Toujours une bonne idée !
En fransk film er toujours une bonne idée. Den franske film bringer verden ind i klasselokalet – med dens stemninger, lyde, musik, indblik og udsyn. Film giver mulighed for at møde det talte ord, vænne øret til de franske lyde og melodier, få visuelle oplevelser og se en afspejling af fransk og fransksproget kultur. Derudover dækker kortfilm og film mange af de faglige mål.
Faglige mål:
- forstå ubearbejdede fransksprogede fiktive tekster
- referere et handlingsforløb på fransk
- deltage i samtale og diskussion på et klart og nogenlunde flydende fransk om kendte og almene emner, herunder begrunde og forklare holdninger
- analysere og fortolke, herunder filmiske virkemidler og deres effekt i fortolkningen
- perspektivere til danske forhold
Om materialet
Materialet består af en generel guide til at arbejde med kortfilm i fransk og tre specifikke materialer udarbejdet til tre franske kortfilm. De ligger alle tre her på Filmcentralen og kan ses med både danske og franske undertekster: C’est dimanche (Det er søndag), Carla en dix secondes (10 sekunder med Carla) og Amsterdam.
I den generelle guide Pour travailler un court-métrage – guide til at arbejde med kortfilm i fransk er spørgsmålene delt i to hovedspor: en litterær indgang (personer, handling og temaer) og en mediefaglig indgang (dramaturgi, billedvalg og lyd). I langt de fleste film vil det visuelle og det lydlige udtryk understøtte filmens tematikker og budskaber.
I materialerne til de tre film kan læreren orientere sig om filmens handling og tematikker. Her forklares også filmens historiske og/eller kulturelle kontekst, ligesom der peges på særlige filmiske virkemidler, som det er værd at lægge vægt på. I arbejdet med de filmiske virkemidler kan man benytte ordlisten Vocabulaire pour parler d'un film (dansk-fransk oversættelse), som indeholder de mest almindelige begreber. Til hver film hører også et afsnit om supplerende materiale til emnet. Materialet består desuden af elevark med fokus på dramaturgi, personer og filmiske virkemidler. Bemærk, at det er muligt at tage skærmbilleder af filmene for at underbygge argumenter (se knappen 'Tag screenshot' under de enkelte film).
Opbygning af de enkelte filmmaterialer (til underviseren):
- Intro til film og credits
- Faglige mål
- Handlingsreferat
- Filmens temaer
- Nedslag – filmiske virkemidler
- Om elevark
- Supplerende materiale
Om elevarkene
Til hver kortfilm hører to elevark: Avant le court-métrage skal spore eleverne ind på filmens stemning og personer og fx give mulighed for at gætte på, hvad der vil ske i filmen. Après le court-métrage indeholder forskelligartede opgaver til filmen i sin helhed. Opgaverne har først en litterær indgang (fx personkarakteristik, hovedpersonens projekt, symbolik) og herefter en mediefaglig indgang (fx billedbeskrivelse af screenshots, dramaturgi, underlægningsmusik). Man kan naturligvis udvælge de opgaver, som passer bedst til holdet og dagsformen. Alle opgaverne er udarbejdet med henblik på at træne ordforråd, samtale og kommunikative færdigheder. Desuden er der til sidst i materialet mulighed for at arbejde med en mindre skriftlig opgave.
Dette materiale er skrevet af Mimi Sørensen, lektor på Hvidovre Gymnasium og Mette Bering, uddannelsesleder på Roskilde Gymnasium, september 2019