Amélie Poulain bliver undfanget d. 3. september 1973 kl. 18.32, på samme tid som en flue bliver kørt over, og en ældre herre vender hjem fra en begravelse, begge dele på Montmartre. Ni måneder senere bliver Amélie født; men sine første år tilbringer hun i et villakvarter i Enghien-les-Bains, en forstad til Paris.

Amélies far er læge, og moderen er lærerinde. Faderen karakteriseres som én, der kniber munden sammen, han kan fx ikke lide at tisse ved siden af en anden; men til gengæld elsker han at skære sving af i sin bil og at rydde op i sin værktøjskasse. Moderen har en nervøs trækning, hun kan ikke lide, at nogen strejfer hendes hånd eller at have sovemærker fra sin pude, men til gengæld kan hun også lide, når faderen skærer sving af i bilen, og hun elsker at rydde op i sin håndtaske.

Første gang, vi kommer ind i Amélies liv, er hun en sød lille pige på seks år, men allerede nu fornemmer man, at hun mangler noget: fysisk kontakt med sine forældre. Når hendes far giver hende det månedlige lægetjek, bevirker den pludselige kropslige kontakt, at hendes hjerte banker hurtigt og kraftigt. Faderen tolker dette som en hjertefejl, og forældrene beslutter, at Amélie skal holdes hjemme og få hjemmeundervisning af moderen.

I denne lukkede verden skaber Amélie sig sit eget univers, som hun flygter ind i. Hun er som sin guldfisk fanget, men den formår efter flere forsøg og under stor opstand i familien at blive sluppet fri. Amélies mor bliver offer for en selvmorders udspring fra Notre-Dame. Faderen bliver endnu mere fjern efter konens død, og Amélie gemmer sig i sin egen verden og venter på den dag, da hun kan forlade hjemmet.

Amélie får arbejde på en café på Montmartre, hvor hun møder en helt ny verden med underlige skæbner. Værtinden Suzanne med en fortid som cirkusartist. Gina, der er Amélies kollega og elsker ordsprog. Georgette, der sælger tobak og er hypokonder. Blandt gæsterne er der Hippolito, forfatteren der ikke bliver anerkendt, og Joseph – tidligere kæreste med Gina, men nu rasende jaloux. I den opgang, hvor Amélie bor alene i sin lejlighed, er der endnu en række mærkelige personer, som hun kan se fra sit vindue: Maleren og "glasmanden" Dufayel, købmanden Collignon, der herser med og skælder ud på sin unge hjælper Lucien, og endelig portnersken Madame Wallace. Amélie lever et tilbagetrukket liv blandt alle disse skæbner – indtil der en dag sker noget, som totalt ændrer hendes liv.

Da Amélie en aften i fjernsynet hører om Lady Dianas død ved en trafikulykke i Paris, taber hun proppen til en parfumeflaske på gulvet. Den triller hen ad gulvet, og der afsløres et skjult rum i væggen, da en klinke går løs ved slaget. I hulrummet finder Amélie en blikæske fyldt med dyrebare genstande som fx marmorkugler, et foto af en cykelrytter, postkort, en legetøjsbil etc., gemt af en lille dreng for mange år siden. Amélie slukker for fjernsynet (og dermed for verdenen udenfor og alle dens ulykker) og har nu for første gang i sit liv (1. september 1997) et mål for sit liv: Hun vil finde ejermanden til "skatten" og levere den tilbage.

Efter en del opsøgende arbejde lykkes det faktisk for Amélie at finde ejeren. Hun overrækker ham ikke bare blikæsken, men arrangerer, at han finder den i en telefonboks. Da hun senere lytter til hans reaktion i en bar, hvor han betegner det som et mirakel, forstår hun, hvordan fundet af blikæsken vil ændre hans liv fremover og bringe ham tilbage til den familie, som han har mistet kontakten til.

Amélie forstår, at hun har været mandens "gode fe", og den følelse af selvværd, det giver hende, får hende til at føle et kald. Hun vil fremover hjælpe andre og begynder at optræde som Montmartres Moder Teresa – eller nutidens kvindelige Zorro – som forsvarer de svage. Amélie manipulerer fx Georgette og Joseph ind i et forhold, og hun skriver et brev, der forvandler portnerskens onde minder til søde minder om en mand, der elskede hende. Men hun kan også være ond mod de onde, hvad købmand Collignon får at mærke. Der udspilles således en række små historier i historien.

Maleren Dufayel, der lider af knogleskørhed, har i mange år forsøgt at efterligne et maleri af Renoir, men én af personerne, en ung pige, kan han ikke rigtigt ramme: "Hun kan ikke etablere et forhold til andre og har aldrig kunnet", siger Dufayel. Da Amélie gentager sætningen for sig selv en aften, viser fjernsynet pludselig en udsendelse om hende selv, der beretter om, hvordan hun har ofret sig for de svage og dør i en tidlig alder. Eneste afsavn er, at hun ikke har kunnet puste liv i sin far.

Amélie tager straks affære og stjæler faderens havenisse, der har hæderspladsen på et lille mausoleum for den afdøde mor. På mystisk vis sender nissen postkort til faderen fra eksotiske steder i verden. Faderen bliver mere og mere mystificeret, da han på denne måde får verden udenfor serveret gennem sin rejsende havenisse.

Men hvad med Amélie selv? Hvordan får hun selv kontakt med andre og oplever kærligheden? Filmens tredje del handler om hendes egen søgen efter kærligheden. En dag ser hun en ung mand, der har stor interesse for iturevne billeder fra fotoautomater forskellige steder i Paris. Han klistrer dem omhyggeligt ind i albummer, men taber et, som Amélie samler op. Amélie sporer den unge mand, Nino, der arbejder såvel i en pornobutik som i spøgelsestoget i et tivoli. Amélie bliver forelsket i ham, men tør ikke rigtigt tage det afgørende skridt. Med hjælp fra Dufayel når hun dog til den erkendelse, at hun ikke må vedblive at isolere sig og skjule sine følelser for andre. Så efter flere forviklinger og skuffelser finder de unge hinanden, og historien ender lykkeligt!

Den første umiddelbare fortolkning af filmen er vel, at når man gør noget godt for andre, så kan man også selv blive lykkelig. Amélie hjælper fx maleren Dufayel med hans problemer, og til gengæld spiller han en vigtig rolle for den lykkelig slutning på Amélies søgen efter kærlighed. Men denne konklusion er måske lidt forhastet? Er der en forbindelse mellem Amélies og Ninos kærlighedshistorie og Amélies indblanding i andres liv? En umiddelbar start på en diskussion efter filmen kunne tage udgangspunkt i en undersøgelse af Amélies indgriben i diverse personers liv.

Opdel klassen i grupper, som kan arbejde med hver sin person:

• Dominique Bretodeau, manden der får sin tabte blikdåse tilbage
• Raphaël Poulain, Amélies far
• Raymond Dufayel, maleren der på grund af knogleskørhed er bundet til sin lejlighed
• Georgette og Joseph, to af personerne i cafeen, der indleder et forhold takket være Amélie
• Hr. Collignon, den barske købmand, der bliver offer for Amélies hævn
• Madame Wallace, den forladte portnerkone, der lever i minderne

Hver gruppe besvarer følgende spørgsmål:

• Hvad er personens problem?
• Hvordan griber Amélie ind og med hvilken effekt?
• Hvordan er personens liv ændret efter Amélies indgreb?
• Er vedkommendes problem løst?
• Mener I, at det er godt, at Amélie griber ind?
• Hvad ville der være sket med de forskellige personers liv, hvis Amélie ikke havde grebet ind?
• Har Amélie magiske evner – eller er hun blot menneskekender?

Når grupperne har fremlagt deres resultater, kan man prøve at finde nogle fællestræk ved disse indgreb. Prøv eventuelt at svare på samme spørgsmål, hvor Amélie er den person, hvis liv der gribes ind i.

Filmens personer skjuler alle noget, som opdages i løbet af filmen. Amélies liv ændres totalt den dag, da hun finder blikdåsen med Dominique Bretodeaus skatte, og denne opdagelse sætter faktisk fortællingen i filmen i gang. Der er i filmen en række andre eksempler på noget gemt/skjult, der bliver fundet/opdaget; ikke blot noget konkret, men også i overført betydning. Noget af det, som Amélie hjælper sine personer med, er måske netop at få noget gemt frem i lyset?

Motivet gemt/opdaget møder os mange gange i filmen:

• Indkøbskurven til Dufayel skjuler mange gode sager
• De glemte billeder ved fotoautomaterne
• Amélies lille seddel i Ninos lomme
• De forskellige bånd med videooptagelser
   
• Prøv at fortsætte listen med flere gemt/opdaget-eksempler af både konkret og symbolsk karakter.

Hovedpersonen Amélie har fra sin tidlige barndom været nødt til at skabe sig sit eget lille univers for at imødegå den mangel på kærlighed, som hun har levet under. Barndommen er til stede overalt i filmen ofte i form af dyr og genstande, der pludselig kommer til live.

• Find eksempler på den fantasiverden, hun lever i.
• Amélies guldfisk forsøger flere gange at undslippe sit akvarium, og når det lykkes, skriger Amélie i vanvid for fuld kraft, så forældrene må gøre alt for at få den tilbage i akvariet. Hvad skal historien med guldfisken vise os? Er forældrenes løsning den bedste?
• Hvordan reagerer Amélie som barn, når hun føler sig uretfærdigt behandlet (fx da hun får et fotoapparat)?
• Der er mange flashbacks i filmen. På et tidspunkt ser vi Amélie og Nino som børn, hvor de sidder og leger med et spejl for at lave reflekser, og vi får således et forvarsel om Amélies og Ninos fælles skæbne. Hvordan skildrer filmen det?
• Der er ligeledes i filmen to eksempler på foregribelse af, hvad der evt. kan ske i Amélies og Ninos liv. Hvordan bliver de fremstillet?
• Selvom de tidligste kæle- og fantasidyr bliver efterladt i faderens hus, da Amélie endelig flytter, betyder det så, at Amélie har frigjort sig fra sin drømmeverden?
• Hvordan skildres overgangen fra livet hos faderen til livet som voksen? Giver filmen eksempler på, at Amélie ikke har frigjort sig endnu?

Amélie er i sit voksenliv omgivet af sære personer, der alle skjuler et eller andet, og de er på en måde et udtryk for Amélies egne problemer. Prøv gennem filmens skildringer af personerne at karakterisere de vigtigste. Anvend eventuelt følgende model:

• Navn:
• Alder:
• Social status:
• Familiestatus:
• Dominerende karaktertræk:
• Sym- og antipatier:
• Reaktionsmønster og opførsel:
• Øvrige formodninger om personen, fx gennem vedkommendes påklædning, mimik, kropssprog, måden de bor på, osv:
• I hvilke af Amélies miljøer træffer vi personen?
• Diskutér også, om der er en forbindelse mellem personen og vedkommendes navn. Amélie hedder fx Poulain til efternavn – det er et kendt chokolademærke. Hendes mors pigenavn er Fouet (fransk ord for pisk) …

Amélies angst for at slippe sin drømmeverden og begive sig ud i virkeligheden skildres gennem hendes møde med Nino. På den ene side vil hun gerne have ham, men på den anden side vil hun gerne holde ham på afstand. Prøv at komme nærmere på en forklaring ved at svare på følgende:

• Hvad sker der i Ninos og Amélies første møde?
• Hvad er det, der tiltrækker Amélie?
• Hvorfor skjuler hun sig altid bag en maske i sine henvendelser til Nino?
• Hvorfor er hun så bange for at afsløre, hvem hun er?
• Hvordan forsøger maleren Dufayel at skubbe til Amélie?
• Hvordan skildres Ninos og Amélies første rigtige møde i cafeen? Er det samme stemning som i deres første møder fx på banegården og i spøgelsestoget?
• Hvad er det, der får Amélie til at tage springet i slutningen af filmen, da hun åbner sin fordør?

Forholdet mellem drøm og virkelighed gennemsyrer hele filmen. Amélie tilbringer det meste af sin tid med at gøre virkeligheden poetisk, måske for at undslippe dagligdagens hårde slid. Hvis man har oplevet en servitrice i en cafe i Paris, er det ikke nødvendigvis et liv i en lethed som Amélies.

• Giv eksempler på, hvordan Amélie skaber afstand og opløser nutidens pres.
• I hvilken grad bidrager Amélie reelt til at skabe sit eget liv? Kan man sige, at hun flygter for meget fra virkeligheden?
• Hvad er lykken egentlig? Består den af de små poetiske bagateller, som filmen påstår?

Filmens franske titel giver et fingerpeg om, at vi ikke skal forvente en realistisk historie, men snarere en historie med nogle eventyrlige indslag. Den franske titel 'Le fabuleux destin d'Amélie Poulain' ('Amélie Poulains eventyrlige skæbne') bliver desværre i den danske version til 'Den fabelagtige Amelie fra Montmartre', hvilket ikke helt udsender de samme forventninger.

• Diskutér denne forskel, og hvorfor man mon har valgt at lave en ændret dansk titel.

I dette afsnit skal vi kigge på de mange eventyrtræk i filmen. Til dette kan man arbejde med aktantmodellen, der viser en række grundelementer og kræfter, som man finder i eventyrgenren. Læs mere om aktantmodellen i Filminstituttets undervisningsmateriale 'Den gode historie – på film' på Filmcentralen.

Et eventyr plejer at foregå i et fjernt rige sat uden for tid og sted, men i denne film er prinsessen og prinsen anbragt i Paris. Spørgsmålet er så, om det er det virkelige Paris eller et Paris, der er farvet af eventyrets briller. Historien foregår godt nok i Paris, men i et Paris, der er reduceret til nogle typiske, ikke nødvendigvis særligt tidsbestemte træk.

• Hvor meget ser vi af Paris? Hvilke kvarterer? Hvilke monumenter?
• Er det en realistisk eller pittoresk skildring af Paris? Giv eksempler.
• Lady Dianas død giver os mulighed for at placere historien til august 1997. Er der træk i skildringen af Paris, som ikke passer til årstallet 1997?
• Eventyr befolkes normalt af en række typiske figurer som prinser og prinsesser, modstandere og hjælpere og magiske væsner af forskellig art. Prøv at placere følgende personers rolle i Amélies eventyr – hvor Amélie er den gode fe:
  • Nino
  • Raymond Dufayel
  • Collignon
  • Georgette og Joseph
  • Lucien
  • Havenissen
• Amélies eget eventyr starter, da hun forlader faderens hus. Prøv at opstille nogle forskellige aktantmodeller med Amélie som subjekt. Én model kan placere de andre personer som aktører, men der kan også laves en aktantmodel med forskellige abstrakte begreber og følelser, fx den kærlighed som Amélie søger etc.
  • Subjekt: Amélie
  • Afsender:
  • Objekt:
  • Modtager:
  • Hjælper(e):
  • Modstander(e):
• Opstil samme model med Nino som subjekt. Hvilke ligheder er der i de to personers skæbner?
• I et eventyr optræder der ofte forskellige forhindringer. Hvilke forhindringer møder Amélie?
• Hvilke farefulde situationer skal hun igennem på sin vej til Nino? Giv eksempler på prøver, som hun består.
• I et eventyr er der ofte forskellige magiske ting, der kan hjælpe hovedpersonen. Giv eksempler på det i filmen – som fx blikdåsen i væggen, der sætter historien i gang.

Når man læser filmen som et eventyr, kan man også inddrage den fortæller, der gennem hele filmen forsyner os med supplerende oplysninger. I eventyr af H.C. Andersen kender vi udmærket denne ekstra stemme, der skal hjælpe læseren til bedre at forstå, hvad der foregår.

• Prøv at forklare, hvorfor instruktøren har valgt at bruge en fortæller.
• Hvordan fungerer fortælleren i forhold til billedsiden og i forhold til Amélie? Hvad får vi fx at vide gennem fortælleren og ikke gennem billedsiden?
• Det er ikke kun fortælleren, der henvender sig til tilskueren; det gør Amélie også. Hvordan påvirker det tilskueren, og hvordan bliver vores forhold til Amélie?

Foruden disse anstrøg af eventyr er der en generel længsel efter fortiden i filmen. Der er mange referencer til både litteratur (Prévert, Queneau og Pérec fx) og film fra trediverne og halvtredserne/tresserne (Vigo, Carné, Truffaut fx). Det mærkelige er, at det ikke kan være Amélies minder, men snarere hendes forældres eller instruktørens minder.

• Prøv at give nogle eksempler på denne nostalgi, der præger filmen – fx gennem de genstande, boliger m.m., vi ser i filmen. Hvordan er dagligdagen skildret for beboere i kvarteret? Er butikkerne typiske for gadelivet i vore dages Paris? Personernes tøj?
• Er denne mangel på forankring i nutidens virkelighed én af grundene til filmens popularitet? Findes lykken kun i det paradis, som fortiden repræsenterer?
• Nogle ser instruktøren Jeunet som den uhjælpelige romantiker, der kæmper for individet og det nære midt i en tid præget af globalisering, fremmedhad og storpolitisk magtspil. Har disse kritikere ret?

Selvom 'Den Fabelagtige Amélie fra Montmartre' måske kan beskyldes for at være reaktionær og bagstræberisk på den indholdsmæssige side, besidder filmen samtidig en modernitet, som kan ses i dens kreative brug af billedskabende elementer: hurtig klipning, ekspressive kamerabevægelser, originale kameravinkler, specialeffekter. Gennem sin scenografi og farvesætning har Jean-Pierre Jeunet formået at skabe sit eget univers, hvor han får tilskueren til at se verden på en ny måde. Han er ikke bange for at bruge mange forskellige billedgenrer som fotomontage, videofilm, breve, dokumentarfilm etc. og formår herved at holde tilskueren fanget. Der sker så meget, og der er så mange detaljer, at opmærksomheden skal være i top for at følge med.

• Giv eksempler på Jeunets varierede filmsprog, og kommentér på form og indhold. Hvordan fremstilles fx Amélies barndom?

Filmens humor og undertiden sorte komik passer fint ind i nutidens smag for skarp latterliggørelse og parodi. Hvordan kan Jeunet fx få os til at le ad selv meget alvorlige ting som moderens død? Jo, han bygger på kontraster, uventede begivenheder, kameraføringer, lydeffekter etc. Scenen, hvor moderen bliver dræbt, starter ved en alvorlig messe i Notre-Dame-kirken, hvor moderen tager Amélie med hen en gang om året for at bede om en lillebror. Kommentatorstemmen siger: "Det guddommelige svar kommer tre minutter senere, men uheldigvis er det ikke en baby der falder ned på pladsen foran Notre-Dame, men en turist fra Québec". Forklaringen kombineret med kameraføringen og Amélies ansigtsudtryk, mens vi hører et kraftigt bump, appellerer ikke så meget til tårer som til latter.

• Giv andre eksempler på filmens brug af humor, og forklar, hvordan humoren opstår? Hvilke filmiske effekter bruges?

Jeunet laver ikke skrækeffekter og lignende, men bruger sine specialaffekter til at vise situationer som alle kender – fx når man ser Amélies store hjerte banke, da hun møder Nino.

• Find andre steder, hvor Jeunet bruger denne form for specialeffekter, og diskutér brugen af dem.

Som tidligere nævnt spiller forholdet drøm/virkelighed en stor rolle i filmen, og Jeunet er uden tvivl præget af surrealisternes betoning af drøm og underbevidsthed som svar på logik og fornuft. Surrealisterne ville åbne for en ny måde at se verden på gennem en overskridelse af diverse tabuer, og den frie association blev et vigtigt element i deres litteratur og film. Der er mange steder i filmen gjort brug af forskellige associationer for at forklare og forstå personerne.

• Hvorfor sender Amélie fx Dufayel et videobånd med en hest, der deltager i Tour de France?
• Hvad sker der, da Amélie pludselig ser sig selv på TV-skærmen?
• Hvordan kommunikerer Nino pludselig med en serie billeder fra fotoautomaten?
• Da Nino ikke møder op på cafeen, sætter Amélies bange anelser en film i gang i hendes hoved: Hvordan associerer hun?
• Hvordan skildres det, at Amélie er skuffet, da Nino forlader cafeen? Hvad sker der, da hun senere drømmer om Nino, mens hun bager en kage?
• Find selv flere eksempler på, hvordan personernes indre skildres med filmiske udtryk, og overvej, hvordan drøm og virkelighed er vævet sammen i filmen.

Ved filmens premiere i Frankrig var der både positiv og negativ kritik af filmen. Den negative kritik hæftede sig især ved filmens reklameæstetik (en del kritikere brugte betegnelser som "une esthétique publicitaire" eller "formes télépublicitaires" i et forsøg på at karakterisere Jeunets stil) og nostalgiske og reaktionære indhold. Nogle anmeldere mente, at Paris var blevet en karikatur, og at personerne var reduceret til skabeloner uden nogen psykologisk udvikling. Man kan selvfølgelig altid være uenig i sådanne vurderinger, og stemningen herhjemme har da også været overvejende positiv omkring filmen. Men det kunne være interessant at se lidt nærmere på filmens æstetik og undlade at inddrage debatten om de værdier, som filmen måske bærer.

Lad eleverne i grupper tage stilling til følgende:

• Hvad er karakteristisk for en reklame, som vi ser den i TV? Er personerne skildret som stereotyper? Fortælles der en historie? Er den realistisk? Er der overraskende momenter? Hvordan er formsproget – kameraføring, kameravinkler, farvesætning …? Eleverne bør så vidt muligt arbejde med aktuelle eksempler på reklamer, som alle i klassen kender – se evt. en konkret reklame i klassen.
• Prøv at anvende de fundne karakteristiske reklametræk på filmen. Passer det, at filmen har en reklameæstetik? Giv eksempler.
• Diskutér den overlapning, vi i dag ser mellem filmmediet og TV-reklamen: Hvordan og hvorfor benytter reklameverdenen sig af filmens sprog?
• Diskutér eventuelt de moralske dimensioner i brugen af filmæstetik i reklamer og reklameæstetik i film.

Mange af spørgsmålene i det foregående kan med fordel bruges i franskundervisningen og besvares på fransk.

Det vil også være naturligt at inddrage noget af den litteratur og de franske film, der kan have inspireret instruktøren, ikke mindst i hans brug af den poetisk-realistiske stil. De mest oplagte er duoen Marcel Carné/Jacques Prévert med film som 'Drôle de drame' og 'Les Enfants du Paradis' og Préverts mange digte om dagligdagen fx digtsamlingen 'Paroles'. Andre tekster, der kan have inspireret, er noveller af Marcel Aymé, kortprosa af Philippe Delerm og Pérecs 'La vie mode d'emploi'.

Det bør dog tilføjes, at filmen rummer meget mere end dette poetiske syn på dagligdagens små mirakler, og at den fx kan ses i sammenhæng med andre af Jean-Pierre Jeunets film, hvor det fantastiske, surrealistiske, groteske og ekspressive spiller en stor rolle. Jeunets produktion af spillefilm er følgende:

Med Marc Caro: 'Delicatessen' (1991), 'De fortabte børns by' (1995), 'Alien – genopstandelsen' (1997). Eneinstruktør på 'Den fabelagtige Amélie fra Montmartre' (2001). 

Til skriftlig fransk foreslås følgende fire opgaver

Exercices d'écritures pour les élèves en français

1) Résumer en cinq lignes l'intrigue du film.

2) Établir une fiche d'identité pour au moins deux des personnages de l'histoire.

• Nom : 
• Prénom :
• Âge :
• Situation sociale :
• Situation familiale :
• Trait dominant du caractère :
• Goûts :
• Réactions et comportement :
• Ce que l'on peut deviner du personnage : (pensées, angoisses, sentiments, désirs, passions, souffrances...)
• Peut-on établir un rapport entre le personnage et le nom qu'il porte ?

3) J'aime... J'aime pas...

Les personnages du film sont présentés par des petits détails plutôt intimes, qui correspondent à des sensations, des impressions qu'ils aiment ou qu'ils n'aiment pas ressentir...
Amélie par exemple aime

• plonger sa main au plus profond d'un sac de grains
• au cinéma, se retourner pour regarder les visages des spectateurs
• casser la croûte des crèmes brûlées avec le dos de la petite cuiller Son père aime
• détacher de grands morceaux de papier peint - vider sa boîte à outils, la nettoyer et ranger tous ses outils dedans Joseph aime
• faire éclater les capsules des emballages en plastique La patronne du café n'aime pas
• qu'un client se fasse humilier devant son enfant

Selon Jean-Pierre Jeunet, le réalisateur du film, "un "j'aime /j'aime pas" réussi touche tout le monde tout en étant très personnel. Il ne doit pas faire appel à des goûts subjectifs (`j'aime les courgettes") mais renvoyer aux cinq sens, aux sensations singulières que chacun a pu ou peut éprouver. " Écrivez votre propre "j'aime/j'aime pas ... ". N'oubliez pas qu'il doit s'agir d'une sensation (qui s'exerce par l'un des cinq sens ou par la sensibilité...) Vous pouvez tester le " j'aime/j'aime pas ... " en le soumettant à une autre personne. Si cela évoque quelque chose pour elle, c'est qu'il est réussi...

4) Un objet qui fait resurgir le passé

La boîte à trésors de Dominique Bretodeau fait resurgir des souvenirs enfouis (les billes gagnées et perdues, la victoire de Bahamontès au Tour de France...). La (fausse) lettre égarée du mari de Madame Wallace, la concierge, fait également resurgir le passé. Ainsi, des objets, perdus de vue, sont capables de réveiller des sentiments, des émotions connues autrefois. Il s'agit ici de décrire un objet qui évoque un souvenir d'enfance, lié à un événement, à un lieu, une atmosphère... Commencez par décrire l'objet en quelques mots. Décrivez ensuite le souvenir qu'il évoque, et les sentiments, les émotions qu'il fait revivre.