Materialer
Om filmen
'Tømmerflåden' er en dokumentarfilm, der handler om den spansk-mexicanske antropolog Santiago Genovés risikable sociale eksperiment fra 1973. I tre måneder drev han sammen med ti nøje udvalgte mænd og kvinder over Atlanterhavet på den hjemmelavede tømmerflåde 'Acali'.
Se filmklip (00.00.26-00.02.08)
Hans ønske var at påvise menneskets naturlige seksuelle og voldelige drifter som dybereliggende årsager til verdens ufred. Mere præcist var Genovés optaget af at vise, hvordan seksuelle spændinger og magtrelaterede aggressioner kunne lede til konflikter.
For at sikre sig, at konflikterne rent faktisk opstod, havde Genovés nøje udvalgt besætningen i modsatrettede "os og dem"-par. Blandt andet hyrede han en araber og en israeler, en sort og en hvid amerikaner samt en ateist og en katolsk præst. Ud fra hypotesen om, at mænd ikke kan tolerere at komme under kvinders kommando, gav han desuden de fem kvinder på tømmerflåden de vigtigste opgaver og mændene de mindre vigtige. Genovés forsøgte desuden at øge presset på besætningen ved kun at hyre én med erfaring i sejlads – kaptajnen Maria Björnstam. Sidst, men ikke mindst, anvendte Genovés forskellige intimiderende spørgeskemaer som ammunition imod besætningen, hvilket bragte ham i centrum for konflikt på tømmerflåden.
I tråd med det berygtede "Stanford Prison-eksperiment" fra 1971, der skulle simulere og analysere magtmisbrug i fængsler, var "Acali-eksperimentet" også karakteristisk for 1970’ernes idealistiske forhåbninger om at bruge kontroversielle socialpsykologiske forsøg til hurtigt at gøre verden til et bedre sted.
Den svenske instruktør Marcus Lindéen har udarbejdet dokumentaren som en løbende vekslen mellem de grynede optagelser fra 70’erne og stiliserede studiebilleder fra i dag, hvor de overlevende fra besætningen i fællesskab husker tilbage på deres tre måneder til søs.
Særfagligt
Dokumentarfilmen lægger op til en psykologifaglig, kritisk diskussion af, hvorvidt alle mennesker er født med seksuelle, voldelige og aggressive drifter eller ej. Og om dette er skyld i verdens ufred og krige. I forlængelse heraf kan man med fordel drøfte, hvordan arv og miljø sammen og hver for sig kan spille ind på menneskets handlinger, tanker og følelser.
En interessant sammenligning vil her være de klassiske socialpsykologiske forsøg såsom Zimbados "Stanford Prison-eksperimenterne" og "lydigheds- og autoritets-forsøget" af Stanley Milgram.
Desuden kan der åbnes op for en diskussion af, hvilke individual- og gruppepsykologiske faktorer der kan være med til at forklare udviklingen af forskellige roller, normer og værdier i en gruppe. Herunder hvordan forskellige typer af lederskab kan påvirke medlemmers og gruppens adfærd. Desuden er det interessant at diskutere, hvad der skal til for at nedbryde stereotyper og fordomme om "os og dem", samt hvordan man kan understøtte gode kulturmøder med fællesskab, åbenhed og nuanceret indsigt.
Sidst med ikke mindst er det oplagt at diskutere eksperimentets validitet og reliabilitet og forholde sig videnskabeligt kritisk til eksperimentet som metode.
Tømmerflåden er velegnet til forløb på både C- og B-niveau. Af kernestof kan følgende dækkes:
Kernestof på C-niveau
- Socialpsykologi (fx gruppepåvirkning, konformitet og social kontrol, gruppekonflikter, roller, ledelsesteori, autoritet og lydighed og holdninger)
- Kognitiv psykologi (fx social perception, udvikling af kognitive skemaer, fordomme og stereotyper: os og dem – herunder kønsstereotyper mm.)
- Kulturpsykologi (fx etnocentrisme og kulturrelativisme og kulturmøder såsom kontaktteorien, uddannelse og viden)
- Identitetsdannelse og socialisering
- Kommunikation og konflikt
- Teori om opdragelse og udvikling af køn
- Personlighedspsykologi
- Udviklingspsykologi, tilknytningsforstyrrelser og omsorgssvigt
- Psykologisk metode på C-niveau
Kernestof på B-niveau
- Socialpsykologi (fx gruppepåvirkning, konformitet og social kontrol, gruppekonflikter, roller, ledelsesteori, autoritet og lydighed og holdninger)
- Kognitiv psykologi (fx social perception, udvikling af kognitive skemaer, fordomme og stereotyper: os og dem – herunder kønsstereotyper mm.)
- Kulturpsykologi (fx etnocentrisme og kulturrelativisme og kulturmøder såsom kontaktteorien, uddannelse og viden)
- Identitetsdannelse og socialisering
- Kommunikation og konflikt
- Teori om opdragelse og udvikling af køn
- Personlighedspsykologi
- Udviklingspsykologi, tilknytningsforstyrrelser og omsorgssvigt
- Psykologisk metode og psykologisk feltundersøgelse på B-niveau
- Diskursanalyse
- Arbejds- og organisationspsykologi
Temaer i psykologi
’Tømmerflåden’ er velegnet til forløb om fx:
- Eksperimentet som undersøgelsesmetode (fejlkilder).
- Fordomme, stereotyper, kulturmøder og identitet (fx køns- og kultur-stereotyper).
- Optrapning (fx den sociale identitetsteori og identitetsdannelse, konfliktteorien og den sociokulturelle indlæringsteori).
- Nedtrapning (fx kontaktteorien, viden og uddannelse). - Ondskabens vs. godhedens psykologi.
- Ledelsens indflydelse på gruppen og dens individer (roller, normer og værdier).
Ovenstående temaer kan arbejdes med som selvstændige og enkeltstående temaer, men de kan med fordel også understøtte hinanden og benyttes i en helhed eller i flere forskellige sammenhænge.
Opgaver og øvelser
Alle nedenstående opgaver og øvelser kan benyttes på både C- og B-niveau, men de mest egnede emner til C-niveau er 'Eksperimentet som undersøgelsesmetode' samt 'Fordomme, stereotyper, kulturmøder og identitet’. Opgaverne ligger også under menuen til venstre.
- Eksperimentet som undersøgelsesmetode
- Fordomme, stereotyper, kulturmøder og identitet
- Ondskabens vs. godhedens psykologi
- Ledelsens indflydelse på gruppen og dens individer
Eksperimentet som undersøgelsesmetode
Før filmen
- Lad eleverne læse grundigt op på eksperimentet som forskningsmetode (jf. materialet ’Intro til psykologiske metoder på psykologi C’ og ’Psykologiske feltundersøgelser på B-niveau’ – jf. 'Links og litteratur').
- Gennemgå lektien om eksperimentet som forskningsmetode:
- Fx tavleundervisning med en kort gennemgang af begreberne eller uddelegering, hvor eleverne skriver forklaringer i et fællesdokument og derefter fremlægger.
- Øvelse med begrebskort i grupper (variation: skriv selv ned, gæt og forklar). - Se Sherifs eksperiment "Roberts Cave" (link til YouTube-video) med fokus på metoderefleksioner → opsamling i plenum.
- Hvis der er tid: brainstorm/nedskriv noter om: ”Hvad har jeg lært i dag?”.
Under filmen
Læg særligt mærke til følgende:
- Hvilken form for eksperiment er ’Tømmerflåden’?
- Hvordan udfører Santiago Genovés eksperimentet? Find og notér scener, hvor det kommer tydeligst frem. Inddrag her din metodiske viden (jf. Før filmen).
- Tag noter til eksperimentets resultater?
Efter filmen
Undersøg og forklar:
- Hvilke fordele og ulemper ser I ved "Acali-eksperimentet"? (kom bl.a. ind på fejlkilder + validitet og reliabilitet).
- Hvilke metodiske forskelle og ligheder er der mellem dette eksperiment og andre socialpsykologiske eksperimenter? (såsom "lydigheds og autoritets-forsøget" af Stanley Milgram, "Stanford Prison-eksperimenterne" af Philip G. Zimbardo, "Konformitetsforsøg" af Solomon Aschs samt "Roberts Cave-eksperimentet" af Muzafer Sherif. Kom fx ind på metodisk bias.
- Beskriv og forklar eksperimentets resultater? Se klippet nedenfor. Inddrag relevant psykologisk og metodisk viden (jf. nedenstående metodiske materiale eller metodeafsnittet i 'Psykologiens veje' fra 2017).
Se filmklip (01.17.42-01.23.50)
Materiale: ’Intro til psykologiske metoder på psykologi C’ og ’Psykologiske feltundersøgelser på B-niveau’ (jf. 'Links og litteratur').
Fordomme, stereotyper, kulturmøder og identitet
Se filmklip (00.20.25-00.21.03)
Antropologen definerer sit projekt.
Under filmen
Læg særligt under den første halve time af filmen mærke til:
- Hvad er forskeren Santiago Genovés motiver med "Acali-eksperimentet"? Notér de scener, hvor de træder frem, til senere brug.
- Hvilke motiver og forestillinger ligger der bag de enkelte deltageres medvirken i "Acali-eksperimentet"? Notér de scener, hvor de træder frem, til senere brug.
Læg særligt under den sidste halve time af filmen mærke til:
3. Hvordan udvikler relationen sig imellem besætningens medlemmer?
Se filmklip (01.22.20-01.23.50)
Retrospektive vidnesbyrd.
Efter filmen
Undersøg og forklar:
- Hvilke psykologiske forklaringer kan der ligge bag Santiago Genovés ageren på 'Acali’ og hans motiver med eksperimentet? (fx Santiago Genovés kognitive skemaer, social perception og stereotyper, opdragelse og traditionelle vs. nye kønsroller og social identitetsteori).
- Hvilke psykologiske forklaringer kan der ligge bag den gode relation og kontakt, der opstår blandt besætningens medlemmer? (Inddrag bl.a. psykologisk viden om forebyggelse af fordomme og stereotyper såsom kontaktteorien, uddannelse og viden samt teori om Kurt Lewins ledelsesstile).
Se filmklip (01.25.14-01.31.50)
Ondskabens vs. godhedens psykologi
Før filmen
- Del eleverne op i ca. fire grupper.
- Giv hver gruppe ansvaret for at sammenligne "Acali-eksperimentet" med et andet klassisk socialpsykologisk eksperiment:
- "Lydigheds- og autoritets-forsøget" af Stanley Milgram.
- "Stanford Prison-eksperimenterne" af Philip G. Zimbardo.
- "Konformitetsforsøg" af Solomon Aschs.
- "Roberts Cave-eksperimentet" af Muzafer Sherif. - Alle grupperne udfører med andre ord samme slags sammenligning ud fra forskellige perspektiv, så de til slut ved klassefremlæggelse bliver klogere på flere eksperimenter, samtidig med at alle grupper er gået i dybden med ét særligt eksperiment.
- Få grupperne til at kopiere og dele dette sammenlignende skema (ligger også under menuen til venstre).
Se filmklip (00.10.50-00.12.12)
Santiago Genovés tanker.
Under filmen
Læg særligt mærke til følgende (jf. skema):
- Hvem foretager undersøgelsen? Hvor er den fra? Hvornår er den fra? (ydre oplysninger).
- Hvad undersøges? Hvilken hypotese ligger evt. til grund for undersøgelsen?
- Hvilke(n) metode(r) anvendes i undersøgelsen? Giv detaljer omkring undersøgelsens design.
- Hvad er resultaterne af undersøgelsen? Bekræftes eller afkræftes en eventuel hypotese?
- Hvilke fejlkilder/usikkerheder kan der være forbundet med undersøgelsen?
- Hvad er de primære ligheder og forskelle mellem "Acali-eksperimentet" og det andet socialpsykologiske forsøg?
Efter filmen
- Find sammen i jeres grupper.
- Sammenlign og uddyb jeres individuelle observationer/besvarelser af skemaets ovenstående spørgsmål.
- Undersøg og besvar skemaets sidste spørgsmål: "Hvordan kan undersøgelsernes resultater forklares?" Inddrag herunder relevant psykologisk viden til belysning af dette, såsom:
- Socialpsykologisk teori om ledelsesstile og gruppepres og dets konsekvenser.
- Teorier om, hvad der kan skabe fordomme og stereotyper (såsom konfliktteorien, den sociale identitetsteori, den sociokulturelle indlæringsteori).
- Teorier om, hvad der kan mindske fordomme og stereotyper (såsom kontaktteorien, viden og uddannelse).
- Psykologisk bias.
- Relevant udviklings- og personlighedspsykologisk teori.
- Psykologisk viden fra én af de nedenstående artikler:
- Folkedrab.dk: 'Gruppepres, lydighed og ideologi – hvordan almindelige mennesker bliver gerningsmænd':
https://folkedrab.dk/artikler/gruppepres-lydighed-og-ideologi-hvordan-almindelige-maend-bliver-gerningsmaend
- Videnskab.dk: 'Forskere angriber klassisk psykologisk eksperiment':
https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-angriber-klassisk-psykologi-eksperiment
Lederens indflydelse på gruppen og dens individer
Undersøg, hvorfor det ikke lykkedes Santiago Genovés at få besætningens indre aggressioner frem.
Under filmen
Læg særligt mærke til:
- Hvordan agerer tømmerflådens leder(e) – Kaptajnen og Santiago?
- Hvordan påvirker lederrollerne besætningens ageren?
- Hvordan påvirker besætningen hinanden?
Efter filmen
Undersøg og forklar:
- Hvordan kan ledernes ageren spille ind på besætningens udvikling af roller, adfærd og normer? (inddrag fx formelle og uformelle roller, normer og dets konsekvenser).
- Hvilke andre individual- og gruppepsykologiske faktorer kan være afgørende for gruppens positive udvikling?
Inddrag relevant psykologisk viden til belysning af dette, såsom:
- Anden socialpsykologisk viden om gruppepres og social kontrol
- Teori om udvikling nye kønsroller og dets konsekvenser
- Personlighedspsykologi
- Anden relevant psykologisk viden evt. fra Dorthe Birkmoses artikel 'Gruppens kompetencer er noget ganske andet end summen af individernes kompetencer': https://dorthebirkmose.dk/gruppens-kompetencer-er-noget-ganske-andet-end-summen-af-individernes-kompetencer/
Tværfagligt
Det er oplagt at lave tværfaglige forløb fx med fagene dansk, mediefag og samfundsfag. Se velegnede temaer og opgaver i psykologi under menupunktet 'Særfagligt'.
I samarbejde med dansk kan man undersøge og diskutere mediernes rolle i fremvisning af fx forskellige former for ledelse, godt og dårligt gruppepres, gode og dårlige kulturmøder samt op- og nedtrapning af fordomme og stereotyper.
I samarbejde med mediefag kan fremstillingen af eksperimentet undersøges gennem en analyse af de filmiske virkemidler samt filmens brug af træk fra de forskellige dokumentarformer.
I samarbejde med samfundsfag er det oplagt at fokusere på, hvordan politikeren kan være med til at fremme god ledelse, konstruktive kulturmøder samt nedtrapning af diskriminerende fordomme og stereotyper. I tråd hermed er det relevant at undersøge, hvordan disse faktorer kan spille ind på udviklingen af kvaliteten af statens velfærdsydelser.
Links og litteratur
Bøger
- Larsen, Ole Schultz: 'Psykologiens veje', Systime 2017.
- Kuschel, Rolf og Zand, Faezeh: 'Ondskabens psykologi', Frydenlund 2009.
- Kuschel Rolf og Larsen, Ole Schultz: 'Socialpsykologi – En introduktion', 2. udgave, Frydenlund 2006.
- Hannibal, Jette: 'Stereotyper, fordomme og diskriminering', s. 1-7.
- Possing, Birgitte: 'Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag', Strandberg Publishing 2018.
- Hannibal, Jette: 'Intro til psykologiske metoder på C-niveau', 2014.
- Larsen, Ole Schultz: 'Psykologiske feltundersøgelser – B-niveau', Systime 2013.
- Granild, Dorte og Wolfhagen, Mette: 'Dox'. Lindhardt og Ringhof 2016.
Artikler
- Ingeniørforeningen IDA, 'Ledere skal tage ansvar for at løse dårligt samarbejde', Berlingske, 2016.
- Schaffalitzky, Caroline: 'Når stereotyper gør os blinde', Information 2010.
- 'Psykologiforsøget der løb løbsk', Videnskab.dk 2010:
https://videnskab.dk/kultur-samfund/psykologiforsoget-der-lob-lobsk. - Hammer, Jon Ludvig: 'Forskere angriber klassisk psykologisk eksperiment', Videnskab.dk 2012:
https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-angriber-klassisk-psykologi-eksperiment.
Andre undersøgelser
- DR, 'Hjernevask: Os og dem', 2019:
https://www.dr.dk/tv/se/hjernevask/hjernevask-2/hjernevask-os-og-dem.
Hjemmesider
- 'Gruppepres, lydighed og ideologi – hvordan almindelige mænd bliver gerningsmænd', Folkedrab.dk: https://folkedrab.dk/artikler/gruppepres-lydighed-og-ideologi-hvordan-almindelige-maend-bliver-gerningsmaend.
Filmiske virkemidler
Læs om filmiske virkemidler og dramaturgi i Filmcentralens Filmleksikon