pigens lig, rykker en opklaring ikke nærmere. Derfor intensiverer politiet sit arbejde med vilkårlige razziaer og forældrepåbud om at holde et vågent øje med børnene – og det fremkalder ægte massehysteri, uberettiget mistænkeliggørelse og lemfældige anmeldelser gensidigt blandt borgerne.
De talrige politirazziaer forstyrrer byens forbrydersyndikat, som består af organiserede småsvindlere, lommetyve mm. Under ledelse af syndikatets ukronede lederfigur vedtages et organiseret modtræk til politiets razziaer: Underverdenen vil selv pågribe børnemorderen for derved at bringe en ende på de umulige vilkår, som den øgede tilstedeværelse af politi har bevirket for forbryderne. De opfører derfor med succes et finmasket net af diverse udstødte, der endelig finder frem til børnemorderen i et ekspressionistisk udformet loftsrum, afsløret på sin iørefaldende fløjten. I et spektakulært klimaks ser man, hvordan et pøbelagtigt tribunal makabert bringer børnemorderen M ”for retten”, skellet mellem forurettet og gerningsmand vendes på hovedet og viskes ud, hvorved filmen i sine meget afgørende sidste tre minutter reelt åbner et helt nyt tematisk spor, der legemliggøres i M’s fortvivlede bekendelse:
„Immer muss ich durch Straßen gehen, und immer spür ich, es ist einer hinter mir her. Das bin ich selber! (…) Manchmal ist mir, als ob ich selbst hinter mir herliefe! Ich will davon, vor mir selber davonlaufen, aber ich kann nicht! Kann mir nicht entkommen! (…) Wenn ich's tue, dann weiß ich von nichts mehr… Dann stehe ich vor einem Plakat und lese, was ich getan habe, und lese. Das habe ich getan?“
Særfagligt
Tysk
Fritz Langs film er et filmisk kardinalværk, som kan bruges på både A- og B-niveau, hvor den især kan indgå i flg. temakredse:
- Modernisme og ekspressionismeforløb
M som eksponent for det moderne menneskes fremmedgørelse og eksistentielle fortabthed (først på A-niveau og i 3.g). Kan med fordel forlænges med tekster af Kafka eller Werfel. De behandler begge den skyldbetyngede unge mand, som ikke er sig sin forbrydelse bevidst på traditionel vis. Indflydelse bagudrettet også fra skrækromantikkens tema om det styrede væsen – især E.T.A. Hoffmann. - Krimiforløb
Skyld og forbrydelse, offer og gerningsmand: Her repræsenterer M en vigtig nyskabelse, nemlig fokus på forbryderens psyke snarere end på hans forbrydelse. Kan bruges fra tidligt B-niveau til en generel diskussion af domfældelse og straf. - Weimarrepublikken 1918-1933
Filmen kan bruges i et historisk emne og ses som en allegori over denne tid, hvor den skrøbelige, demokratiske republik kun har få år tilbage at leve i inden Hitlers magtovertagelse: Vidnesbyrd herom er fx iscenesættelsen af forbrydersyndikatets opstand og aggression, som fører til egen selvbestaltet domfældelse uden om samfundets magtinstanser. Derved repræsenterer filmen et varsel om det ustabile tyske demokratis forestående fald. Forbrydersyndikatets leder, der Schränker, kan med sin lange, glatte læderjakke endvidere ses som en pendant til Joseph Goebbels (den nazistiske propagandaminister). Og helt klar bliver parallellen, når Schränker om morderen udtaler: ”Diese Bestie hat kein Recht zu existieren, die muss ausgerottet werden”. Filmen er således et forsvar mod tilfældig lynchjustits og en lovsang om at beskytte en truet Weimarrepublik.
Mediefag
Filmen egner sig fortrinligt til undervisningsbrug, såvel som citatværk som til fuldt gennemsyn. Anvendelse på både C- og B-niveau.
- Teori-introforløb
Filmens anslag egner sig som generel indføring i billedbetydningerne metonym og metafor (M’s fløjten, Elsies ballon), ligesom anslaget arbejder gennemført med set up / pay off-struktur i sin dramaturgi (Elsie spiller off screen bold op ad plakaten med morderen på). Endelig forekommer i konfliktoptrapningen en bemærkelsesværdig parallelklipning mellem politigruppens møde og forbrydersyndikatets møde. C-niveau. - Filmhistorie
Filmen kan bruges som eksempel på en af de tidlige lydfilm i 1920'erne og 1930'erne. Der forekommer eksempler på både off screen-lyd, brug af stemningsskabende stilhed, samt lydklip, som maskerer klipningen. Lydbrugen er således langt forud for sin tid. B-niveau. - Film noir
Både filmens æstetik og indhold peger frem mod 1940’ernes film noir. Af æstetiske træk kan især nævnes den udtalte brug af post-ekspressionistisk claire-obscure lyssætning samt den forvredne og centrumløse billedkomposition bag M i loftsrummet, der indgår i den traumatiske iscenesættelse af ham. Billedkompositionen her er anvendt som sindbillede på M’s psykiske tilstand (filmens 66. og 77.minut). Fokus på det styrede væsen og fraværet af mandspersonens selvkontrol bliver siden et centralt karakteristika for den amerikanske film noir. B-niveau eller sent C-niveau.
Tværfagligt
Tværfagligt emne 1
- Tema: Forbrydelse, straf og selvtægt
- Fokus: Hvordan behandles domsafsigelse i litteratur, fiktionsfilm og i praksis?
- Fag: Dansk (islandske sagaer), samfundsfag (det politiske system – magtens tredeling), mediefag (retsdramaet som genre)
Tværfagligt emne 2
- Tema: Weimarrepublikkens og demokratiets endeligt
- Fokus: I hvor høj grad er demokratiet forankret i Tyskland før Hitlers magtovertagelse, og hvordan reagerer litteratur og film på den ustabile republik?
- Fag: Historie, tysk, mediefag
Litteratur og links
Hoffmann: Der goldne Topf. 1814.
Kafka: Brief an den Vater. 1952.
Moser: Mein erster bis neunter Mord. I: Gebrochene Herzen, rororo 1990.
Werfel: Nicht der Mörder, der Ermorderte ist schuldig i: Botofte, Der deutsche Expressionismus. Munksgaard 1996.
Analyse med arbejdsspørgsmål i filmmagasinet Ekko: http://www.ekkofilm.dk/filmiskolen.asp?table=filmiskolen&nid=3&id=19
Supplerende film
Fritz Lang: Metropolis (1927)
Robert Wiene: Das Cabinet des Dr. Caligari (1920)