Ali, Kwita, Omar og Boubker bor i havnebyen Casablanca i Marokko. Ali har en hemmelighed, som han afslører for Kwita. Om kort tid skal han begynde at arbejde på et skib, og hans drøm om at være sømand kan sandsynligvis blive til virkelighed. Ali siger, at selvom de vil være nødt til at skilles fra hinanden, kan de altid se de samme stjerner på himlen. Midt under samtalen overraskes børnene af nogle andre gadebørn, der tilhører en bande, de for nylig er gået ud af. Bandens leder, den noget ældre og hårde fyr Dib, forsøger at overtale dem til at komme ind i banden igen, da et af børnene pludselig kaster en sten, som rammer Ali i hovedet. Han falder død om.

I stedet for at overgive Ali til politiet eller rapportere hans død, bestemmer Kwita, Omar og Boubker sig for at begrave deres ven. De ønsker, at Alis drøm om at blive sømand og sejle til en paradisø skal opfyldes, selvom det sker i døden. Der er bare en stor forhindring – de skal skaffe penge til en værdig begravelse og til sømandstøj. Med store anstrengelser forsøger de at nå deres mål. Det viser sig at være et nærmest umuligt foretagende. De begår småtyverier, synger på gaden og sælger cigaretter og forskellige ting på markeder og i bilkøer. Desuden farer Kwita og Omar konstant i totterne på hinanden.

En dag ser Kwita en sød pige i en skolegård. Hun tilhører en anden verden, en verden af renhed, rigdom og tryghed. Han nærmer sig hende, stjæler hendes tegnebog og finder en stor pengeseddel og et foto af pigen og hendes familie. Efterhånden opbygger Kwita et stærkt, men imaginært forhold til hende. Han fantaserer om, at de skal gifte sig og bo i deres eget hus.

Drengene opsøger Alis prostituerede mor, fru Zaoua, for at fortælle om Alis død. Selvom det er mange år siden, hun har set sin søn, håber de, at hun vil komme til begravelsen. Hun tager Omar med ind på Alis værelse, som hun har ladet stå urørt, siden Ali stak af hjemmefra. Hun fortæller Omar om båndoptageren, som hun plejede at tænde, når hun havde kunder, for at Ali ikke skulle høre, hvad der foregik i rummet ved siden af. Hun kan ikke forstå, hvorfor han lever på gaden som en hund. "Stinker han som dig – som dødt kød?", fnyser hun. Omar prøver, men kan ikke få sig selv til at fortælle hende om Alis tragiske død. Men han tager mod til sig og besøger hende igen nogle dage senere. Hun inviterer ham indenfor og fortæller, at hun længes efter Ali og ønsker, at han skal komme hjem. Hun er venlig overfor Omar, vasker ham og giver ham rent tøj på. Han nyder trygheden og omsorgen. Han er bange for, at han kommer til at knuse hendes hjerte, hvis han fortæller, at Ali er død.

Næste dag støder drengene på Dib og hans bande. Det lykkes Kwita at stikke af, men Omar bliver groft mishandlet, og Dib voldtager Boubker. Da Kwita senere mødes med Omar og Boubker ligger de sammen på jorden i dunsterne fra den lim, de har sniffet for at bedøve deres angst. Alle de penge, de har tjent sammen de seneste dage, er gået til lim og slik. Kwita bliver vred på Omar, som næsten skærer halsen over på Kwita. Men netop da det hele ser allermest håbløst ud, møder børnene kaptajn Hamid, som leder efter Ali. Kaptajnen har lovet Ali arbejde på sin båd, men da han hører, hvad der er sket med Ali, går han straks i gang med at hjælpe drengene. Hamid forstår, hvor vigtig Alis drøm var for ham, og sammen med Kwita begynder han at bygge en kiste, der har form som en båd.

Konflikten mellem Omar og Kwita optrappes. Omar føler sig forfordelt, da han opdager, at Kwita etablerer stærke bånd til Hamid. Omar opsøger Alis mor og fortæller med gråd i stemmen om Alis død. Men hun tror ikke på ham og skriger til ham, at han skal forsvinde. I sin fortvivlelse går Omar tilbage til Dib. Kwita opdager, hvor Omar og Boubker er, og opsøger Dib. Det udvikler sig til et opgør mellem Kwita og Dib; Kwita tager mod til sig og slår endegyldigt fast, at de aldrig vil vende tilbage til banden. "Vi skal begrave Ali", siger han bestemt og vender Dib ryggen. Omar og Boubker følger med ham.

Kwita og Omar besøger igen Alis mor. Døren står åben, og de går ind i Alis drengeværelse. Omar tænder båndoptageren, og til deres forundring hører drengene en historie, som de har hørt Ali fortælle mange gange. Den handler om en sømand, der med en pige ved sin side sejler til sin egen paradisø, hvor der er to sole, som skinner. På gaden udenfor møder de fru Zaoua. Drengene fortæller om Alis kiste, der befinder sig på Hamids skib. De tager sammen en taxi til havnen, hvor Hamid og Boubker venter. Kwita ser et sæt sømandstøj i en bod ved vejen og køber det. Da de nærmer sig skibet, kommer Dib og hans bande løbende. På kajen samles alle børnene for at tage afsked med Ali. Omar og Boubker giver ham sømandstøj på. Boubker begynder at synge, og de sejler væk på båden, ud mod havet med Ali på hans sidste rejse til paradiset.

I størstedelen af udviklingslandene er over halvdelen af indbyggerne under 18 år, og her findes de fleste såkaldte gadebørn. Man anslår, at der i dag findes omkring 80-100 millioner gadebørn i verden. De begynder tidligt deres liv på gaden, nogle gange allerede fra seksårs-alderen. Størstedelen er drenge mellem 10 og 15 år.

Mange har både familie og hjem og bidrager til at forsørge familien. De hjemløse børn udgør en minoritet på cirka 10-15 %. De fleste gadebørn har en familie, som de af forskellige grunde har forladt. En almindelig årsag er mishandling – fysisk, psykisk og/eller seksuelt. I visse lande, som er ramt af krig, for eksempel i Afrika, kan børnene ikke vende tilbage til deres familier og landsbyer, hvis de har været børnesoldater og dræbt folk i deres egne byer.

Børnene har mange forskellige slags jobs, fx i forretninger, på restauranter, hoteller og markedspladser. Det er langt fra altid, de får løn for deres arbejde, ofte får de bare et måltid mad. Arbejdsgiverne tager ikke hensyn til arbejdstider eller de risikomomenter, som kan være knyttet til arbejdet. Flertallet af gadebørnene forsørger sig ved at sælge forskellige varer, fx cigaretter, slik og frugt, som de sælger fra en bod eller i bilkøer. Andre almindelige jobs er at vaske bilruder, pudse sko, synge på gadehjørner og optræde med fx at sluge ild.

Mange gadebørn forsøger også at overleve ved at tigge. Og på grund af tvang eller af simpel nødvendighed havner de ofte i kriminalitet eller prostitution. Det kan endda ske, at fattige familier fra landsbyer tvinger deres børn til storbyerne for at tigge eller prostituere sig. De bliver ofte udnyttet af voksne kriminelle og brugt som narkokurerer eller som hjælpere til at begå tyverier. At sniffe lim er almindeligt. Det bedøver midlertidigt angsten og giver en følelse af mæthed og varme. Men det giver også på længere sigt alvorlige hjerneskader.

Det er ikke ualmindeligt, at de hjemløse børn er med i bander. Banderne har bestemte navne og kontrollerer hvert deres område. Gadebørnene i en bande bor sammen i nedrivningsmodne ejendomme og andre forladte steder. Som regel består en bande af 15-20 børn, men det forekommer, at der er op til 40 medlemmer i en bande. Banderne har deres egne normer og regler. Medlemmerne opdrager og hjælper hinanden på både det praktiske og følelsesmæssige plan. Frem for alt er venskaberne meget vigtige for børnene.

Tilværelsen for de børn, der lever på gaden i Vesteuropa og USA, er noget anderledes end for børnene i U-landene. Børnene er ældre og kommer ofte fra misbrugermiljøer. Det er almindeligt, at de er stofmisbrugere, og de forsørger sig i højere grad ved hjælp af tiggeri, prostitution og kriminalitet. I tidligere øststater som Rumænien og Rusland tvinges mange gadebørn dog til at leve på samme måde som i U-landene.

• Diskutér, hvordan man får rettet mere opmærksomhed mod spørgsmål angående gadebørns situation.
• Kan film eller andre former for kunst være med til at ændre samfundet? Har filminstruktører og andre kunstnere på denne måde et moralsk ansvar i forhold til samfundsudviklingen?

Filmen begynder med, at en bande gadebørn bliver interviewet af et tv-hold. I centrum står Ali Zaoua. Journalisten spørger ham, hvorfor han lever på gaden. Ali fortæller om, hvordan han en aften kom til at høre sin mor tale med en mand, Ali ikke kendte. Manden lovede, at Alis mor ville få en meget høj betaling, hvis hun var villig til at sælge sin søns øjne. "Tænk dig, hun ville sælge mine øjne, derfor stak jeg af", svarer Ali og siger herefter, at hans mor er død. Inden interviewet slutter, hviler kameraet længe på Ali. Han stirrer med fast blik direkte ind i kameraet.

Kwita, Omar og Boubker er omgivet af mennesker, der ikke ser dem. Det virker som om, børnene er usynlige. Kwita opbygger et stærkt men imaginært forhold til en pige, som han ser i en skolegård. Men ligesom sine kammerater lægger hun ikke mærke til ham. For hende og resten af verden er han ligegyldig.

• Hvordan påvirkes mennesker af at blive behandlet med den type ligegyldighed, som gadebørnene dagligt oplever? Findes der nogen mennesker i nutidens Danmark, som får samme behandling?
• Hvad symboliserer pigen for Kwita? Hvilken betydning har hans dagdrømme om hende for hans viljestyrke og hans muligheder for at nå sit og vennernes mål: at give Ali en værdig begravelse?
• Hvordan skildres gadebørnenes liv i 'Ali Zaoua'? Hvilket indtryk får vi af banden?
• Beskriv bandens leder Dib.
• Hvad er det, som gør, at netop Ali, Kwita, Omar og Boubker har valgt at træde ud af deres gamle bande? Hvad søger de uden for banden? Hvorfor vender Omar og Boubker tilbage til banden?
• Hvorfor lever Ali Zaoua på gaden? Beskriv Alis mor og hans hjem. Det virker, som om Ali har et forholdsvis udmærket hjem – hvad er den egentlige årsag til, at han ikke bor hjemme?

Fantasier, myter og drømme spiller centrale roller i filmen. Et eksempel er scenen, hvor Ali fortæller, at han bliver kaldt "Ali Ståltand". Det skyldes, at han med et reb mellem tænderne kan trække en bil. En dag fortæller han, at han vil være sømand og sejle i sit skib med en smuk kvinde ved sin side.

Der er en sjov scene, hvor de tre drenge griller sardiner, og Boubker oprørt udbryder: "Vi sidder jo på toilettet!" Man forstår, at børnene også på en mere konkret måde bruger deres fantasi. Kameraet bevæger sig opad og viser i fugleperspektiv, at den udendørs plads, hvor de spiser og sover, er delt op med kridtstreger i forskellige rum, som om det var et rigtigt hjem.

Et andet eksempel er, da Kwita, Omar og Boubker skal hente Ali fra kælderen. De opdager til deres overraskelse, at hans krop er væk. I stedet finder de tegninger, der forestiller paradisøen med de to sole. Har Ali tegnet dem efter sin død, eller mens han levede? Er tegningerne et mirakel? Også Kwitas imaginære forhold til pigen, der er beskrevet ovenfor, kan diskuteres ud fra disse perspektiver.

• Ali er en nærmest mytisk karakter. Hvordan beskrives det i filmen? Overvej fx, hvad der ligger i, at filmen er opkaldt efter ham, selvom han kun er med i de første par minutter?
• Hvad symboliserer han for de andre gadebørn – og hvordan påvirker han dem? Beskriv fx på hvilken måde Ali, selv efter sin død, udfordrer bandelederen Dib.

Kwitas, Omars og Boubkers hverdag er fyldt med vold, tiggeri og ligegyldighed. Men Alis død bliver et vendepunkt i deres liv. Troen på Alis drøm om at blive sømand ryster deres verden i dens grundvold. I begyndelsen er de ikke rigtig enige. Omar ser kun håbløsheden, hvor Kwita ser mulighederne. Omar synes, at de lige så godt kan gå tilbage til Dib. Men gennem sine møder med fru Zaoua får han sin følelse af værdighed tilbage; hans indstilling forandres, og selv han indser, at drømmen kan blive til virkelighed.

Det lykkes børnene sammen at gøre noget smukt og samtidig noget meningsfuldt. Det vækker liv i følelser, som efter mange års fornedrelse ligger dybt begravet i deres sjæle, følelser af stolthed og selvværd. Men intet af dette ville være muligt, hvis ikke Kwita, Omar og Boubker midt i deres pressede situation havde hinanden og troen på, at drømme kan blive til virkelighed.

• Hvilke drømme har børnene? Hvad er vigtigt i deres liv?
• Drengene forsøger at nå et mål sammen: De vil give deres ven en værdig begravelse. Hvordan udvikler dette drengene? Hvilke tanker og drømme har de om fremtiden?
• Filmen slutter med, at alle børnene fra Dibs bande er samlet på kajen. Overvej, hvad der vil ske Kwita, Omar og Boubkar i fremtiden. Og hvad bliver der af børnene i Dibs bande? Tror de, ligesom Kwita, Omar, Boubker, kaptajnen og fru Zaoua på, at Alis drøm kan blive til virkelighed?

'Ali Zaoua' beskriver gadebørnenes virkelighed med en blanding af realisme og episk storslåethed. At filmen er optaget i det brede filmformat Cinemascope forstærker oplevelsen af det storslåede. Og hver gang Kwita ser eller tænker på den kønne pige, fremstilles hans dagdrømme i naivistiske, animerede afsnit. Disse afsnit giver filmen en ekstra dimension og forstærker dens karakter af eventyr.

• Hvordan påvirker filmens formsprog oplevelsen? Synes I fx, at det er passende at fortælle en realistisk historie i et meget flot billedsprog?
• Overvej, hvordan filmen ville blive opfattet, hvis instruktøren i stedet havde forsøgt at skabe autenticitet ved at anvende en dokumentaristisk stil med et uroligt, håndholdt kamera.
• Kan I forestille jer historien om Ali Zaoua fortalt som dokumentarfilm? Hvordan ville sådan en film adskille sig fra Nabil Ayouchs spillefilm?