'East is East' er oprindelig skrevet for teatret af Ayub Khan-Din, der baserede stykket på delvis selvbiografiske erfaringer. Skuespillet havde stor succes i et par sæsoner på teatre i London. Ayub Khan-Din har også leveret manuskriptet til filmen.

Den irske instruktør Damien O'Donnell har i et interview udtalt, at han har tilladt sig at ændre en del i manuskriptet i forhold til teaterversionen. Det gælder ikke mindst George, familieoverhovedet, som han har gjort mindre tyrannisk: "I teaterstykket var faren meget brutal, nærmest et monster, og det var meget svært at føle nogen sympati for ham. Vi mente, at filmen ville gøre større indtryk, hvis det ikke var så sort-hvidt, så vi prøvede at gøre faren mere sympatisk. Vi forsøgte at komme ind under huden på ham og finde ud af, hvad der rørte sig i hans hoved, hvordan han tænkte". ('Kaos i familien', interview ved Mikala Rørbech, Aktuelt, lørdag den 8. juli 2000).

'East is East' er Damien O'Donnell's spillefilmdebut. Han er uddannet fra filmskolen i Dublin og har Ken Loach som et af sine erklærede forbilleder. O'Donnell fik sit store gennembrud med kortfilmen 'Thirty Five Aside', som indbragte ham mere end 30 priser på filmfestivaler verden over.

Det har været vigtigt, at filmen kom til at virke så troværdig som overhovedet muligt. Derfor tilknyttede man en muslimsk konsulent til filmoptagelserne, så det pakistanske miljø fremstod korrekt helt ned i de mindste detaljer.

Men til syvende og sidst er det ikke afgørende for O'Donnell, at det lige er pakistansk kultur, der skildres i et møde med den vestlige verden. "Mange af de engelske asiatere, der har set filmen, siger, at den minder meget om deres eget liv. Men måske minder den i virkeligheden om alle familier. Jeg talte på et tidspunkt med en amerikansk jøde, der havde set filmen, og han sagde, at det var den mest jødiske film, han nogensinde havde set! – Så måske er det ikke afgørende, hvilke kulturer det handler om. Behovet for tolerance og at tillade folk at være anderledes, selv om man er i familie, er noget, mange mennesker kan genkende, tror jeg. Det er temaer, alle kan forholde sig til." (citat fra ovennævnte interview).

Titlen

Filmens titel er lånt fra et digt af Rudyard Kipling (britisk forfatter, der en stor del af sit liv opholdt sig i Indien, og som er blevet kaldt den britiske imperialismes digter; blandt hans populære bøger kan nævnes Junglebogen).

Verselinien lyder i sin helhed: "East is East – and West is West, and never the twain shall meet!" (Øst er øst og vest er vest – og aldrig vil de to mødes).

Digtet er velkendt i England, og for engelske tilskuere vil fortsættelsen – Kiplings påstand om at de to verdener er uforenelige – være underforstået, når de præsenteres for titlen. Den samme forforståelse har et dansk publikum formodentlig ikke.

• Diskutér, om Kiplings påstand holder i dag – ikke blot i Storbritannien, men også i Danmark.

Filmen har været nomineret i flere kategorier til British Film Award og vandt i 1999 denne pris som "Best British Film".

Anslaget

Fra fugleperspektiv nærmer man sig gaden mellem ensformige, nedslidte rækkehuse i et arbejderkvarter, hvor en kristen procession ses komme og livlig marchmusik høres.

Vi befinder os i den lille nordengelske forstadsby, Salford, Manchester, i året 1971.

Nogle af de unge deltagere skiller sig ud fra de øvrige på grund af deres udseende. Pludselig stikker de af fra optoget, da der går bud om, at deres pakistanske far netop er på vej hjem fra moskeen.

Næste scene viser familien Khan i færd med forberedelser til et forestående bryllup. Modvilligt lader børnene sig iklæde pakistansk festtøj af deres engelske mor, Ella. Med ordene: "Det er en tradition at bære denne" tager faderen, George, brudgommens dragt frem. "Søn, i dag er jeg meget stolt af dig!", siger han til Nazir, som er tavs og tillukket.

I det stemningsfyldte, bryllupspyntede lokale venter alle spændt. Både brud og brudgom er tilsløret. Mullah'en er klar til ceremonien, da Nazir udbryder: "Jeg kan ikke, far!" – og løber bort.

Hjemme igen fjerner George fotografiet af Nazir og erklærer ham for død. Han har bragt skam over George. I en samtale, hvor han søger trøst hos mullah'en, erklærer denne: "Det vil altid være vanskeligt for dig i dette samfund".

Hermed er filmens tema – indvandrernes situation i den vestlige kultur – ridset op.

Familien Khan

I de efterfølgende scener lærer vi familien Khan og deres miljø bedre at kende. Der er kun sparsom plads i huset til forældrene og de 7 børn – 6 drenge og 1 pige. George kom til England i 1937 og giftede sig snart efter med Ella, en djærv og varm engelsk kone af arbejderstanden. Sammen har de "English Chippy", en fish'n'chips-butik, hvor Ella slider fra tidlig morgen til sen aften; George herser også med børnene, som forudsættes at bidrage til hjemmets opretholdelse. Hvis Ella tillader sig at gøre vrøvl, truer George med at hente sin første kone fra Pakistan til England.

Den lokale præst handler i butikken og slutter af med: "God bless you!", hvortil George svarer: "May Allah be with you!".

I koranskolen: Da familiens yngste, Sajid, skal tisse, bliver det opdaget, at han endnu ikke er blevet omskåret. Påny føler George, at en af hans sønner har bragt skam over ham. Sajid, som altid skutter sig i sin parka-coat, gemmer sig, men faderen trumfer sin vilje igennem: "Det er mit hus – jeg bestemmer!". Sajid bliver omskåret på hospitalet af en – indisk! – læge.

Tariq, der er lidt af en don juan, flirter hedt med en blondine i nabolaget.

Søsteren, Meenah, spiller fodbold med drengene i kvarteret, går nødigt i pakistansk tøj og opfører på et tidspunkt en løssluppen parodi på en traditionel pakistansk dans.

Abdul er den lydige søn.

Saleem går – under dække af at uddanne sig til ingeniør, men med moderens vidende – på kunstkursus.

Maneer er en pligtopfyldende og seriøs dyrker af Islam.

Når faderen er ude, dyrker børnene forbudte laster fx at spise pølser og bacon. Ved nattetid sniger de to ældste sønner sig på diskotek, hvor nogle fremmede bliver afvist, mens Tariq, der her er kendt under navnet Tony, slipper ind uden videre besvær.

Nye ægteskabsplaner

I en ny samtale foreslår mullah'en George et nyt giftermål for to af sønnerne. Uden at informere resten af familien om baggrunden for turen bestemmer George, at de skal besøge venner i Bradford. En graffititegning på vejskiltet signalerer, at byen er hjemsted for mange af hans landsmænd. Først da familien er tilbage i Salford, røber George over for sin kone, at han har indgået en aftale med mr. Shah om giftermål for Abdul og Tariq. Sajid kommer ufrivilligt til at overhøre samtalen.

Ella bliver skuffet og vred over at være blevet holdt udenfor, men han truer hende til tavshed. George foretager indkøb af udstyr til de kommende brudgomme. Situationen bliver mere spændt. George er på nakken af børnene, de skal ikke se ud som hippier.

I en klemt situation røber Sajid sin viden over for sine søskende, og i raseri ødelægger Tariq det indkøbte udstyr. Da faderen herefter nærmer sig, forsøger Maneer at udbedre skaderne. For at få ham til at røbe gerningsmanden afstraffer George ham fysisk og fortsætter sin voldsudøvelse over for hustruen. "Du lytter ikke til dine børn", siger hun, hvorefter det dramatiske optrin slutter med, at han truer med at dræbe hende.

Om aftenen er stemningen meget trykket, mens familien – Ella og Maneer sidder med sår og blodudtrædninger – ser et tv-program, som handler om at være ensom på kloden. Et oprør ulmer, men Ella er trods den hårde medfart loyal over for George i al hans sårbare autoritet. "Hvorfor kan vi ikke bare tale med ham?", spørger Abdul, men Tariq har fået nok.

Fire af børnene opsøger Nazir, som de finder – helt forandret i udseendet – i en fashionabel modeforretning. Mr. Nigel (hans nye navn) kører dem tilbage i direktørens Rolls Royce og vil tage et opgør med faderen. Moderen afværger konfrontationen, og Tariq føler sig svigtet af begge.

Faderen optræder fremdeles tyrannisk. Tariq forsøger: "Jeg er ikke pakistaner, jeg taler engelsk og kan ikke urdu!". I et voldsomt opgør hævder han, at han selv vil vælge sin brud. "Hvis engelske kvinder er så dårlige, hvorfor giftede du dig så med mor?" Men han kan jo gøre som sin far, der først giftede sig med en pakistaner!

Et dramatisk møde

"Mor, paki'erne er her!", råber lille Sajid. Traditionel hilseceremoni udspiller sig, da den finere familie Shah ankommer for at aftale bryllup, men de udvalgte sønner bliver ikke mildere stemt ved synet af deres døtre. I det hele taget hersker der en særdeles trykket stemning, og indtil flere engle går gennem stuen. En række pinagtige situationer opstår, og det hele kulminerer, da Saleem kommer hjem og fremviser sin skulptur: "Udnyttelse af kvinden i kunsten". I de tumulter, der følger, havner kunstværket af det utilslørede kvindeskød i skødet på den fornemme fru Shah.

Efter at giftermålene på denne spektakulære måde er aflyst, følger endnu et ægteskabeligt opgør, hvorunder Ella beder George gå. Under tumulterne er Sajids parca-coathætte blevet revet af, og nu vil han heller ikke selv have den mere.

Familiens hverdag går videre, og inderst inde elsker Ella trods alt stadig George. I køkkenet svarer George på det tilbagevendende spørgsmål, om han vil have en kop te: "Jeg ta'r en halv!"

Slutbilledet viser Sajid løbende med "skulpturen", mens kameraet atter hæver sig over kvarteret.

Filminstruktøren Damien O'Donnell fortæller sin historie på en virkelighedsnær måde. Det er nærliggende at indplacere ham i den engelske dokumentarfilmtradition, som siden 1930'erne har været kendetegnet ved en indlevende interesse for såkaldt almindelige menneskers hverdag. For dokumentarfilmfolkene gælder det om at skildre menneskers liv og verden på deres egne præmisser og i deres egen rytme. I de klassiske dokumentarfilm eksemplificeret ved fiskerbefolkningen på en Atlanterhavsø (O'Flahertys 'Man of Aran') eller de ansatte ved post- og jernbanevæsenet (Basil Wrights 'Night Mail').

Ken Loach, som er et af O'Donnells store forbilleder, har rod i dokumentarfilmtraditionen, og han er i sin produktion også gået tæt på familien og dens konflikter på godt og ondt.

O'Donnell har fortalt, at de dramaer, der udspiller sig inden for familiens rammer, har en særlig fascinationskraft på ham.

Den historie, O'Donnell fortæller i filmen, er som omtalt i afsnittet 'Om filmen' baseret på, hvad forfatteren Ayub Khan-Din selv har oplevet i sin barndom og ungdom. Men selvom stoffet derved nærmer sig det autentiske, kan filmen ikke betegnes som en dokumentarfilm.

Der er jo ikke tale om en gengivelse, men en digterisk-dramatisk udformning af erindringsstoffet, som først er sket i teaterudgaven og siden er videreudviklet i filmversionen.

At historien er dramatiseret, udelukker naturligvis ikke, at filminstruktøren i sine filmsproglige udtryk kan benytte sig af elementer kendt fra dokumentarismen.

• Er det muligt at pege på sekvenser i filmen, som har lighedspunkter med fortælleformer i dokumentarfilm?

Selv karakteriserer O'Donnel sin film som et seriøst drama, en tragedie. Men selvom det nok er alvorlige temaer og eksistentielle problemer, han vil indvie tilskuerne i, så rummer filmen også mange morsomme, pudsige og groteske situationer. "At bruge humor til at fortælle historien gør det lettere at kommunikere med folk", mener Damien O'Donnell.

En klar styrke ved filmen er desuden, at han vover at behandle indvandrerproblematikken med dens pinagtige og ømfindtlige problemer på en sjældent direkte facon. Og det er bemærkelsesværdigt, at han ikke opstiller nogen løsningsmodeller. Tilskuerne må selv tage stilling.

Et blik på de danske anmeldelser af 'East is East' bringer flere karakteristikker af filmen på bane. Her er et udpluk:

"En hverdagskomedie", "Engelsk etnodrama", "Realistisk komedie", "Ikke formet som et debatindlæg men som en munter og meningsfuld komedie", "En sprudlende køkkenvaskrealistisk komedie i bedste britiske tradition".

• Hvordan vil du karakterisere 'East is East'?

Nedennævnte spørgsmål og temaer er valgt med udgangspunkt i de problemstillinger, filmen rejser. Men de har også relevans for forholdene i dagens Danmark.

Filmen præsenterer en familie, hvor faderen og moderen kommer fra forskellige etniske, kulturelle og religiøse miljøer. På denne baggrund kan det være nærliggende at diskutere følgende spørgsmål:

• Hvordan er situationen for børn og unge af blandingsægteskaber?
• Hvilken betydning for udviklingen af identiteten hos unge har det at vokse op i familier, hvor forældrene kommer fra forskellige miljøer?
• Kan forældre med forskellig religion overhovedet opdrage børn sammen?
• På hvilke måder påvirker det omgivende samfund familiens situation?
• Er det muligt ad lovgivningens vej eller på anden måde at skabe eller medvirke til en ændring for de unge (fx arrangerede ægteskaber)?
• Hvilken rolle spiller traditioner i indvandrerfamilier og i blandede familier?
• Kan indvandrere bevare deres egen kultur – hvad er grunden til, at de ofte bliver meget konservative i det nye land?
• Kan man med fuld ret sige, at de unge i filmen er integrerede i samfundet?
• Er ægteskaber mellem folk fra forskellige kulturer mulige uden dybtgående konflikter?
• Prøv at sammenligne nutidens situation for indvandrerne med forholdene i Danmark i "gamle dage"!
• Filmen foregår i 1971. Ville de samme konflikter mellem børn og forældre kunne udspille sig i dagens Danmark – eller er der sket forandringer i de forløbne år?
• Hvordan vil de konflikter, familien Khan har oplevet, påvirke de enkelte? Vil der ske ændringer i familiemønstret?

Biograffilm bedømmes ofte gennem anmeldelser i dagblade, radio- og tv-programmer. Til selve anmeldelsen knyttes ofte karakterer i form af stjerner, hjerter, plusser, øjne eller Bogarthatte. Ofte er det denne karaktergivning, den filminteresserede i første omgang hæfter sig ved, – og overskriften!

Nedenfor gengives overskrifter på et udvalg af de danske anmeldelser af 'East is East', som blev bragt i aviserne, da filmen havde premiere 7. juli 2000:

'Oprør mod traditionerne' (Aktuelt)
'Faders vilje' (Nordjyske Stiftstidende)
'Varm komedie med social brod' (Information)
'Moské er vest bedst' (Ekstra Bladet)
'Vellykket engelsk etno-drama' (BT)
'En farverig familie' (Politiken)
'Kulturkamp i familien' (Berlingske Tidende)
'Gidsler og fribyttere' (Weekendavisen)
'Øst og vest mødes' (Morgenavisen Jyllands Posten)
'Paki-humor med hjerne' (Fyens Stiftstidende)
'Fejlfarverne fyrer op til fest' (Aarhus Stiftstidende)

• Prøv at skrive en anmeldelse af 'East is East'.
• Drøft, hvad overskrifterne signalerer, og hvilke associationer de umiddelbart giver læseren.
• Hvilken overskrift vil du give din anmeldelse?