'De unge år' udspiller sig i årene 1979-1982. Erik Nietzsche har lavet film, siden han var lille. Han søger – uden held – optagelse på Kunstakademiet og Skuespillerskolen; snart ligger en afvisning også klar til at blive sendt fra Den Danske Filmskole. Men da skolens rektor har sex med sekretæren hen over skrivebordet, bliver nogle dokumenter blandet sammen, og ved en fejl bliver Erik optaget alligevel.

Erik starter på filmskolen, som er præget af tidsånden: kvindefrigørelse, politisk engagement og oprør mod autoriteterne. Men der er ikke desto mindre en stærk og dominerende autoritet på skolen, rektoren Mads. Han er benhård ved eleverne. Til gengæld er deres anden lærer, Hans Jørgen, blød indtil det flæbende. Eleverne bliver truet med, at de bliver udsat for en midtvejsvurdering, hvorefter kun tre kan blive ved at gå på skolen. Erik frygter den dag. Han indleder en affære med en medstuderende. Efter dårlige oplevelser med nogle professionelle skuespillere laver han en temmelig elendig film med statister.

Foto: Per Arnesen / Zentropa Entertainments

Til midtvejsevalueringen bliver Erik smidt ud – men reddes af en medstuderende, som afpresser rektor med fotografier af ham og en elev, der har sex. Hele holdet får lov at fortsætte. Nu får de to nye lærere: den arrogante og opfarende instruktør Bent Lynggaard og den venlige men kryptisk snakkesalige dramaturg Selkoff. Erik begynder at få problemer med maven og helbredet – lægen siger, at det er psykisk betinget. Han er i praktik på en filmoptagelse og bliver dybt fascineret af grip’en Sammy og hans dolly.

Erik har hård modvind på skolen – lærerne kan ikke udstå ham, og han kan ikke udstå dem. De er konstant på kollisionskurs. Det når til et punkt, hvor Erik ligefrem kommer op at slås med Bent i klipperummet. Erik er blevet tvunget til at filmatisere et udvalgt manuskript indenfor visse rammer – men heller ikke den film bliver nogen succes. Da han hjælper klassekammeraten Zelko under en katastrofal optagelse til en film med en nøgen kvinde og en levende mumie, beslutter Erik, at han vil lave den bedste afgangsfilm i verden. Nu bruger han list og uærlighed – samt en gigantisk overskridelse af budgettet – for at få sin afgangsfilm i kassen. Ved hjælp af taktik, manipulation og lusk (ikke mindst overfor sine kolleger) får han til slut givet en filmkonsulent manuskriptet til sin første spillefilm.

Når vi ser 'De unge år', sidder vi uvægerligt og overvejer, hvilke af filmens hændelser, som reelt skete, og hvilke, som er mere eller mindre fri fantasi. Ved at læse om Lars von Trier kan vi få svar på i det mindste nogle af vores spørgsmål.

Lars von Trier er født den 30. april 1956. I filmen ser vi jævnligt krydsklip til amatørfilm og amatør-animation – og det stemmer godt overens med virkeligheden og de filmiske eksperimenter, Lars von Trier lavede som barn.

Men lad os se nærmere på Lars von Triers liv omkring det tidspunkt, filmen 'De unge år' foregår. Efter en vanskelig skoletid, hvor Trier i perioder fik hjemmeundervisning, søgte han – som vi også hører i filmen – ind på Journalisthøjskolen, Kunstakademiet, Statens Teaterskole og Den Danske Filmskole. Han fik afslag alle steder – inklusiv Filmskolen. Herefter læste han HF og var i tre år indskrevet på Filmvidenskab på Købehavns Universitet. Samtidig fortsatte han med at lave eksperimenterende amatørfilm, heriblandt 'Orchidégartneren' (1977). Her spiller han selv Dr. Marse, der optræder i flere identiteter, først og fremmest som "en frustreret kunstnerspire, hæmmet og uforløst i sin kvindeangst, forpint og fremmed," som Peter Schepelern skriver om filmen i biografien 'Lars von Triers film'. Schepelern skriver videre:

"Det er en film, der kunne være begyndelsen til næsten hvad som helst, men vidner om den dekadente ynglings weltschmerz og aristokratiske spleen, lidt Nietzsche, lidt punk desperado, lidt perverteret seksualitet."

Morten Piil skriver desuden i sit portræt af Lars von Trier i bogen 'Danske filminstruktører':

"Historie er der så at sige intet af [i 'Orchidégartneren'], men mange påvirkninger fra Buñuel, Bergman og især Strindberg, en af Triers datidige helte på linje med den norske maler Edward Munch. [...] Filmen var i høj grad med til at skaffe ham ind på Filmskolen."

For nu søgte Lars von Trier nemlig endnu en gang ind på Den Danske Filmskole – og denne gang blev han optaget. Han startede på instruktørlinjen i efteråret 1979. Peter Schepelern skriver:

"Trier var meget produktionsbevidst, aldrig usikker på, hvad han ville, altid meget effektiv, snarrådig og pragmatisk. Det var ikke en skjult verden der trådte frem, når han lavede film, det var ”cinematografisk højspænding” (citat: holdkammeraten Åke Sandgren). Han blev af kammeraterne opfattet som yderst hittepåsom og generøs med sine idéer, der især passede fint til de mere fabulerende projekter i det filmiske drivhus."

På Filmskolen så han en masse film og lavede en række øvelser af meget forskellig art. Morten Piil skriver:

"Den otte minutter lange 'Nocturne' udgør hans første rigtige filmskolefilm og starten på det samarbejde med Tom Elling [fra fotograflinjen] og Tomas Gislason [fra klippelinjen], der fortsatte på 'The element of crime' [Triers første spillefilm fra 1984]. [...] Ved en festival for filmskolefilm i München vandt Trier sin første filmpris med 'Nocturne' i kategorien ’Mest interessante kortfilm’, og det styrkede mærkbart instruktørens status på Filmskolen, hvor ingen hidtil havde vundet nogen pris. Triers næste udspil er den mislykkede gangsterfilmpastiche 'Den sidste detalje', en bunden opgave med manuskript af Rumle Hammerich, der fik hvervet, da Trier nægtede at filme manuskripteleven Bente Clods historie. Men så kom afgangsfilmen ['Befrielsesbilleder'], en tour de force på 57 minutter og den første filmskolefilm, der fik regulær biografpremiere.’

Siden sin afgang fra Filmskolen er Lars von Trier trådt i karakter som en af de mest markante og originale filmskabere i Danmark nogensinde. Han har lavet de forholdsvis smalle og eksperimenterende 'Forbrydelsens element' (1984), 'Epidemic' (1987) og 'Europa' (1991). Herefter fulgte den satiriske gyser-tv-serie og -film 'Riget' (1994) og 'Riget II' (1997), der gav ham bred folkelig popularitet. Melodramaet 'Breaking The Waves' (1996) og musicalen 'Dancer in the dark' (2000) var præget af det sentimentalt storladne – såvel indholdsmæssigt som visuelt – mens 'Idioterne' (1998) var helt anderledes minimalistisk og fulgte de netop lancerede Dogmeregler, som Lars von Trier var en betydningsfuld drivkraft bag. Med 'Dogville' (2003) og 'Manderlay' (2005) vælger Lars von Trier en anden type teaterinspireret minimalisme, idet han lader begge film udspille sig på en mørk scene, hvor kridtstreger på gulvet udgør en stor del af scenografien. I dokumentarfilmen 'De fem benspænd' (2003) leger Lars von Trier og Jørgen Leth kunstnerisk kispus med hinanden, og senest har Trier lavet den lidt matte satirebagatel 'Direktøren for det hele' (2006) og erklæret sig selv i kunstnerisk krise (igen – det er sket flere gange gennem hans karriere). Desuden har han lavet en række musikvideoer og reklamefilm. Han har vundet et utal af filmpriser; en række af hans film har været nomineret til den prestigefyldte pris De gyldne palmer i Cannes, og han har vundet den en gang – med 'Dancer in the Dark'.

Foto: Per Arnesen / Zentropa Entertainments

Typiske Trierske træk

Selvom Lars von Trier kun er manuskriptforfatter og ikke instruktør på 'De unge år', kan vi alligevel finde en række Trierske træk i filmen. Ikke mindst den diabolske humor og satiren, der afklæder mennesket – inklusiv Trier selv! – helt ind til skindet. Rent stilistisk finder vi ofte brugen af voice over eller fortællestemme i hans film. Ifølge Morten Piil var dette et virkemiddel, som Trier til sine læreres store fortrydelse også brugte i sine filmskolefilm – i en grad så skoleledelsen angiveligt forsøgte at forbyde det!

Tematisk set kredser en række af Triers film om "Det gode menneske", som har vanskeligt ved at klare sig i en ond verden, og som enten går under rent fysisk (og dør, som hovedpersonen i 'Breaking the waves') eller går under på et moralsk plan – dvs. må droppe godheden og finde de egoistiske, beregnende og hævngerrige egenskaber frem for at overleve i en egoistisk, beregnende og hævnende verden (som hovedpersonen i 'Dogville'). I 'De unge år' hører vi til slut, at hovedpersonen vælger at "vende" godheden "indad" for at overleve – og det lykkes!

Et andet tilbagevendende tema i Lars Von Triers film er "Tosseanstalten". I 'Riget' og 'Riget II' (1994 + 1997) fremstilles Rigshospitalet som den rene galeanstalt – med fx en infantil hemmelig loge, sexfikserede overlæger, metafysiske begivenheder og en surrealistisk fødsel af en abnormt stor baby. En på overfladen ordinær IT-virksomhed bliver gjort til en tosseanstalt i 'Direktøren for det hele', og i 'Idioterne' mødes flokken af hovedpersoner omkring det besynderlige projekt, at de skal finde deres indre ”spasser” frem. I 'De unge år' genfinder vi tydeligt temaet – såvel Filmskolen som filmbranchen fremstilles som noget af en tosseanstalt.

Læs mere om Lars von Trier:

'Lars von Triers film: tvang og befrielse' af Peter Schepelern (Rosinante 2000).
'Danske Filminstruktører' af Morten Piil (Gyldendal 2005).
'Lars von Triers univers' af Henrik Poulsen (Gyldendal 2007) – bog, dvd og website om Lars von Trier og hans film.
'Erik Nietzsche – de unge år' (EKKO/Dansklærerforeningen/Grand 2007) – Lars von Triers originalmanuskript til filmen.

Foto: Per Arnesen / Zentropa Entertainments

'De unge år' er instrueret af Jacob Thuesen, som er uddannet filmklipper på Den Danske Filmskole 1987-91. Han har været klipper for bl.a. Lars von Trier ('Riget' 1994), Susanne Bier ('Sekten' 1997) og Jørgen Leth ('Haiti', 1996). I 1996 sprang Jacob Thuesen ud som dokumentarfilminstruktør på den prisbelønnede 'Under New York'. Og i 2005 debuterede han som spillefilminstruktør med det dystre psykologiske drama 'Anklaget', der handler om en dansk middelklassefamilie, hvor datteren anklager sin far for incest. Herudover har Jacob Thuesen også instrueret dokumentarfilmene 'FCK – sidste chance' (1998) og 'Freeway' (2005), samt den korte fiktionsfilm 'Livsforsikringen' (2003).

Om sit arbejde med 'De unge år' fortæller Jacob Thuesen i pressematerialet:

”At realisere en film om tiden på Filmskolen var for mig som at grave ind i et stort, fortrængt hul. Det var en tid, som jeg lykkeligt havde glemt og lagt bag mig. Så pludselig dukker dette manuskript op, som fortæller en historie om en fjern tid, og som har den fantastiske kvalitet at behandle tiden både humoristisk og med et overskud til at se det liv, som vanvittig selvforskyldt kom til udtryk i et overambitiøst morads samtidig med, at det bar præg af en særdeles stringent ledelsesstil.

Mit navn er Jacob Thuesen. Jeg er uddannet filmklipper fra Den Danske Filmskole i perioden 1987 – 91. Altså fire år efter Erik. I de samme bygninger og med stort set den samme lærerstab. Bl.a. derfor vækker manuskriptet stærke minder og fortæller samtidig om en stor kærlighed til filmmediet.

Det var kombinationen af en dannelsesrejse og kærligheden til mediet, som jeg ville realisere, og historien skulle fortælles med energi og humor.

Der var basis for at udforske og mangfoldiggøre et miljø, som ellers er lukket for mange mennesker. En tid som for de tilstedeværende vækker minder, og som var præget af den snævre opdeling af filmkunst, som var en basis overalt i Europa, og som på mange måder har givet Europa den specielle tilgang til film, der siden har været toneangivende. I Europa bliver film betragtet som kunst, som man fra starten har accepteret som en udtryksform på lige fod med anden kunst. Men hvordan bruger man kunst på en Filmskole, da film jo også er direkte kommunikation? Hvordan kombinerer man kunst og film?

Man skal huske på, at dette var før det væld af AV-uddannelser, som senere er dukket op. Det var en skole, der opererede med den idé, at man skulle lære teknikken, før man kunne udrykke sig kunstnerisk. En modsætning der førte til en masse sammenstød imellem elever og lærer.

Hovedkarakteren Erik er en passiv iagttager, hvis reaktioner frem for alt kommer til udtryk igennem filmens fortællerstemme. Han er nærmest ”dumpet ned fra månen”. Hans rejse fra uskyldig studerende til verdenskendt kunstner er filmens hovedtema. Filmens øvrige store persongalleri er skildret med en underspillet humor, men bestemt også med seriøsitet.

Der var basis for at beskrive et miljø, som næsten kan sidestilles med et fængselsophold. Der er utrolig lidt kontakt med omverdenen og først for sent, opdager man, at det er en dom, man afsoner af 4 års varighed. Man kommer ud bagefter, men skolen forbliver ens dårlige samvittighed og slutteligt ender mange, som det er tilfældet med vaneforbrydere – man vender tilbage.”

Foto: Per Arnesen / Zentropa Entertainments

Opgaveforslag

• Læs teksten og referér hovedpointerne. Hvorfor har Jacob Thuesen valgt at lave sin film? Forstår I hans intentioner og holdninger?
• Jacob Thuesen skriver, at ”Det var kombinationen af en dannelsesrejse og kærligheden til mediet, som jeg ville realisere, og historien skulle fortælles med energi og humor.” Lykkes hans projekt?
• Jacob Thuesen skriver: ”I Europa bliver film betragtet som kunst, som man fra starten har accepteret som en udtryksform på lige fod med anden kunst. Men hvordan bruger man kunst på en Filmskole, da film jo også er direkte kommunikation? Hvordan kombinerer man kunst og film?” Diskutér, hvad han mener med det. Jacob Thuesen spørgsmålet ”Hvordan kombinerer man kunst og film?” Hvorfor stiller han spørgsmålet? Er kunst en modsætning til film?
• Skriv en anmeldelse af filmen. Hvad handler filmen om? Hvad er budskabet? Hvad er godt, og hvad er dårligt ved filmen? Husk at give eksempler og begrunde jeres holdning.

Inspireret af begrebet "nøgleroman", kunne man kalde 'De unge år' en nøglefilm. En nøgleroman er en roman, som skildrer virkelige personer, der på trods af ændrede navne og steder er let genkendelige. Der findes mange eksempler på danske nøgleromaner – men kun et enkelt andet eksempel på en dansk nøglefilm om filmmiljøet, nemlig Nils Malmros’ 'Århus by night' (1989), som er bygget over instruktørens egne oplevelser, da han lavede sin film 'Drenge' i midten af 70’erne.

Filmskaberne bag 'De unge år' leger kispus med publikum, når de i rulleteksterne skriver, at filmens manuskript er lavet af Erik Nietzsche. Det er en offentlig kendt hemmelighed, at Lars von Trier er manusforfatter på filmen. Og at filmen i høj grad er selvbiografisk. Vi ser vink, der peger direkte hen til hans øvrige filmproduktion – fx da Erik sidder i Filmskolens bus og ser en mongol kigge ud af vinduet i en anden bus. Det er netop to mongoler, som er tilbagevendende fortællere i Triers succes-TV-serie 'Riget', ligesom det at være mentalt handikappet er et tema i hans dogme-film 'Idioterne'. Under rulleteksterne til slut i 'De unge år' ser vi Erik gå rundt på en tennisbane og betragte en mand, som laver hvide markeringer på tennisbanen – hvorefter der klippes til scenografien i Triers film 'Dogville', hvor hele byen er tegnet op med kridtstreger. Og så er det naturligvis Trier selv, der er filmens ironiske fortællerstemme.

Filmens Erik Nietzsche ligner Lars von Trier som ung – samme frisure og tøjstil; han lider af samme helbredsmæssige problemer og laver de samme filmskolefilm, heriblandt afgangsfilmen 'Befrielsesbilleder'. Men det er ikke kun Erik Nietzsche, som ligner en virkelig person. Selvom de øvrige personer i filmen fremstilles med ændrede navne, lægger filmens skabere ikke skjul på, hvem personerne er bygget over. I filmmagasinet EKKO nr. 39 (se www.ekkofilm.dk) er der ligefrem en oversigt over de virkelige personer bag alter egoerne. Her vil vi kun nævne de mest centrale:

• Rektor Mads (Søren Pilmark) – Henning Camre, filmfotograf, rektor for Filmskolen og senere direktør på Det Danske Filminstitut.
• Lærer Selkoff (Dejan Cukic) – Mogens Rukov, dramaturg, leder af manuskriptlinjen på Filmskolen.
• Lærer Bent (Troels Lyby) – en kombination af instruktørerne Gert Fredholm og Hans Kristensen.
• Instruktør Trols (Jens Albinus) – Nils Malmros, instruktør.
• Elev Zelko (David Dencik) – Vladimir Oravsky, instruktør og romanforfatter.
• Elev Finnur (Peter Pilegaard) – Tomas Gislason, klipper og instruktør.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når instruktør Jacob Thuesen (som selv har gået på Filmskolen 1987-91) og manuskriptforfatter Lars von Trier tegner deres portrætter af mennesker på Filmskolen og i filmbranchen i øvrigt. Her er tale om nådesløs satire og absurd komik. Hårdest går det ud over rektor Mads/Henning Camre, men også mange af de øvrige bliver fremstillet på bidsk, parodisk vis. Skal vi tro filmen, var Filmskolen og -branchen i slutningen af 70’erne præget af selvpromoverende idioter, inkompetence og kunstnerisk snæversyn.

Men der findes også andre versioner af tiden, mens Lars von Trier gik på Filmskolen. I EKKO nr. 39 skriver dramaturg Mogens Rukov – alias filmens lærer Selkoff – om sine erindringer fra dengang. Artiklen starter sådan:

”Jeg husker egentlig kun opmuntrende og blide øjeblikke med Lars von Trier. Jeg husker, da jeg så den film, han ansøgte på. 'Orchidégartneren'. Der var for mig ingen tvivl om, at denne mand skulle ind. Selve optagelsessamtalen husker jeg ikke, men der var ingen tvivl. Nu er der kommet en film, 'De unge år', hvor Jacob Thuesen har opfundet noget med, at det var rektors sex, der fik Triers ansøgning over i den rette bunke. Jacob Thuesen har altid været en morsom mand.”

Foto: Per Arnesen / Zentropa Entertainments

Privat og personligt

I forbindelse med en samtale om nøgleromaner og nøglefilm kan det være interessant at diskutere, hvor grænsen går mellem det private og det personlige. Vi kan definere det private som noget, der kun er interessant for en selv og ens nærmeste – for udenforstående vil det typisk virke enten trivielt eller pinligt. Det personlige er til gengæld interessant også for udenforstående. Vi kan definere det personlige som "det private holdt ud i strakt arm og almengjort." En film som 'De unge år' har i høj grad et personligt præg – men ind i mellem er der også strejf af noget privat. Det er individuelt, hvordan vi oplever grænsen mellem det personlige og det private, og hvor vi synes, grænsen går – nogle kan opfatte noget som for privat, mens andre vil finde det samme almen interessant og personligt.

Opgaveforslag

• Tal om begreberne nøgleroman og nøglefilm. Nævn eksempler.
• Definér forskellen på privat og personlig, og diskutér, om filmen er privat eller personlig.
• Diskutér hvornår en bog eller film er fiktion – og hvornår der er tale om ’erindringer’. Hvad adskiller de to genrer, og hvor går grænsen mellem dem?
• Diskutér, om det – fra et etisk og moralsk standpunkt – er i orden at fremstille let genkendelige, virkelige (og nulevende) personer på så farvet, satirisk vis? Ville I bliver sure eller blot trække på skulderen, hvis det var jer selv, der blev fremstillet sådan?
• Påvirker det jeres oplevelse af filmen, at I er klar over, at den er bygget på virkelige begivenheder, og at personerne er genkendelige?
• Diskutér, om filmen er interessant for et publikum, som ikke kender til Filmskolen og filmbranchen – eller er den kun interessant for dem, som selv kender til miljøet?

'De unge år' er opbygget som en klassisk udviklingshistorie. Vi møder den unge og endnu uprøvede Erik. Med store blå øjne og – efter eget udsagn – venlighed og ærlighed træder han ind på Filmskolen. Spændt og med de bedste intentioner. Han vil gerne lave stor filmkunst.

Men nu starter prøvelserne. Vi følger vores helt gennem modgang og medgang i tre år. Hård og ukonstruktiv kritik, magtmisbrugende autoriteter, irriterende medstuderende. Og alskens underlige regler om, hvordan film skal være og laves. Meget af det opleves direkte absurd set gennem Eriks optik.

Han lider – men han nægter at give op. Regler er ikke Eriks kop the. Han slår sig i tøjret, og endelig knækker han koden: Det gælder om at sno sig. Han beslutter at fortsætte med at være venlig og ærlig – på en indadrettet måde. Og så er succesen endelig hjemme.

Erik er den unge knøs, der lærer at spille efter de voksnes regler. På det moralske plan er han jomfruen, der mister sin uskyld. Historiens opbygning er på mange måder traditionel – men det er moralen ikke. Hér er moralen, at forbrydelse betaler sig! Det vil sige "forbrydelse" forstået som løgn, lusk, manipulation, fortielse, taktik og magtmisbrug. It’s a jungle out there – og den bedst egnede overlever. Nemlig den, der slår igen, frem for at vende den anden kind til.

Man kan beskrive Erik som en helt – med noble dyder som håb, idealisme og venlighed – der udvikler sig til en antihelt. Da han til sidst i filmen kan række sit manuskript til den forbløffede filmkonsulent, er det et resultat af kynisk manipulation. Men selvom han ender som antihelt, repræsenterer han stadig en række traditionelle heltedyder, bl.a. viljestyrke, mod og handlekraft.

Foto: Per Arnesen / Zentropa Entertainments

Opgaveforslag:

• KarakterisÉr Erik i begyndelsen af filmen og i slutningen af filmen. Beskriv hvilke prøvelser, han bliver udsat for, og den forandring, han gennemgår. Hvordan og hvorfor har han forandret sig til slut?
• Beskriv de personer, Erik møder på Filmskolen – såvel lærere som elever. Hvilke egenskaber har de? Er de sympatiske eller usympatiske? Hvordan påvirker de Erik?
• Beskriv det miljø, Erik færdes i. Hvad karakteriserer miljøet, og hvilke uskrevne regler gælder der?
• Man kan betegne Erik som en overlever. Hvilke egenskaber og færdigheder bruger han for at overleve?
• Opfatter I Erik som stærk eller svag?
• Overvej, hvorfor filmens skabere har valgt at kalde hovedpersonen Erik Nietzsche. Hvilke associationer giver navnet?
• Diskutér filmens morale. Den gør op med traditionelle budskaber som "forbrydelse betaler sig aldrig" og "vend den anden kind til". Men hvad er filmens morale? Hvad synes I om filmens morale?

'De unge år' blander forskellige typer visuel stil. En stor del af filmen er fortalt i et realistisk filmsprog – med diskret kameraføring og usynlig klipning, dvs. en klipning, som ikke gør opmærksom på sig selv. Men med jævne mellemrum brydes stilen:

1. Vi ser kornede optagelser af blade og træer samt klip fra gamle amatørtegnefilm og smalfilm. Måden, de er klippet ind i realfilmen, kaldes montageteknik. Vi kan tolke dem som erindringsglimt eller visualisering af tanker eller (dag)drømme. Vi kan desuden tillægge dem en symbolsk betydning i forhold til filmens handling og budskaber.
2. Vi ser klip fra de film, som Erik og hans klassekammerater laver. De akkompagnerer realfilmen på en umiddelbart naturlig måde. Filmene er generelt lidt ubehjælpsomt og primitivt lavet.
3. Vi ser også Eriks drømmesyner og fantasier. De er lækkert og professionelt filmet, med udsøgt lyssætning og special effects. Det gælder fx i scenen, hvor Erik er i seng med sin medstuderende, Karin, og der krydsklippes mellem hende og de meget lidenskabelige billeder af en dolly, han ser for sit indre blik. Et andet eksempel er scenen, hvor Erik falder i søvn i klassen og vælter på stolen, samtidig med at han drømmer, at både han selv og et filmkamera synker ned i sort mudder. Erik har også en fantasi om grip’en Sammy, der igen og igen er på vej ud af døren til spændende jobs i hele verden.
4. Ind imellem brydes realismen af et pludseligt fokus på en detalje. Fx da Erik og den medstuderende Gøran er på bar sammen, og vi pludselig ser Gørans cigaret og askebægeret i ultranærbillede, da han slår asken af. Det giver os en oplevelse af, at Erik er meget sensitiv og iagttagende, og at de ting, han oplever, gør meget stærkt indtryk på ham.
5. Realismen brydes også af nogle overraskende kameravinkler. Én af de mest ekstreme situationer er scenen, hvor Erik har dårlig mave, og vi ser ham i en vinkel nede fra toilettets indre! Det har en komisk og grænseoverskridende effekt, at han således "skider publikum i ansigtet".
6. Et par gange er der decideret surrealisme på spil. Det er mest udpræget i scenen, hvor Erik netop har fået at vide af rektor Mads, at han ikke får lov at fortsætte på skolen. Pludselig ændrer lyset sig, der kommer hårdt modlys, alting går i slow motion, og der begynder at dale brune efterårsblade ned midt i kontoret, uden at nogen lader til at studse over det. Vi ser Eriks lidende, ulykkelige ansigtsudtryk. Situationen opleves som en drøm – eller et mareridt. Eriks følelser er ikke længere kun inde i ham, men også rundt om ham – de afspejles i hans omgivelser.

Foto: Per Arnesen / Zentropa Entertainments

Opgaveforslag:

• Definér begrebet realisme (i filmisk forstand), og diskutér, hvornår realismen brydes.
• Hvilken betydning har det for oplevelsen, når filmsproget er realistisk, og når realismen brydes?
• Kan I lide filmens formsprog? Er det sjovt, mærkeligt, interessant eller irriterende? Havde det været bedre, hvis filmen stringent havde holdt sig til realismen? Hvorfor/hvorfor ikke?