Svend Aage Hansen har 16 børn. Måske flere. De fire yngste har han fået med Gitte Lilli Hansen. Og det er dem og deres forhold til faren, som dokumentaren 'Blodets bånd' omhandler. De er nu omtrent mellem 18 og 25 år og mærkede af en svær opvækst med tvangsfjernelse, selvmordsforsøg, vold, stoffer, en alkoholiseret far og en verdensfjern mor, der passivt så til henover sine krydsord og strikkepinde. Hvordan præger fortiden de unges nutid? Hvad stiller man op med sin sociale arv? Hvordan samler man stumperne af familien sammen og former fremtiden, så man undgår forældrenes faldgruber? Det er store og vigtige spørgsmål, som 'Blodets bånd' tager op i en sjældent nærværende og åbenhjertig dokumentar.

'Blodets bånd' starter voldsomt og in medias res med den yngste pige, Christinas, hjerteskærende bøn til faren en sen aften et sted i provinsen: ”Hej far, jeg tror vi to vi skal snakke om noget. Og du bliver nødt til at høre, hvad jeg siger. Gør du det? Det var ikke planen, vi skulle have været fjernet. Hvis vi ikke var blevet fjernet, så havde livet også været noget helt andet i dag (…) Jeg vil gerne tale om det, far. Jeg vil. Far?! Det er bare vigtigt for mig, far, for at jeg kan komme videre i mit liv. Det betyder så meget at vide, hvorfor fanden vi blev fjernet. Kan du ikke godt forstå det? Jeg vil gerne bare vide sandheden. Jeg ved godt, det er hårdt, far. Men jeg har brug for at vide den fulde sandhed. For jeg kan ikke komme videre i mit liv. Det kan jeg ikke. Jeg sidder fast i mit sorte, sorte hul, og jeg kan virkelig ikke komme videre. Der er så mange ting, der simpelthen bare gør, at jeg ikke kan komme videre nu. Og jeg bliver nødt til at spørge jer, som de første personer, som der overhovedet vidste det hele…”. Mens Christina grædende forsøger at trænge igennem til sin far, ser vi dem begge i ultranære beskæringer med et rystet håndholdt kamera. Som seer har man derfor allerede efter få minutter en følelse af, at man ikke kommer ret meget tættere på virkeligheden uden at være der selv. Og at der er meget langt fra 'Blodets bånd' til de film- og tv-genrer, vi normalt er omgivet af. Der er noget på spil i denne her dokumentar. Her drejer det sig om mennesker af kød og blod. Her er det alvor.

Svend Aage giver ikke Christina noget svar. Han har taget stoffer og drukket tæt i årevis og kan ikke huske, og han har måske også fortrængt de ting fra fortiden, der gør ondt. Derfor ringer han til Børne- og familieafdelingen i sin kommune for at anmode om aktindsigt. Nu skal der kastes lys over børnenes barndom, nu vil han finde ud af, hvorfor børnene har brug for psykologhjælp. Hermed er bolden også givet op for dokumentarens struktur. En dag kommer posten med en stor kasse fuld af dokumenter, som indeholder 14 års akter, der involverer alle Svend Aage og Gittes børn. Og da låget først bliver taget af, er der næsten ikke grænser for, hvad der kommer frem i lyset.

Foto: Made in Copenhagen

Hjørner af fortiden afdækkes gennem små citater fra mange af de dokumenter, der indgår i sagen. Psykologudtalelser, anmeldelsen om vold, indberetningen fra børnenes skole og udsagn fra sagsbehandlere. Svend Aages sag mod plejeforældrene og sagsbehandleren samt Michelles dagbogsoptegnelser. Stribevis af familiefotografier er også med til at gøre fortiden – og fortællingen om den – nærværende. Dertil kommer gamle amatøroptagelser fra en dag i familiens skød, hvor Svend Aage sniffer kokain sammen med sin ældste søn Ivan, mens resten af familien ser på fra sofaen.

Sideløbende med, at vi som tilskuere får indsigt i, hvad der tidligere er sket, følger vi et nutidsspor, hvor vi oplever Svend Aages dagligdag med især Christina, men også med Michelle og Daniel. Storebroren Ivan har familien ikke længere kontakt med. Vi er med, når Gitte sætter Svend Aage stævne i storcentret ved juletid for at få ham til at underskrive skilsmisseerklæringen. Vi er med, når han er plørefuld og nærmest falder hjem gennem byen. Vi er med, når han samler børnene til fødselsdagsfest, holder jul sammen med de to store piger og konfronteres med anmeldelserne og indberetningerne. Og til slut er vi også med, når han fortæller om sin egen kærlighedsløse opvækst. Fordi de alle sammen hele tiden – bl.a. i interviews og i samtaler med hinanden – forholder sig til fortiden, bliver de to spor flettet sammen og kommenterer hinanden.

Dokumentaren er indrammet af Svend Aages to fødselsdage – da han bliver 58 og 59 år. Det er et voldsomt år for familien, ikke mindst for Christina, der flytter hjemmefra, går til psykolog og samtidig forsøger at begynde på en uddannelse. Hun vil forsøge at bryde den sociale arv. Som hun siger: ”Jeg ved i hvert fald, at mine børn, de skal ikke have det samme, som jeg havde dengang”.

'Blodets bånd' giver et sjældent indblik i en families liv, smertefulde erindringer og spinkle håb om fremtiden. Her krydses linjen mellem privatliv og offentligt liv. Vi kommer meget tæt på forholdet mellem far og børn og på den enorme betydning, som fortiden har for de unges liv. De har så meget med i bagagen, at det truer med at trække dem ned og gør deres nutid usikker og skrøbelig.

Foto: Made in Copenhagen