• FASE 1: Praktisk forberedelse
  • FASE 2: Faglig forberedelse
  • FASE 3: Introduktion og filmanalyse
  • FASE 4: Optagelse i bil-studiet
  • FASE 5: Klipning i FILM-X
  • FASE 6 og 7: Filmpræsentation og evaluering på skolen

FASE 1: Praktisk forberedelse

Hjemme på skolen skal eleverne inddeles i filmhold. Filmholdet bør være på max. 6 elever, så er der flere elever, inddeles de i to hold, der skiftes til at finde på historie og optage. Der er to klippestandere, så eleverne kan klippe samtidigt.

Hjemme på skolen vælger / får hver elev en funktion på filmholdet: Instruktør, fotograf / klipper, 3-5 skuespillere.

Funktioner indebærer følgende:

  • Instruktøren skal:
    • Lede holdet og tage beslutninger ved uenighed
    • Holde fast i filmens handling
    • Vejlede skuespillerne og sætte optagelser i gang (”Action”)
  • Fotografen / klipperen skal:
    • Vælge kostumer og rekvisitter
    • Klippe mellem to kameraer under optagelserne
    • Starte optagelsen på computeren
    • Bevæge bilen for at skabe liv i billedet
    • Sidde ved tasterne under klipningen
  • Skuespillerne skal:
    • Lytte til instruktøren og være klar til optagelse
    • Komme med inputs til filmens handling og deres rolle – fx replikker og kropssprog
    • Spille med på de andre skuespilleres spontane idéer

Vi anbefaler, at holdene sammensættes således, at eleverne varetager en funktion, de har særlig interesse for eller kompetence til at varetage. Det er fx vigtigt, at instruktøren er motiveret for at lede sit hold, de tekniske funktioner varetages af elever, der kan lide at fordybe sig med en computer, og at skuespillerne har mod på at tage en rolle på sig.

Foto: Filminstituttet

FASE 2: Faglig forberedelse

FILMANALYSE

Vi anbefaler, at I hjemme på skolen analyserer en eller flere kortfilm, for at eleverne blive fortrolige med den dramaturgiske opbygning med start-midte-slutning, samt det at finde frem til en films konflikt. Dette er dog en frivillig aktivitet. Pointerne gennemgås også i starten af FILM-X forløbet, men gentagelsen kan styrke forforståelsen.

Har jeres skole abonnement på Filmcentralen.dk, kan I f.eks. bruge filmene ”Ztriwer” eller ”Snap”, der begge har en både humoristisk og tydelig fortælling.

Tal f.eks. om følgende:

  • Hvem er filmens hovedperson?
  • Hvordan udvikler hovedpersonen sig gennem fortællingen?
  • Hvilke skift sker der i handlingen?
  • Hvordan ender filmen?

Se evt. filmen igen og læg mærke til filmens lyde:

  • Hvordan ændrer musikken sig undervejs?
  • Hører I andre lyde end musikken?

Hvis FILM-X forløbet er en del af et længere filmforløb, tager I naturligvis i de filmeksempler, der giver bedst mening for jer. F.eks. gys / action /eventyr osv. Tal evt. om hvilke filmiske virkemidler, der er typiske for den genre, I arbejder med.

FILMENS PLOT OG SCENOGRAFI

I kan vælge at planlægge jeres fortælling hjemme på skolen – eller I kan gøre det mere spontant sammen med jeres guide.

Vil I arbejde med fortællingen hjemme på skolen, vil første skridt være at se på jeres scenografi.

Selve optagestudiet er en fysisk kulisse, nemlig en bil. Men en stor del af scenografien er en såkaldt baggrundsfilm: En film på 1-2 minutter som afspilles på en skærm i bilens bagrude.

Alt efter hvilket forløb I har valgt, skal I bruge en bestemt baggrundsfilm:

  • I gyserforløb bruges filmen Skovvejen
  • I actionforløb bruges filmen Biljagten
  • I forløb med fri fortælling har filmholdene frit valg mellem alle baggrundsfilm. Her kan det særligt være en fordel, at I når at se filmene hjemmefra.

Flere af baggrundsfilmene har små handlingselementer bygget ind, og baggrundsfilmene kan både inspirere og stilladsere fortællingen.

Ud fra baggrundsfilmen laver filmholdene en fælles brainstorm og planlægger deres fortælling i grove træk

  • De beslutter en konflikt
  • De beslutter filmens start-midte-slutning. Handlingen tilpasses baggrundsfilmens længde. Bemærk at baggrundsfilmene ikke kan gøres længere men fint kan forkortes.
  • De overvejer konkrete handlinger og personer – og i den forbindelse vigtige rekvisitter / kostumer
  • Evt. overvejer de replikker
  • Evt. taler de om filmens lyde / musik

Der vil være tid til at videreudvikle fortællingen i dialog med underviseren under optagelserne, ligesom der under klipningen vil være god mulighed for at afprøve forskellige effektlyde og musik, hvilket er en væsentlig del af den samlede læreproces. Derfor skal filmen ikke være planlagt i detaljen.

For at forventningsafstemme hvad der kan lade sig gøre, når I skal optage jeres film, bør eleverne vide, at studiet har et kamera i forruden og et inde i bilen, og derudover er der indbygget mikrofon, så stemmerne optages med det samme.

Kamera og lys er indstillet på forhånd, så der er fuldt fokus på fortælling og skuespil under optagelserne.

Der kan gemmes op til tre filmoptagelser, som tages med videre til klippecomputeren. Klipningen foregår i iMovie med adgang til billede- og lydbibliotek.

FASE 3: Introduktion og filmanalyse

Klassen bydes velkommen af jeres FILM-X guide, der taler med eleverne om, hvad de har forberedt hjemmefra, og så gentager de analyse af start-midte-slutning og konflikt ud fra en kortfilm, som vises på et lærred. Vi ser på, hvordan virkemidlerne bruges til at markere skift i stemning og handling undervejs i filmen.

FASE 4: Optagelse i bil-studiet

Efter den fælles opstart, får eleverne en introduktion til studiet og arbejdsprocessen – her gennemgås alt fra teknik og praktiske forhold til rollefordeling og indholdsmæssige pointer.

Er der to filmhold, sættes de begge i gang med deres idéarbejde, og jeres underviser sætter så det hold, der først er klar med en fortælling, i gang med at optage, mens det andet hold finpudser og øver

deres replikker.

FASE 5: Klipning i FILM-X

I filmklipningen reflekterer eleverne over filmens særlige virkemidler, når de skal indsætte ekstra billedmateriale, bearbejde deres dialog og træffe beslutninger omkring fx effektlyd og musik.

Flere og flere elever har prøvet at klippe film – både privat og i skolen. Mange kommer derfor med stor viden omkring betjening af programmer og god fornemmelse for klipningens muligheder. Men for lige så mange er FILM-X forløbet den første rigtige erfaring med at klippe film. Underviserne vil forsøge at udfordre eleverne på deres eget niveau, og der kan være behov for, at lærere bistår processen, da der ofte er fem hold, der klipper simultant.

I FILM-X klipper vi iMovie, som mange kender fra tablets og smartphones.

Foto: Filminstituttet

FASE 6 og 7: Filmpræsentation og evaluering på skolen

Vi slutter forløbet af med at se den færdige film på vores lærred.

Vi opfordrer til, at I på skolen følger op med en dybere refleksion over elevernes læring. I den forbindelse kan filmholdene anvende vore evalueringsark, der kan downloades under boksen med lærervejledninger.

Måske har I mod på at starte en ny produktion op med det udstyr, I har adgang til på skolen, så eleverne kan opnå større fortrolighed med at anvende de multimodale udtryksformer.

Kontakt

Har du brug for hjælp eller inspiration til forberedelsen, kan du kontakte Skoletjenesten ved at sende en mail til film-x@dfi.dk.